En søskendeflok har boet i en lejlighed på Manhattan det meste af deres liv sammen med deres forældre. Børnene fik kun sjældent lov til at komme ud i New York – og aldrig på egen hånd – for deres far syntes, verden var skræmmende og farlig.
Farens idealer om en tilværelse løsrevet fra det etablerede samfunds konventioner og forpligtelser har slået over i paranoid og desillusioneret isolation, der fastholder børnene i en indesluttet boble, hvor de primært overlever på det frirum for fantasi, film som ’Pulp Fiction’ og ’The Dark Knight’ tilbyder dem. De har set filmene hundredvis af gange – og kan hver en replik, som de opfører for hinanden med allerstørste indlevelse.
En dag blev isolationen for meget for den ældste bror, Mukunda, som efter 15 år valgte at stikke af og gå på opdagelse i byen.
Efterhånden blev hans fem brødre også mere modige og nysgerrige, og de begyndte at udforske byen sammen. Her mødte de dokumentarfilmskaberen Crystal Moselle, og det blev begyndelsen på filmen ‘The Wolfpack’, som har dansk premiere den 25. december.
I dag er Mukunda 21 år. Vi mødte ham og broderen Eddie, som er 17 år, under dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.
I har brugt det meste af jeres liv i en lejlighed. Mukunda, hvorfor valgte du at stikke af?
Mukunda: »Jeg er ikke sikker. Jeg var ved at blive voksen og blev måske mere opmærksom på vores omgivelser. Pludselig kom jeg til et punkt, hvor nok var nok, og så besluttede jeg mig for at gøre op med min far. Det var ikke, fordi jeg havde en plan, det skete bare«.
Hvordan var verden udenfor, i forhold til hvad I forventede?
Mukunda: »Vi forventede, at verden var farlig og voldelig, og nu har vi lært, at den også kan være utroligt venlig. Vores far opdragede os til at tro, at alle var ude efter os. Da vi begyndte at gå ud, fandt vi ud af, at det slet ikke var sådan. Vi begyndte at tale med andre mennesker, og det var også sådan, vi mødte Crystal«.
Jeres møde med Crystal er slet ikke en del af filmen. Hvornår mødte I hende?
Eddie: »Det gjorde vi, efter vi var begyndt at gå uden for sammen. Det var en fredag aften på 1st Avenue, hvilket ikke er særlig langt fra der, hvor vi bor. Hun gav os sin mailadresse og sit telefonnummer, og så ringede vi til hende. Hun syntes bare, vi virkede interessante, og hun ville gerne holde kontakten«.
Mukunda: »Hun ville gerne bare filme os, mens vi lavede vores film og projekter i lejligheden. På et tidspunkt lavede vi en kortfilm sammen på en bar, og det var lidt stort. Det var omkring det tidspunkt, vi fortalte Crystal om vores historie. Hun var chokeret og fortalte os, at der var familier som os i hele verden – men at det skulle ske i New York City var usædvanligt. Hun syntes, vores historie var interessant, ikke så meget på grund af vores opvækst, men på grund af vores drive for at jage vores drømme. Så sagde hun, at hun ville lave en film om det«.
Hvad fik jer til at invitere hende ind i jeres liv?
Mukunda: »Hun er filmskaber, og vi mødtes over kærligheden til film. Hun viste os kameraer, og hvordan hun arbejdede. Hun var den første ven, vi fik ude i den rigtige verden«.
I har praktisk talt levet gennem film. Hvordan har I det med film i dag?
Eddie: »Jeg ser film en gang i mellem, men det er sjældent nu. Jeg kan bedre lide at beskæftige mig med rock’n’roll. Jeg lytter meget til det, og så spiller jeg guitar i mit og min brors band. Vi har ikke fundet et bandnavn endnu, men vi skriver selv sange. De handler om kærlighed, had, vrede, glæde, alle mulige følelser«.
Mukunda: »Jeg lever stadig lidt gennem film, men i dag lærer vi fra film på en cinematisk måde. Hvordan en scene bliver skudt, hvordan skuespillere arbejder, og hvordan det hele bliver bundet sammen. Det er ikke det samme i dag«.
Du vil gerne lave film. Hvilke film vil du gerne lave?
Mukunda: »Det er jeg ikke sikker på endnu. Mine største inspirationskilder er David Lynch, Christopher Nolan og Tarantino. Jeg vil gerne lave noget, der blander alt det, de kan. Lange scener med cinematiske skud og hjernebrydende plots. Jeg finder ud af det undervejs«.
Hvad er den vigtigste reaktion, I har fået?
Mukunda: »Mange familier, der har haft lignende oplevelser, har fortalt os, at de er blevet motiveret til at fokusere på fremtiden og ikke dvæle ved fortiden. At filmen faktisk har inspireret dem og hjulpet dem videre. Det er en af de ting, jeg aldrig havde tænkt ville ske«.
Bor I stadig i lejligheden?
Eddie: »Jeg bor der stadig. Det er mere easy going, end det har været tidligere, fordi jeg ved, jeg bare kan gå ud ad døren, når jeg vil. Hvis jeg keder mig, kan jeg bare gå en tur, hænge ud med mine venner eller gå til jam sessions. Eller til Danmark«.
Hvad er jeres planer så nu?
Mukunda: »Jeg vil gerne være filminstruktør på spillefilm. Vi starter et produktionsselskab, der hedder The Wolfpack Pictures, som vi gerne vil udvikle og arbejde hårdt på. Nu har vi jo arbejdet med Crystal og VICE, og vi er blevet klogere på, hvordan det hele fungerer«.
Nu har I jo en lidt anderledes familiehistorik. Drømmer I selv om at stifte familie en dag?
Mukunda:»Jeg tror, jeg skal have børn en dag. Måske om ti år. Jeg har helt sikkert en plan om det«.
Eddie: »Jeg har kun brug for at have en guitar i hånden og høre publikum råbe«.
Mukunda, du havde det specielt svært ved jeres far. Har du tilgivet ham i dag?
Mukunda: »Tilgivelse er et stærkt ord, synes jeg. Vores forhold er stadig anspændt, men vi ønsker ham intet ondt. Jeg håber, han finder fred på et tidspunkt i livet«.