’13 Hours’

3 6
’13 Hours’

I Danmark er det måske muligt at se ’13 Hours’ som den lige-ud-af-landevejen-krigsfilm, den ligner. En first-person-shooter-inspireret militærudgave af ’Sidste nat på Station 13’, hvor blot seks amerikanske soldater skal beskytte folkene i en tyndt befæstet forpost mod adskillige angribere, der med tungere og tungere våben vælter frem mod de svage mure i eskalerende, voldelige bølger.

Men i USA har filmen undertitlen ’The Secret Soldiers of Benghazi’, og den er baseret på en sand historie om en blodig nat i byen Benghazi i Libyen på den symbolske jubilæumsdato 11. september, 2012. Soldaterne kaldes ’hemmelige’, fordi de var privathyrede eks-specialtropper, der fungerede som beskyttende muskel- og ildkraft for blandt andet CIA-agenter i marken. Da en amerikansk ambassadørs liv var i fare, valgte de frivilligt at rykke ud trods nølen fra cheferne.

Ordet Benghazi blev politiseret og episoden brugt af mange til at beskylde andre – ikke mindst udenrigsminister Hillary Clinton – for ikke at handle rigtigt eller overhovedet i de afgørende øjeblikke, og Benghazi skal nok også dukke op i den aktuelle amerikanske præsidentvalgkamp.

Michael Bays filmatisering af begivenhederne er imidlertid tilstræbt upolitisk. ’13 Hours’ er en feelbad-krigsfilm, hvor det går fra dårligt til værre, og så slutter filmen. Men heltene er helte. Og de onde er onde. På et tidspunkt ser man de onde på bedetæppet, og billedet er komponeret, så det ligner, at de beder til deres AK-47. Filmens virkelige konflikt er imidlertid ikke mellem USA og radikaliserede islamister (det bliver aldrig præcist forklaret, hvad angribernes baggrund og motivation er), men nærmere mellem Amerikas elite og underklassens mænd, der ofres i krige, de ikke forstår.

Et interessant udgangspunkt, som i hænderne på en instruktør med finesse og psykologisk indsigt kunne blive en fremragende krigsfilm.

Men i stedet for stikkende satire vrides begivenhederne for sentimentalitet. Det er en uheldig bivirkning ved filmatiseringer af virkelige begivenheder, at personerne ofte portrætteres som for gode til at være sande. De amerikanske krigere i ’13 Hours’ er kærlige, opofrende og helt igennem herlige – hvilket de måske også i virkeligheden var og er – men filmen smører tykt på for at sikre, at publikum knuselsker dem inden kampstart.

I scenerne op til angrebene formår Michael Bay at skabe intensitet, men selve kampscenerne bærer hans signatur med kameraer i konstant bevægelse, rystede billeder, lynhurtige klip og en grundlæggende mangel på gennemtænkte koreografier, så man kan følge handlingen.

Tilmed har næsten samtlige karakterer skæg og ligner hinanden, og det meste foregår om natten. Hvem skyder på hvem, og hvem blev lige ramt der? At Michael Bay er kendt som en actioninstruktør er en ironisk hån mod actioninstruktører.


Kort sagt:
Når ’13 Hours’ er bedst, er det en intens og autentisk krigsfilm om soldater fanget i en kaotisk konflikt, de ikke forstår. Når den er værst, er det en militærsavlende og fladpandet skydefilm, der suger sentimentalitet og patriotisme ud af en virkelig og ulykkelig hændelse under en krig.

Spillefilm. Instruktør: Michael Bay . Medvirkende: John Krasinski, James Badge Dale, Pablo Schreiber, Max Martini, David Costabile . Spilletid: 144 min. . Premiere:
  1. februar 2016
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af