’Likeability’ er et begreb, der indfanger en afgørende, men noget uklart formuleret idé om, hvad der gør en filmstjerne rigtigt stor. Måske er det kombinationen af relatérbarhed, sympatisk udstråling, en sund og god forvaltning af karrieren og så en vis sexfaktor, der dog helst ikke skal spærre for de indre kvaliteter, som begrebet primært sigter efter.
Vi udpeger her de 10 største stjerner i Hollywood målt på ’likeability’-faktoren snarere end på fire ’sideffekter’, der bestemt ikke udelukker ’likeability’, men heller ikke udelukkende definerer det: Sexappel, box office-status, Oscarstatuetter og kritikerapplaus.
Man vil lede forgæves efter for eksempel Robert Downey Jr., Liam Neeson, Johnny Depp, Leonardo DiCaprio og Tom Cruise på denne liste. Man kan nemlig sagtens være en meget populær filmstjerne uden egentlig at score højt på ’likeability’ eller være den type, som menigmand enten kan relatere sig til eller gerne ville drikke en øl sammen med.
10. Matt Damon
2015 var et både-og-år for Matt Damon. På positivsiden bekræftede han, at han er en af de ganske få filmstjerner, der kan bære en film (’The Martian’) stort set på egne skuldre og gøre den til en stor succes. Oscar-nomineringen, der fulgte, bekræftede, at han har endog meget stor appel ikke bare hos menigmand, men også inden for branchen (det er hans tredje nominering som skuespiller, siden han vandt for manuskriptet til ’Good Will Hunting’ i 1998).
Damons karisma som skuespiller hænger sammen med en umisforståelig filmstjerneudstråling, der på samme tid er funderet på en evne til at virke som en everyman/good guy-karakter. I ’The Martian’ er hans jokes velplacerede og karakterens konflikter er let aflæselige for publikum. Han får det svære til at se let ud. Med tanke på hans medvirken i den kommende ’Jason Bourne’-film skal han nok forblive højprofileret også i 2016.
Når han ’kun’ redder en 10. plads i land, skyldes det hans lidt uheldige offentlige optræden ved flere lejligheder i løbet af året, ikke mindst da han virkede bedrevidende og nedladende i et segment fra hans og Ben Afflecks ’Project Greenlight’-filmtalentshow med adresse til den verserende minoritets- og ligestillingsdebat i Hollywood.
9. Chris Pratt
Det er gået stærkt for den gamle ’Parks and Rec’-skuespiller Chris Pratt de seneste år. Der er nok ingen, der (endnu) vil gå så langt som til at kalde ham for en stor skuespiller, men han har i den grad slået sit navn fast i blockbusterhenseende med film som ’Guardians of the Galaxy’ og ’Jurassic World’. Der findes nok ikke mange kommende franchises og reboots, hvor de store filmselskaber ikke seriøst overvejer at lade Pratt bære det tunge læs. Han har så rigeligt bevist, at han kan kvittere for tilliden.
Det kan godt være, at han ikke ligefrem ligner en type, der vil score store kritikerroser eller hive Oscarnomineringer i land, men på den anden side: Hvem så en tredobbelt Oscar-nomineret stjerne i Bradley Cooper for fem-seks år siden?
Pratt har først og fremmest likeability-faktoren kørende for sig: Han ser godt ud, bevares, men han har samtidig en everyman-udstråling, der gør ham eminent relatérbar på trods af de efterhånden svulmende biceps.
8. Melissa McCarthy
McCarthy er en rendyrket succeshistorie og lidt af et forbillede på flere fronter: Som kvindelig komiker med stort indtjeningspotentiale og som kvindelig stjerne, der ser stort på det typisk åleslanke skønhedsideal, der præger filmbyen. På den måde er McCarthy blevet en kæledægge inden for branchen, samtidig med at hendes appel naturligvis også er stor udadtil, hvor det almindelige filmpublikum i hende kan genkende sig selv på en anden måde, end når de ser på Julia Roberts, Cameron Diaz eller Sandra Bullock.
Hendes komediesucceser, senest med en stærk præstation i ’Spy’, har måske ikke for alvor gjort et stort indhug på det globale filmmarked, men til gengæld er hun en kæmpestjerne i USA, og det tæller jo trods alt for det meste. Det skal blive spændende at se, om McCarthy kan fastholde, eller ligefrem udbygge, sin nuværende position i de kommende år, eller om risikoen ved at blive typecastet og gentage sig selv langsomt vil udvande brandet og dermed nyhedsværdien.
7. Scarlett Johansson
Det er forunderligt med Scar-Jo (man forstår godt, at Johansson selv hader det akronym!): Det føles, som om hun har været en del af vores liv i en evighed, og alligevel synes hun evigtung og, nå ja, smækker. Det skyldes nok flere ting: Dels havde hun en usædvanligt moden udstråling i en meget tidlig alder (hvem skulle tro, at hun kun var 17, da hun indspillede ’Lost in Translation’?), der ikke mindst hænger sammen med hendes mørkt indtagende stemme, og dels at hendes talent har gjort hende konstant eftertragtet og er blevet udnyttet i mange forskellige typer roller og film.
Da man måske gik og troede, at hun var blevet lidt vel til fals for fade prestigefilm eller letkøbte blockbustere, dukkede hun pludselig op i film som ’Her’ og ’Under the Skin’ og var dermed med et snuptag ’hip trendsætter’ på ny.
Johansson kombinerer det classy og sofistikerede med det sjove, ironiske, charmerende og til tider farlige. Hendes likeability-faktor hænger meget sammen med hendes evne til at favne bredt. Det er få skuespillere, hvorom man kan sige, at de både har mulighed for at dominere arthouse- og blockbuster-film i de kommende år. Johansson definerer i den grad selv sin karriere.
Første del af 2016 byder på så forskellige titler som ’Hail Ceasar!’ (der holder indie-cred-gryden i kog), ’The Jungle Book’ (hvor hendes mageløse stemme nok en gang vil komme i fokus) og ’Captain America: Civil War’ (der vil bekræfte hendes navn som blockbustermateriale af fornemste karat).
6. Brad Pitt
Noget af det fine ved Brad Pitt er, at han virker ret uinteresseret i at projicere ’superstjerne’-auraen i sine mangfoldige projekter. Han tager både små og store roller og giver en hånd med som producent, der hvor han nu en gang ser en mulighed for at gøre en forskel (eller måske bare levere en vennetjeneste).
I kraft af sit ægteskab med Angelina Jolie er han en del af Hollywoods vel nok ultimative power couple, en status kun en drabelig skilsmisse ad åre vil kunne lave om på (med mindre Bradley Cooper og J-Law bliver et par!). Dermed også være sagt, at han sidder ret trygt i sadlen og kan tillade sig at skeje ud i konens euro-avantgarde-med-bismag-af-Rolex-reklamefilm-projekt ’By the Sea’ og overlade de tunge scener til sine medstjerner i Oscar-aktuelle ’The Big Short’.
Pitt har bevist sit værd som både publikumstrækplaster (’Ocean’s Eleven’, ’Inglourious Basterds’, ’Benjamin Button’, ’World War Z’), men også sit værd som karakterskuespiller (i ’Tree of Life’, ikke mindst). Hans status minder lidt om George Clooneys: Han er stadig et sexsymbol på den anden side af de 50, men han virker ingenlunde desperat efter at fastholde sin status (ulig for eksempel Tom Cruise).
Han gør bare sin ting, og han gør den godt. Og derfor vinder han hele tiden ny respekt og nye gode projekter. Simple as math.
5. Channing Tatum
Det er ikke alt, hvad Tatum rører ved, der bliver til guld i kommerciel forstand. ’Jupiter Ascending’ var en flov svipser, mens hverken ’Foxcatcher’ (der dog gav ham hans hidtil bedste dramatiske præstation) eller ’Magic Mike XXL’ for alvor scorede det ventede antal biografgængere. Senest fungerede han som en art ’trold i æsken’-figur i ’The Hateful Eight’.
Hvis 2015 har vist os noget nyt om Tatum, så er det, at han definitivt er mere end et flot ansigt og en eftertragtet krop. Han er også en versatil skuespiller, som de fleste store selskaber og instruktører gerne vil sikre sig på rollelisten. Han er helt aktuel i Coen-brødrenes ’Hail Caesar!’, hvor han optræder i en scenestjælende dansesekvens. I det hele taget er Tatum en interessant figur i nutidens populærfilmlandskab, for han synes at appellere både til mænd og kvinder, og han er bestemt ikke bange for at spille op til især kvindesegmentet med sin stripperrolle i ’Magic Mike’-universet.
Og han er altså heller ikke, jævnfør ’Foxcatcher’ og ’Hail Ceasar!’, bange for at gøre sit ypperste for at optjene kredit hos det mere sofistikerede arthouse-segment.
Tatum ligner en filmstjerne med mere bund og dybde, end mange nok fangede ved første øjekast. Han er in it for the long haul.
4. Sandra Bullock
Det er tydeligt, at Bullock har ændret strategi efter sin Oscartriumf for ’The Blind Side’, som mange mener, at hun fik, netop fordi hun er et så vellidt ansigt i Hollywood.
Hun har droppet de mere populistiske film og synes nu optaget af at medvirke i film, hvor hun kan udvikle sig og vise flere facetter som skuespiller. ’Gravity’ lykkedes som film takket være Bullocks fuldtonede præstation, og den satsning gjorde hende ikke bare obskønt rig (hun sikrede sig en god procentsats af filmens samlede indtjening), men åbnede også de sidste kritiske røsters øjne for, at hendes talent og karisma kan bære andre typer roller end den romantiske komedie eller det overfladiske melodrama.
Bullocks ’likeability’ hænger sammen med hendes sympatiske, smilende udstråling og med en komisk timing, der synes at hænge intimt sammen med hendes personlighed og blik på tilværelsen.
Som 51-årig befinder hun sig fortsat i en meget stærk position i en branche, der ellers som hovedregel ikke rigtigt ved, hvad den skal stille op med kvinder mellem 45-60 år. De er for unge og glamourøse til at spille ’mormor’-roller, men for gamle til at udgøre ’troværdigt’ romantisk materiale for deres jævnaldrende mandlige stjerner, der som regel stortrives i takt med, at smilerynkerne bliver dybere og håret gråner (Cruise, Pitt, Depp, Damon, Clooney…).
3. Tom Hanks
Hanks er den perfekte Spielberg-stjerne. Hans rolle i ’Bridge of Spies’ fra sidste år er så udpræget skræddersyet til netop Hanks, at det er svært at forestille sig andre i rollen. Det er både en stor styrke og en lille svaghed ved Hanks image som den optimale repræsentant på det store lærred for det, vi kan kalde for den hæderlige og godhjertede amerikanske mand.
Når man ser en film som ’Bridge of Spies’, kommer man let til at tage Hanks’ præstation for en selvfølge. Det er jo bare Tom Hanks, tænker man. No big deal. Bortset fra at ingen anden skuespiller kunne have givet rollen lige præcis den tone, som Hanks på fuldstændigt troværdig vis farver den med. Han falder næsten i med tapetet, men kun næsten. Og deri ligger hans mesterskab, hans Tom Hanks-hed, om man vil.
Det ville være rart at se ham sprudle i en komisk rolle igen, men man må samtidig tage hatten af for hans fornemmelse for at udvælge roller, der komplimenterer hans mest oplagte talenter. I 2016 stiller han op for Clint Eastwood i en film om piloten Chesley ’Sully’ Sullenberger, og der skulle også være en ny omgang ’Da Vinci Code’ på bedding. Hanks’ status som amerikanernes foretrukne filmstjerne inden for rollevalg, de gerne vil identificere sig med – ’den gode amerikaner’ – er foreløbigt ikke truet.
2. Bradley Cooper
2015 var et problematisk år for Bradley Cooper. Og fiaskoer som ’Serena’, ’Aloha’, ’Burnt’ og i mindre grad ’Joy’ (hvor han nøjes med at medvirke i en lille birolle) ville kunne havde kuldsejlet de fleste karrieremæssige opsving.
Men Cooper er gjort af et særligt stof og virker ikke til at ryste på hånden. Og det kan man sådan set godt forstå med tanke på hans triumvirat af Oscar-nominerede roller i ’Silver Linings Playbook’, ’American Hustle’ og ’American Sniper’. Sidstnævnte løftede ham til noget nær tidens største mandlige filmstjerne, og det er da også svært at se, hvem der kunne have givet den som snigskytten Chris Kyle med større bjørnestyrke-forklædt-som-sårbarhed end netop Cooper, der var perfekt castet i Eastwoods kommercielle juggernaut.
At ordet ’American’ går igen i to af hans bedste roller, siger ikke som lidt om, hvor meget Coopers type kalder på prædikater, der lægger sig tæt op ad forestillingen om den amerikanske mand, hvis maskulinitet brænder igennem, men som samtidig har adgang til følelserne og til at lade tvivlen nage i sit sind. Siden han slap ud af ’Hangover’-filmenes skygge, har Cooper på kløgtig vis undgået at lade sig friste af medvirken i nye franchises.
Han har således skabt sig et navn – ja, måske det største af dem alle – ved at bevise sit værd i originalprojekter. Det er ikke bare godt set, men også fornuftigt og særdeles karrierefremmende på den lidt længere bane.
1. Jennifer Lawrence
J-Law… Hun er bedste venner med Amy Schumer. Jamen, selvfølgelig er hun da det! Hun er filmens svar på Adele, sådan omtrent (minus de ’overflødige’ kilo, bevares). Hun er naboens søde, naturlige, charmerende datter, der ikke er mere forfængelig, end at hun hjertens gerne griner af sig selv. Når J-Law falder i sin kjole eller på vej op af trappen til Oscar-podiet, jamen, så er der ikke tale om en pinlighed, så er der tale om en befriende og åh så menneskelig gestus.
Findes der mon en udløbsdato for, hvor længe hendes personlighed (at virke ’spontan’ i alt, hvad hun foretager sig) kan modstå et mere kritisk blik? Kommer der mon et tidspunkt, hvor vi kollektivt himler med øjnene, når hun endnu en gang taler om sine kiksede uheld fra privatsfæren på et eller andet talkshow? Kommer der et tidspunkt, hvor vi griner af hende frem for med hende?
Foreløbig synes den blot 25-årige Lawrence, der ikke bare har slået rekord med fire Oscar-nomineringer i så ung en alder, men også båret den største YA-franchise siden ’Harry Potter’, at være en kæledægge for en hel verden af mediebesatte betragtere.
Lawrence sprænger skalaen for ’likeability’. Hun er vores alles ’BFF’…!
Hold Oscar Night i Empire Bio med Soundvenue og forpremiere på ‘Room’ – læs mere og køb billet HER.