Det var lidt af en tv-skandale, da Christopher Abbott pludseligt forlod ‘Girls’ mellem anden og tredje sæson i 2013, efter eget udsagn fordi han ikke længere kunne relatere sig personligt til rollen som Charlie, Marnies vattede kæreste.
Den 30-årige skuespiller vendte tilbage til sine teater- og indierødder i New York med en rolle i J.C. Chandors gangsterdrama ‘A Most Violent Year’ som det mest kommercielle projekt.
Nu ser Abott ud til at stå over for sit store gennembrud med den yderst relaterbare titelrolle i instruktørdebutanten Josh Monds kritikerroste karakterdrama ‘James White’.
Her leverer Abott en hudløs og intens præstation som den unge newyorker James, der kæmper med at få styr på voksenlivet i en tid, hvor hans far lige er død, og hans mor er alvorligt kræftsyg. En historie, der er inspireret af instruktørens eget forhold til sin mor. Vi har talt med Abbott om arbejdet med den krævende rolle.
Instruktøren Josh Mond var en af dine gode venner. Hvornår tilbød han dig rollen i ‘James White’, og hvad var din reaktion?
»Lidt over et år før vi startede med at filme, nævnte han ideen for mig og viste mig et tidligt udkast til manuskriptet. Et år før det havde vi lavet kortfilmen ‘1009’ sammen. Efter den vidste jeg, at jeg ville arbejde sammen med Josh næsten ligegyldigt hvad. Jeg ville næsten have gjort det, selvom manuskriptet havde været dårligt. Udover at være hans ven er jeg en stor fan.«
‘James White’ er hans debutspillefilm – hvad var du fan af?
»Jeg kendte Josh som producer på ‘Martha Marcy May Marlene’, hvor han arbejdede meget tæt sammen med Sean Durkin, hans partner i selskabet Borderline. Jeg beundrede hans udholdenhed og energi som producer, og jeg var sikker på, at når han var klar til at lave sin første film, ville han overføre den energi til sin instruktion. Og det gjorde han. Men samtidig udviklede han en meget rolig og tillidsfuld atmosfære, der skabte en balance mellem de to.«
Hvad tiltrak dig ved manuskriptet og karakteren?
»Manuskriptet er ikke fuldstændig autobiografisk, men Josh lagde meget af sig selv og sine særegenheder ind i det. Jeg syntes, det var et utroligt ærligt og sandt portræt. Han skrev om et miljø og nogle karakterer, han kendte rigtig godt. Han voksede op i New York og har brugt elementer fra sig selv, sine venner og sin mor.«
Ja, historien var jo inspireret af hans egen mors kræftsygdom. Føltes det som et pres at vide, at du skulle spille en version af instruktøren?
»Jeg følte ikke, at jeg spillede ham. Vi gennemgik manuskriptet grundigt og kom op med nogle ideer om, hvem den her fyr er. Vi behandlede ham som et stykke fiktion. Jeg kendte historien om hans mor og vidste, at den var ophavet til manuskriptet. Jeg følte ikke et pres, men en trang til at yde min ven retfærdighed. Så mere et ansvar.«
Hvad er forskellen?
»Jeg tror, et pres kan kvæle de kunstneriske ambitioner, mens ønsket om bare at gøre det godt kan tjene det.«
Hvordan arbejdede I sammen om at skabe karakteren?
»Vi havde hver vores processer, men vi arbejdede sammen på forhånd med at kortlægge, hvorfor han traf de forskellige beslutninger. Nogle gange var det dårlige beslutninger, som publikum måske ikke ville være enige i, men vi var nødt til at finde en måde at retfærdiggøre dem på.«
Diskuterede I alt det sammen, eller skabte du også selv en baggrund for James?
»Vi diskuterede nogle ting, og så arbejdede jeg selv med nogle ting. Det er så lang tid siden, at jeg dårligt kan huske det præcist. I sidste ende, når man står på optagelserne, handler det om, hvad der sker den dag og med skuespilleren over for dig. Baggrundshistorie og hjemmearbejde er vigtigt for processen, men der kommer et punkt, hvor man er nødt til at give slip på det og være til stede og reagere over for den person, der står over for dig – om det er en anden skuespiller eller Josh. Jeg forsøger at bevare et åbent sind, når jeg optager en scene.«
Hvordan påvirkede det optagelserne, at I kendte hinanden så godt?
»Det hjalp meget. Det var en lille optagelse. Vi skød i New York i 18 dage og Mexico i fire. Jeg tror, at det, at vi allerede var så forbundne, hjalp os til at overholde tidsplanen. Vi kunne få scenerne i kassen meget hurtigere.«
Der er mange virkelig intense scener. Kan du give slip på karakteren efter en arbejdsdag?
»Jeg gik hjem og sov. Vi optog i mange timer, så der var ikke tid til så meget andet end arbejde i den periode.«
Husker du nogle scener som særligt udfordrende?
»Hele optagelsen var svær, og det gik meget hurtigt. Det er svært at huske det dag for dag eller scene for scene. Filmen føltes som én lang scene. Det hele var hårdt, men også ekstremt tilfredsstillende.«
Hvad var det hårde?
»Det er en meget følelsesladet film. Det er meget anderledes end at lave komedie, selvom komedier har sine egne udfordringer. Men når man gennemgår alle de her følelsesladede scener time efter time, bliver man helt følelsesmæssigt og fysisk udmattet efter en arbejdsdag.«
Da jeg så filmen, følte jeg en stærk ambivalens over for James. På den ene side er han en karakter, der grundlæggende prøver at gøre det rigtige, og jeg havde sympati for hans situation. På den anden side opfører han sig egoistisk og umodent, og jeg havde lyst til at råbe ad ham, at han skulle tage sig sammen. Hvilke følelser havde du over for ham, og hvad var din tilgang til den balance?
»Josh skrev manuskriptet, så den dobbelthed var der allerede. Det var mit job at retfærdiggøre alle hans valg.«
Lykkedes det?
»Ja. Som jeg ser det, er han stadig i begyndelsesfasen af at forbedre sig og finde ud af det hele. Filmen tilbringer kun et par måneder med ham – med alt det, han gennemgår med sin mor og med sig selv, tager det lang tid at komme ud af den negative spiral. Men han prøver. Om det lykkes, giver filmen ikke et klart svar på.«
Synes du, at den slacker-livsstil med at feste som en teenager og ikke at tage ansvar for sit liv, før man er 30, er karakteristisk for vores generation?
»Jeg ved ikke, om det handler om generationer. Der er aspekter ved at vokse op i New York, som jeg tror har indflydelse på hans personlighed. Når man vokser op i sådan en by, har man så mange ting ved hånden: Barer, stoffer og alt sådan noget. Det er meget lettere at få fat i de ting i New York end mange andre steder. Der er et element af at blive voksen hurtigt, når man vokser op i en by, hvilket ikke nødvendigvis er sundt. Man lærer at klare sig selv lidt tidligere.«
Men James er jo ikke rigtigt voksen. Han bor på sin mors sofa.
»Det handler dog også om omstændighederne. Han siger, at han bor hos sin mor for at tage sig af hende, men samtidig har han også brug for det, fordi han ikke har så mange penge. Så ja, han er stadig ved at blive voksen.«
Mange kritikere har udråbt rollen som James’ mor som Cynthia Nixons (’Sex and the City’, red.) bedste nogensinde. Hvordan var hun at arbejde sammen med?
»Hun er fantastisk, super professionel. Hun gav mig rigtig meget. Hun er meget levende, og det er alt, hvad man ønsker sig som skuespiller.«
Hvad byder fremtiden på for dig?
»Jeg ved det ikke, jeg er stadig ved at finde ud af det. Måske spiller jeg med i et teaterstykke til sommer, og der er også nogle mulige film i år. Jeg er lang tid om at tage beslutninger.«
Vil du stadig koncentrere dig om indiefilm?
»Ikke nødvendigvis. Hvis et projekt er godt, er det godt. Det kan være en indie eller en stor film. Jeg ville bestemt ikke have noget imod en stor film! Jeg vil bare gerne lave noget, der er sjovt, og som jeg føler, jeg kan være god til.«