’Jagten på Chaplin’
Småforbryderen Eddy og den hårdtarbejdende far Osman får kun lige akkurat enderne til at mødes i slut-1970’ernes Schweiz. Just løsladt fra fængsel bliver Eddy hentet af sin gamle ven Osman, der installerer ham i en bulet campingvogn i baghaven bag familiens utætte skur af et hus. Pengene er små, men venskabet varmt og stort.
På samme måde er franske Xavier Beauvois’ ’Jagten på Chaplin’ petit, hvad angår kunstneriske ambitioner, men med et bankende, varmt hjerte for sine karakterer og rørende i sin utilslørede hyldest til Charlie Chaplin.
Filmen er inspireret af virkelige begivenheder, der fandt sted i Schweiz i 1978. Her stjal to immigranter liget af Charlie Chaplin, gravede kisten ned et ukendt sted og krævede på noget så ubehjælpsom vis løsepenge fra Chaplins enke, Oona. En hovedrystende utrolig historie. Og at den ellers så alvorstunge instruktør Xavier Beauvois, hvis seneste film var det meditative munkedrama ’Om guder og mænd’, har kastet sig over denne fortælling med en underfundig komedie for øje, er overraskende.
Eddy og Osman bliver spillet af Benoît Poelvoorde og Roschdy Zem. Et umage par, der bindes sammen af fortiden. Egentlig bryder den regelrette Osman sig slet ikke om at huse en døgenigt som Eddy. Han har nok at se til med sin syvårige datter, der drømmer om at blive dyrlæge, og en hoftesyg kone (Nadine Labaki) indlagt på sygehuset med regningerne tårnende sig op. Men Osman skylder Eddy én. Hans samvittighed byder ham at hjælpe den gamle ven ud af hans vane med forbryderiske klovnerier. Det afhængighedsforhold skildrer Poelvoorde og Zem troværdigt. To godmodige underdogs (eller vagabonder, om du vil), man under bare en enkelt chance her i livet.
Og her kommer Chaplin ind i billedet. Foran fjernsynet modtager de juleaften nyheden om skuespillerens død og den store formue, han efterlader sig familien i Schweiz. Og så står der ellers schweizerfrank mejslet i Eddys øjne. Før hverken vi eller de ved af det, er de to tosser på vej til kirkegården i en stjålen stationcar med skovl og hakke i bagagerummet i ly af natten.
For som Eddy halvpoetisk siger: »Chaplin var vor ven. Ven med de hjemløse, immigranterne og de fattige. Vi er alle tre ting«. Et på alle måder skørt argument for at grave en kiste op og kidnappe et lig mod løsesum. En plan så skør, at den måske kan lykkes?
Med stor hjælp fra den legendariske filmkomponist Michel Legrand vinder Xavier Beauvois os over på Eddy og Osmans egentlig moralsk forkastelige side. Isoleret set er der intet hverken morsomt eller rørende ved at forstyrre gravfreden. Men Legrands typisk brusende, romantiske kompositioner, der både låner og leger med melodierne fra Chaplins egne klassikere, løfter fortællingen. Dialoger overdøves flere gange af symfoniens svulmen, som var det en 100 år gammel stumfilm. Sammen med Legrand finder Beauvois af og til ind til en eventyrlig, filmisk kerne, og fine øjeblikke opstår.
Eventyrlig er også den skønne Chiara Mastroianni i en måske lidt for søgt rolle som cirkusdirektrice og romantisk interesse for Eddy, mens en stålsat og statelig Peter Coyote ruller sig ud som Chaplins butler med et par tricks oppe i ærmet.
Kort sagt:
Xavier Beauvois letter behørigt på hatten for Charlie Chaplin med gravrøverkomedien ’Jagten på Chaplin’. Trods sit visionsfattige manuskript ender filmen som en godmodig venskabsfortælling – takket være Michel Legrands symfoniske sans og gode præstationer fra de to sympatiske herrer Benoît Poelvoorde og Roschdy Zem.