’Gods of Egypt’
En film om egyptiske guder med hvide skuespillere i hovedrollerne må i vor tids filmklima naturligvis afføde en automatisk proteststorm mod Hollywoods white washing af historiske figurer (hvis man da kan kalde Disneyficerede guder ’historiske’). Og i efteråret 2015 bøjede selskabet Lionsgate og instruktør Alex Proyas da også nakken og undskyldte på forhånd for ’Gods of Egypt’s castingvalg som følge af sønderlemmende onlinekritik af den overvejende hvide rollebesætning.
»Der er mange komplicerede variabler i at caste en film, men det er tydeligt, at vores castingvalg skulle have været mere alsidige. Jeg undskylder dybt til alle, der er blevet stødt«, skrev Proyas, mens Lionsgate’s officielle statement lød:
»Det er vores ansvar at sikre, at castingen reflekterer diversiteten og kulturen i den tidsperiode, der skildres. I dette tilfælde lykkedes det os ikke at leve op til vores egne standarder, og det undskylder vi for. Lionsgate er dybt engageret i at skabe film, der reflekterer diversiteten i vores publikum. Vi har, kan og vil fortsat gøre det bedre«.
Ydmyge ord fra et filmselskab, der i tidens løb har gjort Tyler Perry til en superstjerne i USA, produceret de mangfoldige Oscar-film ’Monster’s Ball’ og ’Crash’, og som siden 2012 har drevet underdivisionen Codeblack Films, der gør et stort arbejde for at fremme produktionen af film med og af sorte i Hollywood.
Man kan diskutere, om de røde ører er berettigede, når karaktererne i ’Gods of Egypt’ aldrig nogensinde har levet på denne jord som andet end farverige godnathistorier. Jeg har i hvert fald ikke her tænkt mig at øffe over, at danske Nikolaj Coster-Waldau med sin lyse hud er castet som guden Horus, ligesom det ingenlunde stak mig i øjet, da engelske Idris Elba med sin mørke hud spillede den nordiske gud Heimdal i ’Thor’-filmene. Ikke alle vil have det på samme måde, og så må man vælge en anden filmisk godnathistorie.
Når det er sagt, er ’Gods of Egypt’ ikke just årets film. Men er du til hovedløs 80’er-ramasjang a la ’Dune’ tilsat et stænk Disneys ’Aladdin’, så går du ikke galt i byen i selskab med Nikolaj Coster-Waldaus sparsomt beklædte mavemuskler og svulmende biceps (heterofyrene kan slappe af: det skorter heller ikke på halvnøgne damer i mindst lige så afslørende outfits, der i ét væk må bæres og reddes – 10-0 til actionbragenes smækre kønsrollestereotyper).
I et alternativt gammelt Egypten er guderne abnormt høje skabninger, der bor på jorden, hvor de hersker over menneskene. Da charmør-guden Horus (Coster-Waldau), søn af gude-faraoen Osiris (som igen er søn af solguden Ra, spillet med kitchet indifferens af Geoffrey Rush), skal overtage tronen, ødelægger ørkenguden onkel Set (Gerard Butler) den gode stemning ved at dræbe Osiris og stjæle Horus’ magiske øjne, kilden til vor helts kræfter (ingen grund til at tildække sine egne øjne – guderne bløder kun nydeligt guld…).
Onkel Sets diktatoriske lederstil formørker landet, og den kække tyv Beks (Brenton Thwaites) udkårne Zaya (Courtney Eaton) tages som husslave af Sets onde arkitekt Urshu (Rufus Sewell). Zaya imprenter Bek sin tro på, at Horus vil gøre alting godt igen, hvis han får sit syn tilbage, og med akrobatisk snilde får Bek fingre i gudens ene øje. Zaya omkommer dog i kaosset, der følger, og Bek allierer sig med Horus på én betingelse: At Horus bringer Zaya tilbage fra de døde, hvis Bek skaffer ham det andet øje.
Et klassisk mismatchet makkerpar er født, og vejen til opgøret mellem Horus og Set er bestrøet med rumrejser (!) og et par vrantne sandormemonstre, styret af catwalkmodellerne Abbey Lee og Yaya Deng. Eventyrfilm fra ’Pirates of the Caribbean’ til ’Mad Max’ har nu engang kultiveret en trend for at caste supermodeller som farlige furier – instruktørernes vådeste mandedrøm eller værste mareridt? Døm selv.
’Gods of Egypt’ er en børnevenlig røverhistorie, fra dengang jorden bogstavelig talt var flad og lige så historisk korrekt som ’The Mummy’. Filmen tager aldrig sig selv højtideligt, men desværre formår skuespillerne ikke helt at servere de forudsigelige oneliners med det ironiske smæld, der også havde gjort eventyret rigtig sjovt for voksne.
Alex Proyas har tidligere stået bag mørke futuristiske fabler som ’The Crow’, den undervurderede ’Dark City’ og ’I, Robot’. Her smider han alle kunstneriske ambitioner over bord til fordel for rendyrket popcornsunderholdning, hvor selv specialeffekterne ligner stjernestøv fra en svunden CGI-tid. Det er for langt og for meget, men med vanlig charme cementerer Coster-Waldau sin velfortjente Hollywood-stjernestatus og hiver akkurat stikket hjem for et patriotisk-stemt dansk publikum.
Kort sagt:
Hovedløs 80’er-ramasjang og Nikolaj Coster-Waldaus smukt olierede biceps redder akkurat ’Gods of Egypt’ fra at ende som en uendeligt lang ørkenvandring igennem et temmelig alternativt ’Egypten’. Men danskerens charme kan ikke rykke ved, at endnu en white washing-skandale på forhånd har kastet bitre skygger over Alex Proyas sandaleventyr.