Gjorde størst indtryk som barn: ‘Smil Emil’ (1969)
»Det er en lille film, som de færreste nok kender. Den har min mor, Elsebeth Reingaard, i hovedrollen og er lavet af hendes daværende mand, Jesper Høm. Min storebror er også med som lille barn, og den blev optaget i deres eget hjem i samme stil som franske film i den periode. Den har gjort stort indtryk på mig, ikke mindst fordi den er et indblik i min mors liv dengang. Jeg genser den en gang imellem«.
Fik mig til at blive skuespiller: ‘En mand kommer hjem’ (2007)
»Jeg havde aldrig rigtigt drømt om at blive skuespiller, men i gymnasiet havde jeg en kæreste, hvis faster var caster på Thomas’ (Vinterberg, red.) film. Allerede til castingen greb skuespillet mig. Jeg er trods alt vokset op med en mor, som var skuespiller, og en far, som er uddannet producer fra Filmskolen, så jeg har altid begået mig og følt mig hjemme i miljøet. Da jeg fandt sammen med Thomas, besluttede jeg mig dog for at læse teologi for at få mit eget univers uden for filmverden. Vi skulle ikke fremstå som instruktøren og skuespillerinden«.
Fik tårerne frem: ‘Mommy’ (2014)
»Senest var det Xavier Dolans film om forholdet mellem en mor og hendes søn med ADHD. Den er fuldstændigt usentimental og noget af det bedste filmkunst, jeg har set længe. Jeg har selv to børn, og den fik mig til at reflektere over mange ting i forhold til det at være mor, fordi deres relation i filmen fremstår så realistisk. En uforglemmelig filmoplevelse«.
En rolle, jeg gerne ville have spillet: Annie Hall (1977)
»Jeg kan godt gense Woody Allen-filmen en gang om året, for Keaton er så levende og morsom. Jeg så den første gang som 13-14-årig med min far og mor. Min far sagde på et tidspunkt, at jeg skulle se alle Woody Allens film, så hver søndag satte vi os og så en ny. På den måde voksede jeg op med rollen, og måske var det også den, der først gav mig lyst til skuespillet«.
Den mest livskloge: ‘Lost in Translation’ (2003)
»Den ramte mig med det samme, selv om jeg først blev forvirret og irriteret på den åbne slutning. Jeg ville jo gerne have, at de fik hinanden til sidst. Senere har jeg set den flere gange og ændret mening, for dens rigdom er, at livet tit har en åben slutning. Den er også vokset på mig, i takt med at jeg er blevet ældre og bedre forstår, hvordan tilværelsen er for de skæbner, der som Bill Murrays karakter bruger meget af deres liv på at rejse rundt i verden«.
Gav mig lyst til at forlade biografen: ‘Babel’ (2006)
»Jeg så Alejandro González Iñárritus film til en visning på NYU i 2006 forud for premieren. Jeg tog et kursus i filmanalyse, og vi skulle se ‘Babel’ og derefter have besøg af Iñárritu. Jeg blev simpelthen rasende undervejs, for det værste, jeg ved, er, når man som publikum får følelsen af konstruktion. Det blev nok forstærket af, at jeg sad i et rum med en masse amerikanere, som reagerede meget voldsomt på filmen og græd som pisket. Jeg kunne ikke holde det ud og forlod simpelthen visningen«.