’Antboy’-instruktør Ask Hasselbalch: Fem oversete perler, alle filmelskere bør se

Fra på torsdag er Ask Hasselbalch aktuel med sin tredje film i serien om drengesuperhelten Antboy. Instruktøren er selv en altfortærende filmnørd med forkærlighed for skæve film, der bygger på en fantasifuld idé. Så går han mindre op i, om der er fejl undervejs.

Her anbefaler han fem originale film, som alt for få mennesker kender, endsige har set.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Det stumme vidne’ (1994)

»Folk, der er til klassisk thriller, vil godt kunne lide Anthony Wallers ’Mute Witness’. Den handler om en sminkøse, som arbejder i et russisk filmstudie, hvor de er i gang med at lave en thriller. Sminkøsen er stum og bliver lukket inde på studiet efter lukketid, hvor hun bliver vidne til, at der bliver begået et snuffmord (et pornografisk mord, der bliver filmet, red.). Så hun er altså spærret inde og kan ikke ringe efter hjælp, fordi hun er stum«.

Den er virkelig vellavet. Det er lidt, som Hitchcook ville have instrueret det, hvis han havde levet. Den er også virkelig elegant fortalt visuelt – en virkelig spændende film, som der bare ikke er nogen, der kender«.

Se flere anbefalinger fra Ask Hasselbalch på de næste sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Djævlens sæd’ (1977)

»Julie Christie fra ’Rødt Chok’ har hovedrollen i Donald Cammels ’Demon Seed’, som handler om et par, der har mistet deres nyfødte barn. Manden arbejder med at skabe en kunstig intelligens på et militærforskningscenter, og de bor i et kæmpe hus, der er styret elektronisk. Filmen er altså fra 1977, så det er rimelig futuristisk – på den fede måde.

Manden tager væk på en kongres, og den kunstige intelligens bryder ind i huset og overtager styringen af alle de elektroniske faciliteter, spærrer Julie Christie inde – og gør hende gravid for at materialisere sig. Den kunstige intelligens har nemlig en drøm om at komme fysisk ud i verden. Det er totalt gak, I know, men den er sindssygt fed.

For dens tid er den godt lavet. Den har nogle effekter, der er stunning. Man er helt blæst væk over, hvor godt det egentlig er lavet. Samtidig er det sjove, at hvis man lavede sådan en film i dag, så ville den sandsynligvis blive karakteriseret som en b-film, men det var en stor Hollywood-produktion med stjerner og de dyreste effekter, man havde på det tidspunkt. Det er bare en film, der er gået i glemmebogen af en mærkelig årsag«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Tyrkisk frugt’ (1973)

»Denne her film bliver hyldet som den måske bedste hollandske film, der nogensinde er lavet. Det er den anden spillefilm fra Paul Verhoeven, der har instrueret ’RoboCop’ og ’Basic Instinct’, og samtidig debutfilmen for Rutger Hauer, der spiller Roy Batty i ’Blade Runner’. Filmen er sådan lidt Hollands ’Den kroniske uskyld’. Det er et erotisk drama om en kunstner, som bliver hovedkulds forelsket i en yngre pige, som han begynder at date. Så handler det sådan set bare om deres forhold og deres forholds endeligt.

For nogle år siden, før jeg gik på Super16-uddannelsen og rendte rundt og lavede kortfilm, var jeg bare fuldstændigt besat af den her film og så den igen og igen. Paul Verhoeven er ekstrem, vild og ikke bange for at lave noget, der virkelig har kant. Han er en unik instruktør med en meget personlig stemme, og det kan man allerede mærke i hans tidlige film. Der er mange, der kender Paul Verhoevens amerikanske film, men ikke rigtigt hans hollandske. Der er en hel europæisk guldgrube at gå i gang med«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Baghead’ (2008)

»Det her er en indie-film, der handler om fire skuespillere, som har svært ved at få roller i indie-film. De beslutter sig for at lave en film selv og tager op i et sommerhus for at brainstorme. Så er der så én, der finder på en idé om en morder, som hedder Baghead og bor ude i en skov og slår folk ihjel, der er i sommerhus. Helt vildt dårlig idé, men de synes alle sammen bare, at det er det vildeste, og at den skal laves. Over weekenden, mens de brainer på idéen, er der selvfølgelig så en skikkelse ude i skoven med en papirpose over hovedet, som overvåger dem«.

Den er filmet sådan helt rock’n’roll med lange improviserede scener og sådan lidt dogmeagtigt. Den er instrueret af Duplass-brødrene, så den har den der skæve charme, som man ikke kan definere. Og Greta Gerwig er med i den, og det var fedt at se hende, før hun slog igennem. Det er helt tydeligt, at hun er skide god. Filmen har bare generelt noget charme og noget virkelig quirky og unikt. Det er også et eksempel på en film, som alle kunne have lavet, fordi den bare er baseret på en god idé og gode præstationer«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Manden der tænkte ting’ (1969)

»Det her er en dansk sci-fi-film med en meget mærkelig historie. Den handler om en mand, der har det problem, at alt, hvad han tænker på, materialiserer sig. Han kontakter en hjernekirurg, som han beder om at foretage en operation på ham, så det kan stoppe. Derfra tager den flere overraskende drejninger.

Filmen, der er instrueret af Jens Ravn, er næsten skudt som en fransk nybølgefilm. Den er stramt fortalt og visuelt virkelig, virkelig flot. Jeg kan huske, at den gjorde stort indtryk på mig. Det er et eksempel på, at du sagtens kan lave genrefilm i Danmark, hvis du har et originalt take på det. Det behøver ikke koste vanvittigt mange penge, så længe du bare har en god idé. For eksempel er instruktionen helt low key. Han tænker på noget og samler det så bare op, så du ser slet ikke, at det opstår, men bare at det er opstået. En dybt original, glemt genrefilm, som klart fortjener en større plads i dansk filmhistorie, end den har«.

Fem special mentions fra Ask Hasselbalch:

The Fury (1978). Instr: Brian De Palma
The Sinful Dwarf (1973). Instr: Vidal Raski.
Angst (1983). Instr: Gerald Kargl
Office Space (1999). Instr: Mike Judge.
Deadbeat at Dawn (1988). Instr: Jim van Bebber.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af