Den 10. juli 2008 sluttede et markant liv alt for tidligt, da forfatteren Jakob Ejersbo bukkede under for kræft i spiserøret, blot 40 år gammel. Han efterlod sig blandt andet gennembrudsromanen ‘Nordkraft’ om Aalborgs misbrugsmiljø og den monumentale Afrika-trilogi med ‘Eksil’, ‘Liberty’ og ‘Revolution’, der blev udgivet efter hans død.
Nu har Christian Holten Bonke lavet portrætfilmen ‘Ejersbo’, der får premiere på CPH:DOX og fra den 25. november kan ses over hele landet som led i dokumentarinitiativet DOX:BIO.
Her giver instruktøren et intimt billede af forfatteren gennem fem sider af hans enestående personlighed, der vil inspirere enhver drømmer, kritiker og kunstnersjæl.
1. En atomdrevet gud
»Det vildeste, jeg har lært om Jakob i de to år, hvor jeg har arbejdet på filmen, er, hvor afgørende et aftryk han har sat i de liv, han berørte. Han var en ekstrem karakter, der var drevet af en næsten farlig viljestyrke og arbejdsdisciplin. Når han var i sit velskrivende es og skrev inspireret, kaldte han sig selv en atomdrevet gud. Bagsiden af den kolossale energi formulerede en ven for Jakob: Du kommer til at dø af det der.
Som voksen bliver man korrumperet af alt muligt – mageligheden for eksempel – og man mister totalt sin indignation over for verden. Man retter ind og bukker nakken.
At lave den her film mindede mig om noget, som jeg havde glemt. Jakob var som en teenager, optændt af sandheden. Man skal huske at bruge den rene vrede, for der er fandeme så meget styrke i det. Jakobs hjerte forblev altid i ungdommen«, fortæller Christian Holten Bonke.
2. Hyperempaten
»Jakobs forældre har været meget ærlige og givende i hele optageprocessen. De har fortalt mig, at de ikke magtede at italesætte følelser, hvilket jo ikke i sig selv er nogen stor forbrydelse. Ja, mange foretrækker vel nok, at forældre ikke er for omklamrende. Sådan har jeg i hvert fald selv haft det.
Men Jakob var virkelig følsom: Et radarbarn, der registrerede alt i rummet. Han var ganske enkelt en hyperempat. Jeg tror, at han har oplevet det meget voldsomt at være i en familie, hvor man ikke kunne tale om sine følelser. Faktisk som et afgørende svigt«.
3. Asketen
»‘Nordkraft’ havde givet Jakob mange millioner på kontoen, men han ville ikke bruge af dem overhovedet. Han var kun interesseret i at købe sig tid til at skrive. Han sad i en lillebitte lejlighed på Nørrebro med persiennerne nede og en gul spånplade som bord. På hans computer sad der en seddel: Skriv og se ikke tilbage.
Han var et kæmpe talent, men det var disciplinen og viljestyrken, der i sidste ende blev afgørende. Hans første litteratur var so, so. Der er nogle ting, der er skide gode, og der er nogle ting, der falder helt til jorden. Johannes Riis (litterær direktør for Gyldendal, red.), der var Jakobs redaktør og færdiggjorde ‘Afrika’-trilogien efter Jakobs død, var heller ikke specielt imponeret over hans første novellesamling, ‘Superego’. Jeg synes også selv, at ‘Afrika’ er et langt større værk end ‘Nordkraft’«.
4. Den skånselsløse
»Jakob havde i hele sit liv kun meget korte forhold og ingen børn. Hans omgangskreds var med få undtagelser karakterer i hans litteratur, og litteraturen kom altid først. Den var hans kærlighed. Målet med at skrive om Afrika var så stort, at der simpelthen ikke var plads til andet.
Men der er samtidig et præcist 1:1-forhold mellem hans liv og hans litteratur. Alle episoder, alle mennesker i ‘Afrika-trilogien’ er virkelige. Og mange må have følt sig trådt på. Jakob spurgte ikke nødvendigvis om tilladelse til at fortælle folks historier. Han ændrede navne, men det var også det. I ‘Liberty’ er der et portræt af en svensk familie. Jakob opsøgte én fra familien, der stadig boede i Tanzania, og spurgte om lov til at stille et par spørgsmål og bo der et par dage. Efterfølgende slagtede han hele familien totalt i bogen«.
5. Systemkritikeren
»Jakob levede en del år i Afrika, hvor hans forældre arbejdede som en del af hjælpeindustrien. Jakob og søsteren Ea talte meget om hykleriet. Fordi de var hvide, havde de en masse privilegier, som de sorte ikke havde. ‘Afrika’-trilogien var Jakobs vandrensningsanlæg. Det åg af skyld, som lå på hans skuldre efter hans oplevelse af at have set de hvide udnytte Afrika, betalte han tilbage gennem sit sidste værk.
‘Afrika-trilogien’ er i sin kerne en sønderlemmende kritik af hele hjælpeindustrien og Vestens udnyttelse af Afrika. Og man skal huske, at forældrene var en del af denne hjælpeindustri. Jakob beskriver, hvordan det påvirker et fattigt, sort samfund, når den rige, hvide middelklasse rykker ind. Pludselig blomstrer prostitutionen og alle de der fancy barer. Hjælpeindustrien hjælper med den ene hånd, men smadrer med den anden.
Som alle store kunstnere var han før sin tid. Det udbytteforhold, der eksisterer mellem i- og ulande i dag, behandler han i sin litteratur. Så han er virkelig savnet i en tid, hvor flygtninge strømmer til Europa. Han kunne have hævet debatten op på et etisk højere niveau. Inger Støjberg har sat dagordenen, så den kun foregår nede på hendes niveau. Men selv om Jakob er død, lever hans litteratur heldigvis stadig«.