’Steve Jobs’ er nærmest forpustende medrivende
Kender du det med, at nogen giver dig en sviner, og du først lang tid bagefter kommer i tanke om det perfekte comeback? Det gør personerne i et Aaron Sorkin-manuskript ikke!
Således heller ikke i den nye portrætfilm ’Steve Jobs’: For når Jobs tordner til sin udvikler, at universet blev skabt på en tredjedel af den tid, han har haft til at fikse en fejl i den første Macintosh-computer, returnerer udvikleren fornærmelsen øjeblikkeligt og tørt: »En dag må du fortælle os hvordan, du gjorde det«.
Og sådan går de godt to timer med en række stort set uafbrudte verbale bordtennis-dueller mellem Steve Jobs og en håndfuld af hans nærmeste fortrolige. Det er enormt underholdende, nærmest forpustende medrivende og selvfølgelig meget langt fra virkeligheden. Men det gør ikke noget, når man er passager i Sorkin og instruktør Danny Boyles rutsjebanetur af en biopic om alle tiders største it-guru.
Det er ikke, fordi verden mangler skildringer af Jobs liv og usædvanlige karriere, der efterhånden har antaget mytiske dimensioner. Fra flodbølgen af portrætartikler på tryk og online efter Jobs’ død i oktober 2011 over en række biografier i bogform til spillefilmen ’Jobs’ (2013) med Ashton Kutcher i hovedrollen og ikke mindst Alex Gibneys grundige og kritiske dokumentar ’Steve Jobs: The Man in the Machine’ (2015).
Boyle og Sorkins ’Steve Jobs’ har ikke noget nyt at fortælle – men helt sin egen måde at fortælle det på. Grebet er en stram fortælleramme i tre akter. Hvert akt følger Steve Jobs (Michael Fassbender) i timerne op til en afgørende produktlancering: Den første Macintosh-computer i 1984, mellemspillet med computeren NeXT i 1988 og den første iMac i 1998.
Vi ser ikke selve lanceringerne, men i timerne op til stormer Jobs ind og ud af garderober, kontorer og bagsceneområder, mens han næsten som i en sitcom til hver eneste begivenhed løber ind i en række centrale personer i sit liv: Eks-kæresten Chrisann Brennan (Katherine Waterston) med deres fælles datter Lisa (Perla Haney-Jardine) på slæb, teknik-geniet Steve Wozniak (Seth Rogen), med hvem Steve Jobs grundlagde Apple, og som han sidenhen behandlede noget ufint, og ikke mindst mentoren og den første CEO for Apple, John Sculley (Jeff Daniels).
Marketingchefen Joanna Hoffmann (Kate Winslet) står som den eneste last og brast med Jobs gennem det hele og fungerer som hans menneskelige samvittighed i de mange anstrengte relationer, særligt til datteren.
Filmen fortæller den skarpvinklede historie effektivt med flotte panoramaskud over de store konferencesale og intense nærbilleder i de mange konfrontationer mellem Jobs og galleriet af venner, partnere og modstandere.
Men filmens styrke er også dens svaghed. I den meget tydeligt tilrettelagte fortælling passer alting lidt for godt sammen, når alle de vigtige personer i Jobs liv dukker op i løbet af disse tre akter – og får talt alle deres konflikter igennem. Ja, Steve Jobs og mentoren John Sculley får endda lige styr på en psykoanalyse af eftervirkningerne af, at Jobs blev bortadopteret som barn.
Sammen med den akrobatiske dialog-stil gør det til tider den ellers interessante og komplekse historie lidt for let og glat.
Kort sagt:
Historien om it-fænomenet Steve Jobs har fået et skud visuelle og verbale steroider af manuskriptforfatter Aaron Sorkin og instruktør Danny Boyle. Den i forvejen velbeskrevne fortælling om Jobs rejse fra en garage i Californien til alverdens lommer serveres i sin hidtil mest underholdende form, men den gnidningsløse formidling indeholder både interessante nuancer og irriterende forsimplinger.