Sat lidt på spidsen er kategorien ’bedste kvindelige hovedrolle’ Oscars tilbagevendende migræne. Feltet er sjældent nær så stærkt som sin mandlige pendant, hvilket naturligvis ikke skyldes, at der er noget galt med kvindelige skuespillere, men falder tilbage på et massivt brancheproblem.
Det er en kendsgerning, at der skrives færre hovedroller til kvinder end til mænd inden for Hollywoodsystemet. Og i flertallet af film – og særligt de af dem, der ikke er kærlighedsfilm – er kvinder ofte reduceret til statister.
Det kan også konstateres med tørre tal og kolde fakta, at kvinder sjældnere end deres mandlige kolleger scorer hovedroller i de helt store Oscarfilm. Jeg har kigget nærmere på samtlige hovedrollenominerede skuespillere siden 2000 for at se på, hvor mange af de nominerede mænd og kvinder der repræsenterede en film, der samtidig var nomineret til ’bedste film’.
Resultatet er ret slående: 44 af de mandlige hovedroller fandt sted i bedste film-kandidater (eneste årgang helt uden bedste film-’støttede’ kandidater var 2006, hvor Forest Whitaker vandt for ’The Last King of Scotland’).
Kigger vi på det samme antal for kvinderne, er tallet blot 30!
Eksemplet Helen Mirren
Nu er medvirken i en bedste film-nomineret produktion jo ikke automatisk lig med højere kvalitet, end hvis man er nomineret i en ikke-bedste film-nomineret produktion. Men det siger noget om, at kvindelige skuespillere skal kæmpe hårdere for at få tilbudt de helt synlige roller i de mest prestigiøse produktioner. Det vil også sige, at færre kvindelige skuespillere har adgang til bærende roller i de helt store film, og det medfører i højere grad end hos mændene, at Oscar-diskussionen bliver koncentreret om de samme, gamle travheste.
Det er ikke tilfældigt, at mange iagttagere sukker lidt afmægtigt, når Helen Mirren, Judi Dench og – selvfølgelig – Meryl Streep rutinemæssigt bliver præsenteret som oplagte kandidater for både kanel og skidt.
En klokkeklar branchefavorit som Helen Mirren har adgang til glimrende roller i prestigeproduktioner, men har omvendt en lidt skidt næse for at vælge de ’rigtige’ (altså dem anmelderne bryder sig om). Det er, som om Oscar har gennemskuet det: Mirren er blevet nomineret af sine kolleger i skuespillerforbundet SAG tre gange på tre år (for stærkt middelmådige film som ’Hitchcock’, ’Trumbo’ og ’Woman in Gold’), men Oscar har i alle tre tilfælde sagt nej tak. Noget er altså i gære.
Det er ikke en urimelig tanke, at det i 1990’erne var lykkedes en kvindelig stjerne af Mirrens støbning at score Oscar-nomineringer for selvsamme film alene baseret på sit navn og rolletypen.
Favoritterne fundet, inden filmene er set
Jeg hæfter mig ved netop Mirren, fordi hun er en af de kvindelige skuespillere, der automatisk – fra det tidspunkt enhver given Oscarsæson for alvor tager sin begyndelse – bliver bragt i spil som kandidat. Hvor det mandlige felt som regel fluktuerer vildt og blodigt, som sæsonen skrider frem, så står det mere i stampe i kvindefeltet, simpelthen fordi det er nemmere og mere overskueligt at udpege de kvinder, der overhovedet har en chance for at komme i betragtning.
Et godt case-in-point var filmåret 2011, der resulterede i en nærmest forhåndsgiven kroning af Meryl Streep (for den – mildt sagt – middelmådige ’The Iron Lady’) i en rolle, der inkarnerede alle de oplagte Oscar-komponenter, inklusive fysisk transformation, fremstilling af en verdenskendt figur og omlagt accent.
Der skulle naturligvis også gøres plads i feltet til den måske mest lovende unge skuespillerinde i årene omkring 2010, nemlig Michelle Williams, for hendes rolle som ikoniske Marilyn Monroe i den bovlamme, men dog moderat charmerende ’My Week with Marilyn’. Også legenden Glenn Close var selvskrevet for sit comeback til det store lærred i en rolle, hvor hun spiller… mand (’Albert Nobbs’). Selvfølgelig…
Det var også kun passende at inkludere Viola Davis som repræsentant for USA’s ’sorte’ minoritet, når nu ’The Help’, filmen om en hvid kvindes kamp for sorte kvinders rettigheder (en typisk vinkel i Hollywoodproduktioner) var med i bedste film-kapløbet.
Grov diskrimination – mod unge mænd
Alle brikkerne lå så godt som klar, allerede før mange af filmene var blevet vist for offentligheden eller endda for de fremmeste kritikere.
Orker man at rode rundt på internettets losseplads for gamle Oscar-forudsigelser, vil man kunne konstatere, at de fire nominerede allerede var forhåndsudpeget så tidligt som i august. Eneste lille overraskelse var, at Emma Thompsons præstation i prestigefilmen ’Saving Mr. Banks’ blev forbigået til fordel for Rooney Maras tvære, men aggressive gestaltning af Lisbeth Salander i den mere zeitgeisty ’The Girl with the Dragon Tattoo’. Men hvis man værdsætter kvaliteten af et sundt konkurrenceklima, så fejlede Oscarsæsonen 2011 altså på ret eklatant vis i netop denne kategori.
Bevares, der har været mange fine nomineringer til præstationer i indiefilm igennem årene, men kigger man på vinderlisten, afspejler den som regel et ønske om at hædre lige netop de stjerner, der blev vurderet som Oscar-modne både i forhold til stjernestatus og alder (helst ikke over 45!) på daværende tidspunkt, eller til de unge, kønne stjerneskud, man bare gerne ville se på (bonusinformation i den forbindelse: gennemsnitsmedlemmet i Akademiet er en 63-årig, hvid mand).
Julia Roberts vandt i 2000 (for ’Erin Brockovich’), da hun var i ’den perfekte alder’: 33 år. Hun var da et lille årti på afstand af sit gennembrud i ’Pretty Woman’ og havde optjent kredit nok til at blive kronet. Lidt samme mønster ser vi med statuetterne til Nicole Kidman (’The Hours’, 2002), Reese Witherspoon (’Walk the Line’, 2005), Natalie Portman (’Black Swan’, 2010) og Hilary Swank (’Million Dollar Baby’, 2004).
Respektfulde ’karriere’-Oscars blev delt ud til mere modne Sandra Bullock (’The Blind Side’, 2009), Kate Winslet (’The Reader’, 2008), Cate Blanchett (’Blue Jasmine’, 2013) og Julianne Moore (’Still Alice’, 2014). Dog i alle tilfælde før deres 50-års fødselsdag. Undtagelsen her er de etablerede branchedronninger: Helen Mirren (’The Queen’, 2006) og – naturligvis – Meryl Streep (2011).
Og så har Oscarakademiet altså en særlig forkærlighed for helt unge, smukke skuespillerinder, der har bemærkelsesværdigt meget nemmere ved at vinde en Oscar end deres unge mandlige kolleger, der faktisk kan siges at være udsat for grov diskrimination! Dét forhold har siden 2000 resulteret i statuetter til Halle Berry (’Monster’s Ball’, 2001), Charlize Theron (’Monster’, 2003), Marion Cotillard (’La Vie en Rose’, 2007), Jennifer Lawrence (’Silver Linings Playbook’, 2012) og – inden længe – Brie Larson (’Room’, 2015).
Lyspunkt i udskældt kategori
Alt dette understreger, at der er noget forudsigeligt på spil i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle, hvor det som regel ikke er svært at udpege en vinder på forhånd, hvis man følger de uskrevne tommelfingerregler for præcis, hvad der trykker på Akademiets soft spots.
Det er lidt kedeligt, at Brie Larson er så godt som 100 procent sikker på at vinde Oscaren i år, men omvendt har vi langt om længe fat i en virkelig stærk årgang. Og det er værd at fejre, for det sker ikke så tit endda (2010 var en sjælden god årgang, hvor alle fem nominerede faktisk var vinderværdige bud).
Cate Blanchett er udsøgt i ’Carol’: Elegant og enigmatisk og med et gennemført kropsprog (måden hun tager handskerne af og på!), men samtidig med mindst én eksplosiv ’Oscar-scene’. Charlotte Rampling er hård som granit og rørende som en vejrbidt sea-shanty i ’45 Years’. Saoirse Roman leverer et skud filmstjerneformat af den sjældne slags i ’Brooklyn’, en klassisk ’ren’ og teknisk kontrolleret skuespilpræstation, der er usædvanlig for en 20-årig.
At 69-årige Rampling blev nomineret, på trods af at hun hverken opnåede en SAG-, Golden Globes- eller Bafta-nominering som optakt, siger noget om, at Oscar i skuespillerkategorierne ofte har en bedre smag end sine ’mindre søskende’.
Det samme skete sidste år, hvor Marion Cotillard blev nomineret for Dardenne-brødrenes ’To dage, en nat’, en fransksproget arthouse-film, fremfor for eksempel den hjemmegroede branchekæledægge Jennifer Aniston, der ellers blev foretrukket til Golden Globes og SAG for sin rolle i den kritikernegligerede indiefilm ’Cake’.
Midt i kritikken af Oscar er det derfor – selv i en ofte udskældt kategori – værd at hæfte sig ved de lysstråler, der bryder gennem skydækket.
Oscar-vinderne siden 2000 – rangeret fra bedst til værst:
1. Charlize Theron, ’Monster’
2. Natalie Portman, ’Black Swan’
3. Cate Blanchett, ’Blue Jasmine’
4. Marion Cotillard, ’La Vie en Rose’
5. Julia Roberts, ’Erin Brockovich’
6. Helen Mirren, ’The Queen’
7. Reese Witherspoon, ’Walk the Line’
8. Nicole Kidman, ’The Hours’
9. Hilary Swank, ’Million Dollar Baby’
10. Kate Winslet, ’The Reader’
11. Jennifer Lawrence, ’Silver Linings Playbook’
12. Julianne Moore, ’Still Alice’
13. Meryl Streep, ’The Iron Lady’
14. Halle Berry, ’Monster’s Ball’
15. Sandra Bullock, ’The Blind Side’
10 glimrende nomineringer siden 2000:
Ellen Burstyn, ’Requiem of a Dream’
Laura Linney, ’You Can Count on Me’
Imelda Staunton, ’Vera Drake’
Catalina Sandino Moreno, ’Maria Full of Grace’
Penelope Cruz, ’Volver’
Melissa Leo, ’Frozen River’
Michelle Williams, ’Blue Valentine’
Jennifer Lawrence, ’Winter’s Bone’
Emmanuelle Riva, ’Amour’
Charlotte Rampling ’45 Years’
10 udskældte ’prestige’-nomineringer siden 2000:
Juliette Binoche ’Chocolat’
Renee Zellweger ’Chicago’
Diane Keaton ’Something’s Gotta Give’
Judi Dench ’Mrs. Henderson Presents’
Cate Blanchett ’Elizabeth: The Golden Age’
Helen Mirren ’The Last Station’
Glenn Close ’Albert Nobbs’
Michelle Williams ’My Week with Marilyn’
Meryl Streep ’August Osage County’
Jennifer Lawrence ’Joy’