‘Bedrag’ – hele første sæson

4 6
‘Bedrag’ – hele første sæson

Det er næppe undsluppet manges opmærksomhed, at en forhenværende DR-dramachef midt under ’Bedrag’ vakte voldsom forargelse, da han erkendte at have drejet flere af Statsradiofoniens dramaserier i en rødere retning gennem sit mangeårige virke.

Mon ikke der set i det lys er en blålig kulturordfører, der kan levere en harmdirrende ideologikritisk læsning af ’Bedrags’ finaleafsnit, hvor de rigeste betalte den dyreste pris (altså bortset fra dem helt oppe i toppen), mens arbejderdrengene Nicki og Bimse stjal fra de rige og gik fri. Var det retfærdigheden, der skete fyldest?

Det optager dog denne anmelder mindre, end at historien og dens tematiske forbindelseslinjer fik en forløsning, der var tilfredsstillende nok til at cementere de fire stjerner, jeg honorerede serien med for 10 søndage siden.

Alligevel er det i retrospekt svært ikke at være en lille smule skuffet over Jeppe Gjervig Grams krimiserie, som aldrig blev det, man kunne have håbet på.

Det lød og begyndte ellers lovende: En serie om økonomisk kriminalitet har vi ikke set før herhjemme, og den kom tilmed med ’The Wire’-lignende aspirationer om at dissekere det danske klassesamfund i finanskrisens lange skygge.

At samfundsskildringen sjældent kom ned under overfladen, var for så vidt ikke overraskende. Mere grelt var det, at serien brød krimiens første dødssynd: Den var kedelig. Det var, som om Gjervig Gram og hans pennevenner ikke havde alverden at fortælle. Vi vidste, hvem barylerne var, vi vidste, hvem der skulle stoppe dem, og tilbage var kun at vente på, at der var tilstrækkeligt få episoder tilbage til, at forfatterne for alvor kunne sætte klapjagten i gang.

Bedrag3
Ventetiden blev blandt andet fordrevet med Mads Justesens ægteskabelige kvaler og en stribe Energreen-ekskursioner – superlederpræsentation i Abu Dhabi, prikkerunde i Fredericia og investorjagt i Europa. Betød det egentlig noget i det store billede, eller var det bare en måde at få tiden til at gå? Spændende var det i alle tilfælde ikke. En sæson på kun 10 afsnit bør kunne fokuseres bedre, men det er også relevant at spørge, hvorfor DR’s serier absolut skal vare så længe, når i hvert fald denne sandsynligvis havde fremstået langt stærkere og strammere, hvis den var blevet fortalt i seks.

Så var det, at revisor-Erik dukkede op og gav det hele en mere kulørt-kitschet kant, mens svenske P gav sig til at slå biroller ihjel. Den slags har sin egen elementære fascinationskraft, men i netop denne serie virkede det ude af sync. Hvis det er den slags, der skal bære din historie frem, hvorfor så ikke bare tone rent flag og lade skurkene være gangstere frem for jurister og direktører?

Disse Hollywood-højdepunkter gav plottet et noget mekanisk præg, som seriens brug-og-smid-væk-tilgang til bipersoner bestemt ikke afhjalp. Jens-Kristian var væk i tre episoder og dukkede så op, lige inden han blev demaskeret som Energreens sladrehank – blot for at forsvinde igen, da den rolle var udspillet. Claudias gamle flamme blev skrevet ud, så snart hun havde snigløbet ham og fuldendt sit moralske forfald. En lignende behandling fik Ulrik Schou, revisor-Erik og Johan.

Bedrag5
På samme vis skete det lidt for ofte, at en karakter sagde noget, der virkede stift og ude af karakter, fordi fortællingen havde brug for, at nogen sagde netop dét netop dér. Og hvorfor mon Claudia først faldt hovedkulds for Sander, efter at han havde erkendt at være skyldig i storsvindel og medskyldig i mord? Selvfølgelig for at give hende en ny motivation, der gjorde hendes endelige dilemmaer – stik Sander eller ej + flugt eller fængsel – mere troværdige. Det gjorde det stik modsatte.

Hmm … måske man alligevel skulle nøjes med de tre stjerner?

Nej, for jeg synes, at Gram og kompagni mod slutningen igen formåede at fokusere serien, som de seneste par uger har styret langt mere målrettet frem mod en kulmination på seriens tematiske pyloner. Efter hybris følger nemesis, og den kom i aften og ramte hele Energreens detroniserede triumvirat.

Sjældent er et selvmord blevet annonceret så tydeligt som Ulrik Schous. Den nervøst anlagte finansdirektør, der aldrig blev mere end ét legemliggjort karaktertræk, havde ikke maven til svindleriet, og det er et under, at han holdt så længe – og at han indlod sig med det i første omgang.

Bedrag4
Mere spændende var det, hvad der skulle blive af Claudia, Sander, Nicky og Bimse.

Trods sin tøven traf Claudia den logiske beslutning at samarbejde med politiet (det tog i øvrigt under 20 sekunder for Mads og Alf at hente Stine Stengade, fremlægge Claudias krav og vende tilbage til forhørslokalet med hende – hvis de altid arbejdede så hurtigt, havde det været en kort serie). Men hendes vidneudsagn var pludselig intet værd, da Sander tvang hr. Christensen op i en krog, og bestyrelsesformanden kvitterede ved at aflevere fældende beviser på Sanders skyld til politiet.

Igen var Stine Stengades SØK-chef påfaldende dårlig til at motivforske – hun stillede slet ikke spørgsmål ved Waage Sandøs dagsorden. Det gjorde til gengæld Mads Justesen, men han blottede sig ved at nævne Vestsjællands Bank, og så gik hr. Christensen fri … indtil sæson to, i hvert fald.

I mellemtiden løb Nicky med den pinkhårede prinsesse og den halve million (og Bimse, ikke mindst), da han indgik et kompromis med P og (lidt for let) narrede politiet. Og Lina skulle bare have at vide, at hun lignede en overklassebitch, så var hun god igen. Det var lige lovlig let sluppet for Nicky, der om nogen havde ladet sig korrumpere af pengene, men han og Bimses banter og bromance har været et friskt og underholdende indslag, og deres sidste scene sammen leverede varen.

En bromance, der til gengæld fungerede knap så godt, var den noget tilstræbte buddy cop-kemi mellem Mads og Alf. Der var et eller andet i replikgangen og spillet imellem dem, der var off, og man troede aldrig rigtigt på deres tætte bånd. Mest forceret var det, da Alf uden et sekunds omtanke lod sin nye ven flytte ind på sofaen på ubestemt tid og endda jokede om det, som om et alternativt svar var helt utænkeligt.

I det hele taget fremkaldte serien ikke noget særligt troværdigt billede af Bagmandspolitiets arbejdsgang. Det virkede alt for arbitrært og sporadisk, når klassens nye dreng Mads eksempelvis måtte belære kollegerne om, hvorfor der kan være ræson i at analysere regnskaber, når man efterforsker en virksomhed.

Bedrag 2
Mere facetteret var skildringen af Energreen, hvor den stræbsomme Claudia lod sig forføre af pamperen og pengene og alt for sent indså, hvor dybt vand hun var ude på. Natalie Madueño har været seriens helt store fund, og til trods for figurens utroværdige forelskelse i Sander gestaltede hun igen i aften forbilledligt Claudia desperation, splittelse og smerte over at skulle tage afsked med Bertram. Hendes beslutning om at stige af flyet og tage sin straf var en både naturlig og bittersød udgang for chefjuristen, der bevarede en rest af moral og selvindsigt, selv efter at hun egennyttigt havde forrådt folk, der stolede på hende.

Det samme kan ikke siges om Sander, som var parat til at sælge hvem som helst for at redde sin egen røv, men som tabte i sit eget spil til hr. Christensen. Han tog flugten og så ud til at slippe af sted med det, indtil hans mest betroede medarbejder viste sig at parere ordre fra højere oppe i hierarkiet.

Likvideringen var i sig selv en chokerende og effektiv cliffhanger, men det var også – igen – lidt for meget ’Godfather’ og lidt for lidt dansk serie om økonomisk kriminalitet. Meget tyder på, at det er den vej, serien vil bevæge sig i næste sæson.

I sidste uge spurgte jeg: Var Energreen blot et lille hjørne af et omfattende edderkoppespind, hvis tråde løber langt ind i magtens cirkler? Hvem er bestyrelsesformand Waage Sandøs forstilt facile forretningsimperator egentlig? Og får vi først svarene i sæson 2?

Det gør vi så.

Tv-serie. Hovedforfatter: Jeppe Gjervig Gram. Konceptuerende instruktør: Per Fly. Medvirkende: Thomas Bo Larsen, Nikolaj Lie Kaas, Natalie Madueño, Esben Smed. Spilletid: 10 afsnit a 60 min.. Premiere: Kan ses på dr.dk
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af