’The Hateful Eight’

5 6
’The Hateful Eight’

Da en dusørjægers diligence midt i Wyomings tilsneede vildmark møder en anden dusørjæger, beder førstnævnte sidstnævnte om at lægge sine pistoler fra sig »slowly, molasses-like« – altså lige så langsomt som sirup.

Langsom føles Quentin Tarantinos tre timer lange pseudowestern aldrig, men ligesom sirup doseres ’The Hateful Eight’ ukarakteristisk drypvist.

Der er ingen af de for Tarantino så karakteristiske lange, sitrende nervøse scener, der presser spændingstomaten helt til grænsen – og så lidt længere – indtil det hele eksploderer i et ketchupfarvet voldsorgie (som barscenen i ’Inglourious Basterds’). I stedet er hele første halvdel af filmen én lang introduktion af karakterer, deres forhistorier, deres mulige motiver.

Dusørjægeren John ’The Hangman’ Ruth (Russell) er på vej til Red Rock med forbryderen Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh), der skal hænges. Undervejs samler de dusørjægeren Major Marquis Warren (Samuel L. Jackson Jackson) og sydstatsbonderøven Chris Mannix (Goggins) op, inden en snestorm tvinger dem til at søge tilflugt i Minnie’s Haberdashery – hvor der i forvejen er fire andre rejsende (Demián Bichir, Tim Roth, Michael Madsen og Bruce Dern). Og her, inden for den knirkende træhyttes fire vægge, med vinden ruskende udenfor, foregår resten af filmen så.

De hadske otte er et eklektisk miks. Dusørjægere og sheriffer, bødler og forbrydere, forhenværende sydstatsgeneraler og gamle nordstatssoldater. I hvert fald på overfladen. For det bliver hurtigt klart, at (næsten) ingen er, hvad de giver sig ud for at være. Hemmelighederne hober sig op. Hvem er allieret med hvem? Og hvad er deres mål?

’The Hateful Eight’ er iklædt westerngenrens klæder. Der er diligencer, seksløbere og sombreros og et – i øvrigt helt fantastisk – Ennio Morricone-soundtrack. Der er endda op til flere westernreferencer, blandt andet til Sergio Corbuccis sortseende perle ’The Great Silence’. Men det er ren camouflage. Et kneb. I virkeligheden er Tarantinos film nemlig et mordmysterie, hvor mordet endnu ikke er begået. Festlegen går ud på at regne ud, hvem der er hvad.

Legesygen omfatter også formatet. Tarantino og hoffotograf Bob Richardson har indspillet hele ’The Hateful Eight’ i Ultra Panavision 70mm, der senest blev brugt i 1966 (!). Resultatet er et vanvittigt billedformat på 2.76:1.

Flere anmeldere og eksperter har i lyset af dette valg været skuffede over, at langt størstedelen foregår indenfor i en hytte. Hvor er de bjergtagende naturbilleder?

Valget af ultrawidescreen-formatet er imidlertid oplagt til Tarantinos leg med rum og staging, venner og fjender. Ved at strække billedet ud – helt, helt ud – kan der pakkes tre-fire-fem karakter ind i ét skud, så vores blik farer rundt for at fange enhver ledetråd – et blik, en reaktion, en lille bevægelse. Til forskel fra de fleste film, der udelukkende består af indstillinger af én eller to personer og close-ups, lader Tarantino sine karakterer danse rundt i for-, mellem- og baggrunden, skiftevist enkeltvis, parvis og i grupper. Resultatet er en slags visuel antydningsleg, der nogle gange understøtter dialogen, andre gange modsiger den. Det er allerhelvedes mere interessant end flertallet af film og bare ét eksempel på Tarantinos filmiske vovemod – og evner.

Alex Hess fra The Guardian har kritiseret Tarantinos senere film – og særligt ’The Hateful Eight’ – for at foregå »i en selvrefererende b-films-agtig verden regeret af konventionerne fra længe uddøde genrer«. Jeg er enig i analysen, men ikke værdidommen. Hvad Hess og andre kritikere nemlig glemmer (eller i hvert fald ikke sætter pris på) er, at disse excessive parallelverdener befolket af karikaturer netop udstiller absurditeten i vores virkelige verden ved at blæse alt op i monstrøse dimensioner.

Oswaldo Mobray (Roth) udlægger på et tidspunkt omhyggeligt forskellen mellem civilised justice og frontier justice for Daisy Domergue. Hans – og Tarantinos – pointe er imidlertid, at det i sidste ende er lige meget, om hun møder den ene eller den anden slags retfærdighed. Skæbnen er uundgåelig. Ligesom den er for resten af de hadske otte. Galgen er givet. Vejen dertil er absurd, triviel, ligegyldig.

’The Hateful Eight’ er et absurdistisk værk fyldt af selvmodsigelser, der udspiller sig i en verden fyldt af selvmodsigelser. En spændingsmættet whodunnit i en setting designet til en venten på Godot. Et fatalistisk knytnæveslag lige i ansigtet og en stilistisk magtdemonstration.

Men først og fremmest er det endnu et inderligt, råt og usødet kærlighedsbrev fra Tarantino til filmmediet. Og dem kan man simpelthen ikke få for mange af.


Kort sagt:
Tarantinos niende film kombinerer de tidlige films omhyggelige spændingsopbygning med de senere films formalistiske legesyge og er en fryd fra start til slut. Nørdede filmreferencer, opfindsomme oneliners og et utroligt greb om de stilistiske virkemidler får de tre timer til at flyve af sted.

Spillefilm. Instruktion: Quentin Tarantino . Medvirkende: Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Jennifer Jason Leigh, Walton Goggins, Demián Bichir, Tim Roth, Michael Madsen, Bruce Dern . Spilletid: 187 min. (inkl. 12 minutters intermission) . Premiere: Den 7. januar
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af