’Marvel’s Jessica Jones’
Du kan lige så godt lære hendes navn at kende med det samme: Jessica Jones. Den whisky-bundende, overmenneskeligt hårdtslående, evigt sarkastiske privatdetektiv med en fortid som superhelt bliver nemlig din nye Marvelfavorit. Også selvom du ikke interesserer dig en tøddel for hverken superhelte eller tegneserier.
Med den karismatiske Krysten Ritter i titelrollen har Netflix skabt et mørkt og psykologisk komplekst serieunivers, der både bliver rigere og mere forstyrret for hvert afsnit. Hvor Netflix og Drew Goddard med ’Daredevil’ overrumplede med benbrækkende og überkoreograferede actionsekvenser og således genoplivede den ellers så udskældte, blinde selvtægtssuperhelt, går streamingtjenesten og hovedforfatter Melissa Rosenberg mere nedtonet til værks med ’Jessica Jones’, der tålmodigt og med klassiske noir-referencer sigter mere efter psykologiske thrills end bloddryppende kills.
New Yorks nedslidte Hell’s Kitchen-kvarter er både gemmested og arbejdsplads for Jessica. Fra en lurvet lejlighed, med kakerlakken i vasken som eneste roomie, driver hun sit detektivbureau Alias Investigations. Når Jessica ikke lige overvåger utro ægtemænd og afleverer stævninger til lyssky bagmænd, arbejder hun hårdt på at drukne minderne om superskurken Kilgrave (’Doctor Who’s David Tennant) i billig whisky. Og her taler vi ikke bare en enkelt godnatdrink.
I tilbageblik og gennem Krysten Ritters veloplagte voice over, der for alvor placerer serien i noir-land, udrulles sandheden om Kilgrave: En dæmonisk og velklædt brite, der besidder evnen til at udøve total tankekontrol over sine ofre. Jessica, der selv har været under Kilgraves magt, undslap med livet i behold. Men med frygtelige gerninger på samvittigheden og traumatiserende minder om overgrebet til at hjemsøge hende dag og nat. Ja, her har du svaret på, hvorfor Jessica drikker.
Jessica Jones er en modvillig superhelt, der, ifølge tegneserieforlægget, vist nok fik sin enorme styrke og evne til at hoppe højt ved et biluheld, der involverede en lastbil med radioaktivt materiale. Som tilfældet jo ofte er for superhelte. Men den oprindelseshistorie beskæftiger serien sig ikke med. Ej hellere hendes kortlivede karriere som superhelten Jewel. Og det er bestemt til fordel for Rosenbergs modne take på Jessica Jones.
Krysten Ritters jeans-, skovmandsskjorte- og læderjakkeklædte privatdetektiv er seriens magnetiske fikspunkt, der med lige dele selvlede, desperation og umiddelbar fandenivoldskhed hiver dig ind. Ritter flankeres af en glimrende håndfuld med- og modspillere, der, alle som én, har noget at byde ind med.
’Daredevil’ havde Vincent D’Onofrio, der, med sin imponerende fysik og eksplosive vrede, ramte plet i skurkerollen. David Tennants intense Kilgrave sniger sig snarere ind på dig. Afsnit for afsnit afdækkes hans stadig mere modbydelige forbrydelser. Vi ser ham udøve sin charmerende magt over kvinder. Med ét ord bliver de villige marionetter i hans spil. Heriblandt også Jessica selv.
Det ikke bare antydes, men siges faktisk klart og tydeligt, at Kilgrave forgriber sig seksuelt på dem. Voldtægt er ikke hverdagskost i en superhelteserie, og Netflix bryder med ’Jessica Jones’ ny grund ved at turde italesætte emnet så subtilt og på så enorm en platform.
’Jessica Jones’ tør stå ved serieforlæggets oprindelige mørke. Tør give os komplekse, seksuelle forhold. Inklusive sveddryppende, sengesmadrende sexscener med kvinder i kontrol og mænd i nydelsesøjeblikket.
Det burde ikke føles som en revolution i 2015. Men når en højtprofileret superhelteserie oven i købet har en succesrig advokat (spillet af Carrie-Anne Moss), der tilfældigvis også er lesbisk og midt i en uskøn skilsmisse fra sin kone, og samtidig insisterer på at fortælle den fine venskabshistorie mellem Jessica og papsøsteren Trish, føles det ærlig talt som en ny bølge, der skyller forfriskende ind over én.
Kort sagt:
’Jessica Jones’ er en opslugende noir-thriller med kantede karakterer. Årets must-see superhelteserie.
Anmeldelsen er baseret på de syv første afsnit.