Jack Nicholson-forfatter: »Hvis han havde været i kanen med din kæreste, var det nærmest i orden«

Jack Nicholson-forfatter: »Hvis han havde været i kanen med din kæreste, var det nærmest i orden«

’Jack Nicholson – filmene, kvinderne og stofferne’ er den første danske biografi om Hollywoods legendariske ballademager – en mand, der nok bedst er kendt for replikker som »Heeeeeere’s Johnny!« og »You can’t handle the truth!«, og som angiveligt har forført det halve af Hollywoods kvinder i sin skandaleombruste karriere.

Vi har bedt manden bag bogen, forfatteren og filmjournalisten Jacob Wendt Jensen, fortælle om de tre nuancer af Jack Nicholson ikoniske image – filmene, kvinderne, stofferne – og om at udpege skuespillerens bedste, værste og mest undervurderede rolle.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Om skørtejægeren Jack:

Jacob Wendt Jensen:
»Det er af gode grunde ikke lykkedes mig at opstøve det præcise tal, men det siges jo, at Jack Nicholson har været sammen med omkring tusinde kvinder – så på en eller anden måde er han jo larger than life allerede på det punkt.

Han har sandsynligvis også måttet betale prisen for det. Han var gift engang tidligt i karrieren, men han var nok nødt til at konkludere, at det ikke rigtigt var noget for ham. Der er mange lig i lasten.

Det er interessant, hvordan Jack Nicholson ofte tog sig selv med ind i sine filmroller, og i den forbindelse er skørtejægeriet ingen undtagelse. Tag bare ‘Gøgereden’ fra 1975, hvor han spiller voldtægtsforbryderen R.P. McMurphy, der er fanget på en galeanastalt, og som tager kampen op mod den ondsindede sygeplejerske Nurse Ratched.

Nicholson sagde efterfølgende, at han spillede rollen, som om han skulle forføre Nurse Ratched. Hans mål var simpelthen at komme i trusserne på hende. Jeg synes, det er tankevækkende, at han har givet sin karakter den motor, fordi det peger så meget i retning af manden selv. Han bruger noget, han kender ekstremt godt, og tager det med ind i rollen.

Det var, som om at han kunne slippe afsted med det, fordi han var så dygtig og så likeable. Det var næsten i orden, hvis ens kæreste havde været i kanen med ham – bare fordi han er Jack Nicholson. Han er simpelthen sluppet afsted med meget mere, end man generelt kan tillade sig«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Om stofmisbrugeren Jack:

Jacob Wendt Jensen:
»Og så er der det med stofferne, der markerer en eller anden form for eventyrlyst. Han var i LSD-terapi i 60’erne, da den slags var lovligt, og han brugte forskellige slags stoffer siden da.

Jack Nicholson er helt klart én af dem, der har brugt stofferne helt ud til kanten, men som ikke er faldet udover. Se bare hvor loyalt og trofast han arbejder sammen med adskillige instruktører – for eksempel Bob Rafaelson, en instruktør, som Nicholson lavede flere film med efter ‘Five Easy Pieces’ (Nicholsons gennembrudsfilm, red.), selvom han dalede voldsomt i kvalitet. Desuden kan man nævne Mike Nichols, James L. Brooks, Rob Reiner og Sean Penn. Det var de gamle venner, som Jack Nicholson blev ved at holde sammen med.

På den måde har han ikke været ukontrolleret narkoman, men han var for eksempel kendt for at ryge marijuana under optagelserne, og der var endda instruktører, der var nødt til at sige: ‘Lad være med at ryge, mens du spiller for mig, for du taler simpelthen for langsomt, når du er skæv’.

Op gennem 70’erne var Jack Nicholson desuden ret åbenmundet i rigtigt mange interviews. Han fortalte alt om det med kvinderne og stofferne, så hans offentlige image gik ind og blandede sig lidt med rollerne. Det gjorde ham selvfølgelig mere berygtet, men det gjorde ham også mere spændende – og det var jo yderligere med til at forme hans image som den her larger than life-personlighed.

På et tidspunkt blev Jack Nicholson netop spurgt, hvorfor han udtalte sig så meget om alle kvinderne og alle stofferne. Og han sagde, at selvom det hele nok havde en lille smule overdrevet, så havde det været ‘good for business’«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Om filmikonet Jack:

Jacob Wendt Jensen:
»Jack Nicholson bliver tit anklaget for at overspille – eller for at spille sig selv. Og det synes jeg er skudt over målet, for han er jo faktisk en metodeskuespiller, der har gået på de forskellige skuespillerkursur i 60’erne, og han er så absolut en method actor på højde med datidens stjerner som Al Pacino, Robert De Niro og Marlon Brando. Han har bare så meget larger than life-personlighed oven i, at man ikke rigtigt kan undgå at se ham.

Det bedste eksempel er nok ’The Shining’ fra 1980, som er en af de slags film, mange mennesker husker. Det er jo en gyserfilm, og i sådan én skal man jo spille med lidt store armbevægelser, og så er det jo en Stanley Kubrick-film. Kubrick var kendt for at lave 40-50 takes og drive skuespillerne helt ud på vanviddets rand – tag bare Shelley Duvall fra samme film, der jo nærmest brød sammen under optagelserne.

Ifølge klipperen på ‘The Shining’ så valgte Kubrick konsekvent den mere eksperimenterende og den mere svedige udgave af hver enkelt scene. Så det er faktisk meningen, at den film skal være sådan. Det er meningen, at Jack Nicholson skal overspille. Når folk tænker tilbage på den, så står den jo lysende klart i deres erindring. Og hvad gør det så, at Jack Nicholson har skruet lige rigeligt op for skuespillet? Han må jo have gjort noget rigtigt alligevel«.

Se Jacob Wendt Jensens bud på Jack Nicholsons bedste, værste og mest undervurderede rolle på næste side.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bedste rolle: ‘Gøgereden’ (1975)

»Her viser Jack Nicholson det hele frem, og man ser rigtigt, rigtigt meget af det, han kan. Og så er det bare en fantastisk film. Som ung reagerede jeg meget kraftfuldt på dens budskaber, og det var den første film, jeg græd til i biografen. Jeg følte en vis samhørighed med Nicholsons karakter, der er den lille mand mod systemet, for det er lidt den samme følelse, man har som teenager i en hverdag fyldt med lektier og modgang«.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Værste rolle: ‘The Bucket List’ (2007)

»Det blev bare alt, alt for sukkersødt med de to gamle mænd, der lige skal nå at krydse en masse ting af, inden de dør. Filmen var tynd, og Jack Nicholsons rolle var bare langt under hans sædvanlige niveau. Jeg kunne også sagtens nævne en af de film, han lavede sammen med Roger Corman i 1960’erne, men dem er der nok ikke så mange, der husker i dag«.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mest undervurderede rolle: ‘The Last Detail’ (1973)

»Hvis nogle efterspørger en Jack Nicholson-film, de ikke kender, så nævner jeg altid ‘The Last Detail’. Der er især en fantastisk scene, hvor Jack Nicholson retter sin pistol mod en bartender og siger: ‘I am the motherfucking shore patrol!’. Det er ikke en film, der har rejst verden rundt, men den er absolut fremragende – især takket være Nicholson«.

Jacob Wendt Jensens bog, ‘Jack Nicholson – filmene, kvinderne og stofferne’, er i butikkerne nu.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af