De bedste nr. 5: Eames i ‘Inception’ (2010)
Hardys sensationelle præstation i ‘Bronson’ fra 2008 banede vejen til Hollywood. »Ingen i Amerika gav min karriere noget som helst opmærksomhed inden ‘Bronson’. Den gav mig adgangen til Amerika, hvor jeg altid gerne har villet arbejde«, har Hardy forklaret.
Gennembruddet på den helt store internationale scene kom i 2010, hvor Christopher Nolan castede Hardy i rollen som identitetsforfalskeren Eames i den svimlende sommerblockbuster ‘Inception’. Hardy havde imponeret Nolan med sin portrættering af den skabshomoseksuelle gangster Handsome Bob i Guy Ritchie’s ‘RocknRolla’.
‘Inception’ er typisk Nolan, en storstilet og hjernevridende tour de force med utallige narrative krumspring og plot-twists. Hardys karakter, Eames, møder vi første gang på en lurvet bar i Mombasa, Kenya, hvor DiCaprios karakter, Dom Cobb, rejser til for at rådføre sig om, hvordan man planter en idé i sit offers underbevidsthed uden deres viden.
Eames er ikke en simpel idé-tyv, han mestrer kunsten at udgive sig for at være en anden person i sine ofres drømme, så han kan vildlede dem. Hardy beskrev selv sin rolle som »en gammel Graham Greene-agtig diplomat, lettere falmet og lurvet. Der er noget old school og MI5-agtigt over ham, han er lidt skrupelløs og under radaren«.
Det er en rolle, som Hardy kan excellere i. Hans intense og uforudsigelige blik giver Eames en excentricitet, som kombineret med hans hang til mumlen og afslappet kropsholdning fuldender karakteren.
De bedste nr. 4: Bane i ‘The Dark Knight Rises’ (2012)
To år efter gennembruddet i ‘Inception’ landede Hardy sin største rolle til dato, da Christopher Nolan castede ham igen, denne gang i rollen som superskurken Bane i Nolans afsluttende film i Batman-trilogien, ‘The Dark Knight Rises’.
Filmen er et kæmpemæssigt tilløbsstykke af en sommerblockbuster – spektakulær, brutal og grum. Med Heath Ledgers sublime portrættering af Jokeren i ‘The Dark Knight’ var der et stort pres på Hardys skuldre. Bane-karakteren er som bekendt en meget anderledes skurk end Jokeren, langt mere fysisk intimiderende og noget mindre legesyg. Nolan har uden tvivl skelet til Hardys fysiske transformation i ‘Bronson’.
Hardy øgede sin vægt med næsten 14 kg på tre måneder for at opnå den fysiske fremtoning, der skulle gøre Bane-karakteren i stand til at udfordre Batman fysisk såvel som mentalt. Musklerne og masken var vigtige facetter af Bane, men mindst lige så vigtig var hans stemme, fordrejet af masken, som synes at kontrastere den intimiderende gorilla-krop.
Accenten er inspireret af bare knuckle-bokseren Bartley Gorman. Det er en stemme, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på seeren. Bane er vokset op i helvede af et underjordisk fængsel og bærer en maske efter en gammel skade: Han er en lidende karakter, og man kan se smerten og raseriet i Hardys øjne. Masken begrænser hans muligheder for nuanceret ansigtsmimik, men Nolan påpeger, hvordan Hardy alligevel på dygtig vis bruger enhver bevægelse til at gøre sin karakter troværdig:
»Tom forstår virkelig, hvordan han får sin karakter ind i hver bevægelse, i hvert eneste aspekt af sin fysik. Han er en meget, meget fysisk skuespiller. Han transformerer sig selv, og man kan se det i hver eneste bevægelse«.
De bedste nr. 3: Ivan Locke i ‘Locke (2014)
Efter Hollywood-gennembruddet og et travlt år i 2012, hvor Hardy spillede med i tre store amerikanske film (‘This Means War’, ‘The Dark Knight Rises’ og ‘Lawless’), bød 2013 blot på en enkelt Tom Hardy-film, den britiske ‘Locke’ med et budget på sølle to millioner dollars.
Den smalle, eksperimenterende film er instrueret af Steven Knight (manuskriptforfatter på ‘Eastern Promises’ og manden bag tv-serien ’Peaky Blinders’, hvor Hardy også er med), og i hele dens spilletid er Hardys ansigt det eneste, vi får at se. Hardy spiller Ivan Locke, en pålidelig og professionel leder af en byggeplads. Ivan har ansvaret for at føre tilsyn med fyldningen af tusindvis af tons cement til støbningen af en 55-etagers bygning.
Aftenen før alt dette skal finde sted, sætter Ivan sig imidlertid i sin bil for at køre mod London. Pludselig får han et opkald – noget er under opsejling, noget som Ivan er villig til at ofre sit job og sit ægteskab for.
Hele filmens handling udspiller sig med Hardy bag rattet bag sin bil på motorvejen, hvor han på skift taler i telefon med sin chef, kone og tidligere assistent. Ivans liv er ved at smuldre mellem fingrene på ham i hans forsøg på at gøre det moralsk rigtige, men han forsøger hele tiden at bevare kontrollen og forholde sig afdæmpet.
Hardy gør det glimrende i den særdeles udfordrende rolle. Hans skuespil er minimalistisk og subtilt underspillet. Hans ansigt udtrykker den smertefulde frustration over hele situationen, men også en vedholdende determination, der leder ham til at forholde sig praktisk til det faktum, at hans verden er ved at brase sammen. Det er en kraftfuld præstation, og især i scenerne med de imaginære samtaler med Ivans far, finder vi Hardy, hvor han er bedst: Aggressiv og intens.
De bedste nr. 2: Charles Bronson, ‘Bronson’ (2008)
Hardy havde i sin tidlige karriere gjort sig bemærket i film som ‘Black Hawk Down’, ‘Layer Cake’ og ‘RocknRolla’. Det var dog først i rollen som Charles Bronson i danske Nicolas Winding Refns ‘Bronson’, at Hardy for alvor begyndte at tilrane sig opmærksomhed.
Den fysiske transformation var slående. Hardy havde barberet sit hoved, groet et cykelstyrs-overskæg og havde gået alvorligt til den i træningscentret for at ligne fitness-fanatikeren og Englands farligste fange, Charles Bronson.
‘Bronson’ er en til tider syret og surrealistisk affære (endda med en animationssekvens!), der følger hele Bronsons liv fra barndommen af. Som 22-årig ryger han syv år bag tremmer for et væbnet røveri. I fængslet viser han sig som en yderst svær indsat at håndtere og spenderer længere perioder i isolation. Efter at have fået forlænget sin straf blev Bronson i 1988 løsladt, men han nåede kun 69 dage som fri mand (hvor han startede en kort karriere som bare-knuckle-bokser), inden han blev arresteret og fængslet igen for at røve en juveler.
Hardy besøgte Bronson i fængslet for at få inspiration til rollen, og det er et skræmmende portræt præget af vildskab og uforudsigelighed, som Hardy leverer. Han er bedst i intense roller, hvor han spiller karakterer med alvorlige psykologiske problemer, og det må man sige gør sig gældende for Charles Bronson. Galskaben stråler ud af Hardys øjne, og han formår filmen igennem at bevise, at han kan injicere humor i sin karakter, selvom det i ‘Bronson’ er humor på kanten af sindssygen.
Rollen som psykisk ustabil karriereforbryder viste, at Hardy har et kæmpe repertoire at trække på.
De bedste nr. 1: Tommy Riordan Conlon, ‘Warrior’ (2011)
Tom Hardys vej til sin nuværende status som Hollywood-stjerne, med roller i mega-blockbusterfilm som ‘Mad Max: Fury Road’, har ikke kun været en dans på roser.
En uregerlig ungdom, hvor han blandt andet blev arresteret for biltyveri og ulovlig våbenbesiddelse, bevægede sig over i et misbrug af både alkohol og crack-kokain. Hardy kom i rehabilitering i 2003, men arrene på sjælen sidder stadig derinde et sted. I 2011 blev han tvunget til at genopleve noget af sin svære fortid i rollen som krigsveteranen Tommy Conlon i MMA-fighter-filmen ‘Warrior’. Hardy spiller over for Nick Nolte og Joel Edgerton i Gavin O’Connors medrivende take på fight-genren, som måske kun overgås af ‘The Fighter’ i nyere tid.
I ‘Warrior’ trænes Hardys karakter, Tommy, af sin far med henblik på at vinde en kæmpe MMA-turnering. På sin vej tvinges Tommy til at konfrontere både sin far (Nolte) og bror (Edgerton) og den fortid, der rev familien fra hinanden. Filmen er en hyldest til forløsningen, forsoningen og den indvendige styrke, temaer som langt fra var fremmede for Hardy:
»Jeg følte mig i høj grad hjemme med den triste side af Tommy. Jeg behøver ikke diskutere alkoholmisbrug og dysfunktionalitet i familier, der lider under denne sygdom, for det er et område, hvor jeg kan trække på personlig erfaring. Jeg følte et ansvar over for både dem, der kender den verden, og dem, der ikke gør, til at åbne et vindue indtil den«.
Volden i filmens kampscener er en forlængelse af de to brødres indre kamp. Tommy er Irak-veteran med et alkohol- og pillemisbrug. Hardy har igen transformeret sin krop, denne gang med gigantiske nakkemuskler. Hans karakter er en no nonsense-type, en mand af få ord. Tommy er tydeligvis tortureret af dæmoner fra fortiden, og hans bitterhed er afgrundsdyb, især over for for faderen.
Den opbyggede vrede får udløb i kampscenerne, hvor Tommys karakter er fuldstændigt nådesløst aggressiv, som et såret dyr. Hardy leverer en pragtpræstation, han er dybt inde i sin karakter følelsesmæssigt. Tommy er hård som sten udadtil, men blød og ulykkelig indeni. Det er en dualitet og balance, som Hardy rammer til perfektion. Som seer er det vanskeligt ikke at lade sig rive med af den beslutsomhed og frustration, Hardy leverer som Tommy Conlon. En præstation, der bliver svær at overgå.
De værste nr. 2: Leo Demidov, ‘Child 44’ (2015)
Efter et stille 2014, hvor Hardy kun spillede med i den udmærkede ‘The Drop’ sammen med nu afdøde James Gandolfini, har 2015 været anderledes hektisk med roller i ‘Child 44’, ‘Mad Max: Fury Road’ og ‘London Road’ i første halvdel af året og ‘Legend’ og ‘The Revenant’ i anden halvdel.
Forventningerne til førstnævnte film, som finder sted i Sovjetunionen under Stalins regeringstid i starten af 1950’erne, var relativt høje, særligt fordi castet, udover Hardy, inkluderede Gary Oldman, Vincent Cassel, Noomi Rapace og danske Nikolaj Lie Kaas. Filmens præmis er heller ikke dårlig: Hardy spiller MGB-agent og krigshelt Leo Demidov, der skal forsøge at opklare en række brutale barnemord (tilsyneladende løst baseret på seriemorderen Andrei Chikatilo).
Problemet er bare, at præmissen ikke eksekveres særligt overbevisende. ‘Child 44’ er en lang og kedelig affære. Hardy kæmper bravt for at holde filmen oven vande, men det viser sig at være en umulig opgave. Plottet er rodet, og det er svært at tage Hardys og resten af det internationale casts tykke russiske accenter seriøst.
De værste nr. 1: Tuck Hansen, ‘This Means War’ (2012)
Tom Hardy er bedst kendt for sine seriøse roller, men i 2012 besluttede han sig for at prøve kræfter med en noget mindre seriøs en af slagsen i den romantiske komedie ‘This Means War’. Efter eget udsagn for at udfordre sig selv ved at kaste sig ud i noget, han aldrig havde prøvet før.
»Jeg forstår ikke, hvordan man kunne lave noget, som skulle være så sjovt, og have det så dårligt, mens man laver det. Jeg kommer nok ikke til at være med i flere romantiske komedier«, sagde han efterfølgende.
‘This Means War’ er instrueret af McG, manden der gav os ‘Charlie’s Angels’ i sin tid, og han leverer et imponerende plat og forudsigeligt trekantsdrama, sprængfyldt med klichéer, håbløse jokes og ulidelige karakterer.
Tom Hardy spiller over for Chris Pine. De to herrer portrætterer benhårde CIA-agenter, hvis bromance testes alvorligt, da de begge falder for Reese Witherspoons karakter. De to kamphaner udspionerer hinanden og gør brug af hele viften af det avancerede CIA-overvågningsudstyr, hvilket fører til en lang række særdeles usjove situationer.
Plottet i ‘This Means War’ er, for at sige det mildt, elendigt. Med et bedre manuskript kunne Hardys forsøg på at teste sig selv i en uvant genre muligvis være endt bedre. Men rollen som Tuck Hansen i ‘This Means War’ er Hardys værste rolle i de seneste mange år. Han føler sig tydeligvis ikke tilpas i rollen, og hans styrker kommer slet ikke til udtryk. Det er ikke, fordi Hardy ikke kan injicere humor i sine roller, hvilket ‘Bronson’ understreger.
Men selv den bedste skuespiller havde haft svært ved at tilføre humor til et så elendigt manuskript. Hardy er langt bedre i hårdere og mørke karakterer.
Læs også: Stort interview med Tom Hardy – Er denne mand farlig?