Stort interview med Oscar Isaac: »Jeg kan altid fornemme, når jeg fejler«

Han er sin generations mest lysende skuespiltalent og et godt bud på en ny Al Pacino eller Robert De Niro. Nu tager han skridtet fra hyldede artfilm til ‘Star Wars’. Mød den generte, Guatemala-fødte amerikaner, der fremover får svært ved at beskytte det privatliv, han hidtil har værnet så hårdt om.
Stort interview med Oscar Isaac: »Jeg kan altid fornemme, når jeg fejler«

»Men du er jo skuespiller«.

Farens ord runger i hovedet på forsangeren for skapunkbandet The Blinking Underdogs. Vi er i slutningen af 90’erne, og han er netop gået af scenen efter at have varmet op for et af verdens største rockbands, Green Day.

Mens forsangeren, der hedder Óscar Isaac Hernández Estrada, tørrer sveden af panden, tænker han måske tilbage på dengang, han lå på sit drengeværelse i Miami og kiggede på sine to plakater, den ene med Nine Inch Nails, den anden med Coen-brødrenes ‘Miller’s Crossing’. Fra sin seng kunne han inde i stuen konstant høre sin far synge og spille guitar, hvis han da ikke optog film med Óscar i hovedrollen på sit lille hjemmevideokamera.

Mens Green Day går på scenen, og Billie Joe Armstrong synger de første strofer, kan Óscar bag de sørgmodige, mørke øjne muligvis huske, hvordan hans frustrerede far, der var læge ligesom sine tre brødre, hellere ville være kunstner og opfordrede sin søn til at forfølge sine drømme.

Backstage fester folk og drikker løs, men Óscar er afholdsmand, og allerede her mærker han måske, at han så småt er ved at tabe interessen for musikken trods en ret lovende karriere med sit band. Han husker farens svar, da Óscar sagde, at han ville være filminstruktør, og tænker måske over, hvordan han vil bruge den valgfrihed, hans cubanske far aldrig fik.

»Det er vigtigt ikke at gå den nemme og mest bekvemme vej«, siger den nu tidligere forsanger, da vi møder ham i Los Angeles forud for premieren til ‘Star Wars: Episode VII – The Force Awakens’, som han spiller en central rolle i.

»Selv nu hvor man kunne tænke, at man skal gå efter pengene, fordi det ville være bekvemt, er det ikke det rigtige tidspunkt. Det er vigtigt, at du finder din egen stemme og finder ud af, hvad der virkelig interesserer dig«, siger den 35-årige mand, der nu går under navnet Oscar Isaac og efter gennembrudsroller i ‘Inside Llewyn Davis’ og ‘Ex Machina’ vel nok er den yngre skuespiller, der er størst forhåbninger til som en De Niro eller Pacino for sin generation.

Frygten for at kikse

Det var først som 21-årig, at Oscar Isaac for alvor besluttede sig for at blive skuespiller. Han havde mistet interessen for musik, men en mandag i 2000 gik han tilfældigvis forbi Juilliard School i New York, en af verdens førende skuespilskoler, og besluttede sig for at søge ind.

Ansøgningsfristen var overskredet den foregående fredag, men Isaac tryglede ledelsen om at få lov til at gå til optagelsesprøve. Da han kom ind, gik det op for ham, at han havde, hvad der skulle til for at blive skuespiller, men det var ikke kun hans talent, der banede vejen. The Blinking Underdogs var en del af punksubkulturen straight edge, en bevægelse hvor medlemmerne hverken tog stoffer, røg eller drak alkohol som modsvar til rockens typiske hedonisme og kærlighed til misbrug.

OscarIsaacExMachina

‘Ex Machina’.

Udover at holde Isaac fra skandaler har disciplinen, som han praktiserede i bevægelsen, gjort ham i stand til at forfølge sin egen – og sin fars – drøm, uden at de første tegn på succes steg ham til hovedet.

»Jeg har aldrig haft store forventninger, så jeg kan ikke blive skuffet. Jeg har været så heldig, at jeg har haft mulighed for at medvirke i mange forskellige projekter og spille forskellige karakterer, og for mig drejer det sig først og fremmest om, at der er noget, der fanger mig og sætter min fantasi i gang. Jeg skal falde for projektet. Det betyder ikke så meget for mig, om det er en stor film«, siger han stille, nærmest genert. Han lyder oprigtigt som en mand, der bare gerne vil spille skuespil.

»En af de ting, man kæmper med som skuespiller, er at komme på et filmset og føle, at man virkelig hører til, har styr på sin rolle og kan bidrage til historien på lige fod med alle andre. Så den indre kamp handler hele tiden om, hvordan endte jeg her? De ender med at se, at jeg er en bedrager. Det kan godt være svært at bevare en form for sindsro og tro på, at de andre bare er mine kolleger«.

Åndsfælle med ‘Star Wars’-karakter

Måske er det denne professionelle usikkerhed, der gør Oscar Isaac til en af de mest private skuespillere i verden. For privat, det er han. Under et besøg på David Lettermans talkshow spurgte værten ham, om han havde familie. Isaacs svar lød i sin helhed: »Ja«. Twitter- eller Instagram-kontoer? Glem det! Da vi spørger, hvem hans favoritkarakter er i de originale ‘Star Wars’-film, er svaret også passende underspillet.

»Jeg har altid været stor fan af Lando Calrissian. Jeg har altid syntes godt om ham. Billy Dee, der spiller ham, er så cool. Det er blandt andet, fordi det er den type karakter, som forekommer at være én ting, men viser sig at være noget andet«.

Lederen af Cloud City optræder i ‘Imperiet slår igen’ og ‘Jedi-ridderen vender tilbage’ og kæmper dybest set for at få lov til at passe sig selv og undgå indgriben fra Imperiet. Det er nok ikke den karakter, de fleste vælger som deres favorit, men det er typisk for Isaac at sympatisere med lige netop ham. Han vil egentlig også bare gerne være fri for, at pressen snager i hans privatliv.

Måske fokuserer han så meget på skuespillet, fordi hans far aldrig fik chancen. Og det er lykkedes ham så godt at holde fokus på det professionelle, at der i den ellers så aggressive amerikanske sladderpresse kun er nogenlunde enighed om, at navnet på hans kæreste er Maria Miranda (nogle mener dog, at det er danske Elvira Lind, som har haft ham med i flere dokumentariske musikvideoer). Men her stopper enigheden. Nogle blade mener, at parret er kærester, andre at de er forlovede, gift eller endda gået fra hinanden.

Oscar Isaac a most violent year

‘A Most Violent Year’.

»Jeg lever ret så stille og roligt i Brooklyn, og jeg bor der, fordi jeg elsker byen og kan være ret anonym der«, går han akkurat med til at fortælle.

»Det er lidt pinligt at blive stoppet i lufthavnen af folk, der vil have et billede eller lignende. Det skyldes mest, at jeg er genert af natur i de situationer, så jeg føler mig ikke så godt tilpas med det. Men jeg er heldig, for det hjælper min karriere«, siger han og fremstår sky og høflig på én gang.

Har du nogensinde været ved at opgive skuespilkarrieren?
»Nej, for jeg har aldrig haft et alternativ. Det er det eneste arbejde, som jeg føler mig i stand til at udføre. Måske ville jeg have spillet guitar i metroen eller noget lignende, hvis jeg ikke var blevet skuespiller«, siger Isaac, der aldrig blev presset af sine forældre til at tage en uddannelse som sikkerhed for sin hang til musik og skuespil.

En ekstrem spændvidde

Men hvor han nægter at fortælle om sit privatliv lige nu, fortæller han ofte i interviews om sin baggrund. Den er mildt sagt sammensat. Oscar Isaacs mor er fra Guatemala, hans far er cubaner med jødiske rødder, og hans mormor er fransk. Han er født i Guatemala, men opvokset i Baltimore og de amerikanske sydstater, før familien slog sig ned i Miami, Florida.

Hans sammensatte baggrund betød, at han har haft svært ved at etablere sig, fordi det tog tid, før han fandt sin egen stemme. I begyndelsen af sin karriere måtte han tage til takke med roller som Fartman i ‘Lenny the Wonder Dog’ (2005), og så sent som i 2012 spillede han næsten ukrediteret med i ‘The Bourne Legacy’ som ‘Outcome nr. 3’.

Har du nogensinde følt dig ydmyget til en audition?

»Helt sikkert. Jeg har altid vidst, når jeg var på vej ned. Jeg kan altid fornemme, når jeg fejler. Man kan se det. Jeg havde en audition for nylig til et stykke på Broadway af Tom Stoppard (engelsk dramatiker, red.). Jeg var jo helt sikkert ikke britisk. Tom Stoppard spurgte undrende: »Er det alt det flamenco, der gør, at du ikke kan tale med en engelsk accent?«.

Det virker dog som et udslag af Isaacs notoriske ydmyghed. I dag er hans baggrund en af hans største styrker som skuespiller, for han kan spille ekstremt mange forskellige slags roller. Når man ikke har hjemme nogen steder, kan man passe ind overalt.

Hans tydelige udtale og ekstremt gode øre for sprog og dialekter har gjort hans cv til en broget samling af etniciteter. Han har spillet den hebræiske Joseph i ‘Vejen til Bethlehem’ (2006), argentinsk oversætter i ‘Che – argentineren’ (2008), araber i ‘Body of Lies’ (2008), den engelske prins John i ‘Robin Hood’ (2010), fransk charmør i ‘In Secret’ (2013) og græsk hustler i ‘The Two Faces of January’ (2014).

Inside Llewyn Davis

‘Inside Llewyn Davis’.

Hans evne til total transformation ses tydeligst i to af hans bedste roller i karrieren. I Coen-brødrenes ‘Inside Llewyn Davis’ spiller han – i sin karrieres hidtidige kunstneriske kulmination – en plaget folk-musiker uden succes i 60’ernes New York og kombinerer sin fars passioner og sin barndoms ‘Miller’s Crossing’-plakat, da han selv synger og guitarspiller sørgmodige folk-sange.

I HBO-serien ‘Show Me a Hero’ spiller han den virkelige ærkenewyorker Nick Wasicsko, der blev USA’s yngste borgmester i 1987, med absolut gehør for hans særlige dialekt. Ikke kun den dialekt, som den gængse newyorker taler med, nej den helt specifikke dialekt fra den nordlige forstad Yonkers. I serien kæmper Wasicsko for at bygge billige boliger i hvide forstadskvarterer for at undgå ghettodannelse.

»Jeg går helt sikkert ind for at ophæve raceadskillelsen«, siger han og løfter en lille flig for sit privatliv og syn på politik. »Men hvis man har adskilte boliger og skoler, kommer det aldrig til at ske. Det er også et spørgsmål om forskellen på rig og fattig, og det er et kæmpeproblem i Guatemala, hvor jeg er født. Det er vigtigt at have en tv-serie om det«.

Næste stop: Franchises

Selv om Oscar Isaac hidtil har haft held med at holde sit privatliv hemmeligt, skal han nok indstille sig på, at det bliver langt sværere efter den 16. december. Her er der verdenspremiere på J.J. Abrams længe ventede ‘Star Wars’-film, genoplivningen af alle blockbusteres moder. Han spiller også med i en anden mega-franchise, ‘X Men: Apocalypse’, der får premiere næste år, og han har allerede fået en forsmag på det hysteri, der venter, da han deltog i ‘Star Wars’-festivalen Star Wars Celebration.

»Det var første gang, vi viste traileren, og det var en religiøs oplevelse for folk. De tilbad den, som man tilbad guldkalven. Det var helt vildt. De var fuldkommen i ekstase«.

Er du klar til at få dit ansigt på hamburgerpakker og få din egen actionfigur?

»Jeg så en i går, og det var morsomt. Jeg kunne ikke helt genkende mig selv i den. Det er mere karakteren og ikke nødvendigvis mig. Men jeg føler mig ikke helt skidt tilpas med at have mit ansigt på den slags«, siger han og slår op i et grin. »Det er mere det, at jeg ikke får nogen penge for det!«.

Selv om det er Isaac, der nu står foran et gigantisk gennembrud, er det på en måde også hans far. Hans farfar og far hed begge Oscar til fornavn, og da han som ung skulle vælge kunstnernavn, valgte han Isaac som efternavn, hvilket stammer fra hans fars jødiske side af familien. Så farens navn ender alligevel på plakaten for en af verdens største film. Og flere familiemedlemmer end Oscar Isaac selv er med i den.

»Min onkel er en af de største ‘Star Wars’-fans i verden og har mange kasser med ‘Star Wars’-legetøj, der alle opbevares bag glas. Han kom og besøgte mig på settet, og J.J. Abrams gav ham en statistrolle i filmen. Jeg fortalte J.J. om ham, og så spurgte han, om han ville være med i filmen og smed en paryk og et kostume på ham og placerede ham lige bag ved mig i en af mine scener. Der er oven i købet et lille klip af ham i traileren, og han er så stolt. ‘Der er jeg’. Men han er bare en sort skygge i baggrunden. Hvortil jeg siger, okay så«.


Star Wars6
Oscar Isaac i ‘Star Wars’:

Isaac spiller Poe Dameron i den kommende ‘Star Wars: Episode VII – The Force Awakens’.

Poe Dameron er pilot og leder i oprørshæren, der kæmper mod Imperiet og flyver i den legendariske flytype T-70 X-Wing, som Luke Skywalker fløj i de originale film.

Isaac spiller også med i efterfølgeren ‘Star Wars: Episode VIII’, der får premiere i 2017, men det vides endnu ikke, om han også medvirker i den sidste af de tre planlagte ‘Star Wars’-film.

Oscar Isaacs bedste roller

Llewyn Davis i ‘Inside Llewyn Davis’
Selv om musikeren Llewyn Davis bekymrer sig mere om en kats velbefindende end sine medmenneskers, formår Isaac at skabe sympati for en karakter, der ellers ikke fortjener det. Skuespilleren tager stikket hjem, da han i filmens slutning med nyfunden, ægte livssmerte selv synger og spiller længelsfuld folk.

Nick Wasicsko i ‘Show Me a Hero’
Det lykkes Isaac at give energi og følsomhed til den ellers halvkedelige politiker Nick Wasicsko med faderkomplekser, der kæmper for socialt boligbyggeri i New York-bydelen Yonkers i 80’erne. I seriens eneste ultra close-up på et ensomt loftsrum i sidste afsnit sætter han trumf på og giver psykologisk belæg for Wasicskos skæbne.

Nathan Bateman i ‘Ex Machina’
Isaac rutter generelt ikke med sine virkemidler, men som den dæmoniske og konstant tømmermandsramte videnskabsmand Nathan Bateman får han lov til at spille med store armbevægelser. Han er frydefuldt uforudsigelig og demonstrerer stort talent for fysisk skuespil i en sammenbidt discodans.

Abel Morales i ‘A Most Violent Year’
Dette er rollen, hvor sammenligningen med Al Pacino synes mest på sin plads. Som Michael Corleone i ‘The Godfather’ forsøger Abel, der ejer et oliefirma i New York i 1981, at holde sig inden for dydens smalle sti, men bliver efterhånden presset på moralen af omstændighederne. Som Pacino er Isaac fortællingens besnærende anker – selvsikkert charmerende og siden i aggressionernes vold.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af