’Fifty Shades of Black’
Kedelig. Usexet. Håbløst uoriginal og decideret fornærmende i sin naive leflen for laveste fællesnævner.
Sådan havde jeg det med vanilla porn-fænomenet ’Fifty Shades of Grey’ og så derfor stik imod al fornuft gnæggende frem til Marlon Wayans ’Fifty Shades of Black’. For som parodi på en skodfilm burde man vel som minimum kunne forvente et par veloplagte grin på originalens bekostning, ikke?
Forkert.
Wayans og instruktør Michael Tiddes (’A Haunted House’) har begået en fælt usjov, ufatteligt kedelig og ditto uoriginal ’komedie’, hvis største bedrift er, at den leverer en endnu værre filmoplevelse end forlægget, som den spoofer.
Er man typen, som flækker på langs over ’Dance Flick’ og ’White Chicks’, vil et par af ’Fifty Shades of Black’s mest visuelt infantile jokes formentlig falde i god jord (close-ups af oppustede nosser, meterlange tissemænd vs. bittesmå tissemænd, sexhungrende tykke kvinder vs. sexhungrende gamle damer etc.). Alle andre vil inden for fem flade minutter ønske, at de hellere havde ofret penge på en afslappende rodbehandling frem for denne skærsild i biografen.
Historien er 1:1 skåret over ’Fifty Shades of Grey’: Rigmanden Christian (Wayans) og den jomfruelige litteraturstuderende Hannah Steele (aka. Anastasia i originalen, her spillet af Kali Hawk) forelsker sig under et akavet interview til Hannahs universitetsavis. Men romance afløses af s/m og en kamp på viljer, da mystiske Christian afslører en kinky afhængighed af håndjern, pisk og afpillede påfuglefjer.
Meget mere er der hverken i den oprindelige film eller Wayans parodi, og som sidstnævnte sjosker sig igennem forbilledet scene for dødssyge scene, misser Wayans med sin utrætteligt kradse sexkomik enhver gylden chance for at slå plat på, hvad der ellers i forvejen var et ufrivilligt morsomt filmfejlskud.
Allerede i ’Fifty Shades of Black’s gumpetunge indledende scener er den komiske timing så bemærkelsesværdigt off, at man næsten bliver i tvivl, om hvorvidt skuespillerne overhovedet er klar over, at kameraerne kører, eller blot øver tilfældige replikker på autopilot.
Ikke én joke lander rigtigt inden for den første halve time, og de to, der får smilebåndet til at vibrere senere, er så løsrevne fra filmens øvrige univers, at de synes at tilhøre en helt anden produktion. Deriblandt en fritstående sketch over ’Whiplash’.
Det er mindblowing, at et mesterværk som ’Ex Machina’ oprindeligt ikke fik dansk biografpremiere og først i dag åbner herhjemme i Cinemateket, alt imens ’Fifty Shades of Black’ helt selvfølgeligt bliver smidt i hovedet på biografgængerne med samme indifferens for den almene borgers ve og vel, som får visse folk til at kyle brugte kondomer ud af vinduet.
Mest frustrerende er det dog, at Marlon Wayans hverken er småt begavet eller talentløs. Det ved vi fra film som ’Requiem for a Dream’, 90’er-parodien ’Don’t Be a Menace to South Central While Drinking Your Juice in the Hood’ og til dels arbejdet med ’Scary Movie’-franchisens tidlige indslag.
Wayans er bedst, når han retter skytset mod egen krop, og i ’Fifty Shades of Black’ får man indimellem fornemmelsen af, at skuespilleren og manusforfatteren har mere politisk satirestof på hjerte, end spoof-formatet tillader. Så for alles skyld, kom nu videre i teksten, menneske!
Kort sagt:
Prisen for årets værste film må allerede her i februar gå til Marlon Wayans håbløst usjove ’Fifty Shades of Black’, der formår at sætte barren lavere end skodfilmen, den forsøger at parodiere, med trætte homo-/fedme-/kønsdele- og racejokes.