Fordom eller fakta? På film er alle rige nogle svin – se de højtråbende eksempler

Fordom eller fakta? På film er alle rige nogle svin – se de højtråbende eksempler

I sidste uge var der premiere på Terrence Malicks seneste højpandede/skrigende banale voice-over-ekskursion ’Knight of Cups’, hvor Christian Bale bevæger sig rundt i en tilstand af eksistentiel lede og tomhed, der synes at være den rige mands modus vivendi i Vesterlandets aftenstund.

Vi kender det også fra dansk film: Uanset om vi taler onde frøken Junkersen i ’Den kroniske uskyld’ eller krimivirkeligheden i ’Fasandræberne’, så er der som regel skjulte motiver og krigerisk ambition på spil, når rige karakterer afbildes på film.

Vi kigger nærmere på 10 eksempler, hvor rigdom er lig med morderisk adfærd, luftig moral eller charmeforladt poseren, og som ikke mindst siger noget om USA’s komplekse forhold til krydsfeltet mellem ærgerrighed og grådighed. Leonardo DiCaprio har en særlig plads på listen.

1. Grådige kapitalister: ’Jurassic Park’

Bag fremstillingen af rige mennesker på film gemmer der sig ofte en kritik rettet mod den kapitalistiske aggression og umådehold, der opererer som en skjult magt bag menneskelige handlinger. For at gøre kapitalismekritikken konkret og begribelig skal den have et ansigt, og det ansigt vil oftest være rigmandens, finansspekulantens, børshajens eller aristokratens, hvis medfødte privilegier har gjort ham ude af stand til at føle empati eller handle i almenvellets interesse.

I Steven Spielbergs dinosaur-blockbuster fra 1993 er den implicitte kapitalismekritik både ret oplagt og af mere ’skjult’ karakter: En filantropisk milliardær (spillet af Richard Attenborough) har skabt en dinopark på en øde ø ud for Costa Rica, men pengeinteresser og sikkerhedsinteresser kommer i konflikt, efter en velociraptor dræber en ansat i parken. Det team, der bliver sat til at bedømme sikkerheden, vurderer risikoen forskelligt.

Palæontologerne er bekymrede, mens advokaten Gennaro, der repræsenterer de pengestærke investorer, først og fremmest ser de kommercielle muligheder ved ø-eksperimentet.

Som om det ikke er (potentielt) slemt nok, afbryder en af de ansatte, Dennis Nedry, der er parkens computersystemansvarlige, sikkerhedssystemet for at kunne bryde ind i opbevaringsrummet for udviklingen af dinosaurfostre. Han vil nemlig sælge de lukrative fostre til et konkurrerende selskab, der vil betale en skyhøj sum for at udnytte sensationen. Resultatet af Nedrys anstrengelser er, at en T-Rex slipper ud og begynder at dræbe alt på sin vej.

Budskabet må være, at når (mange) penge er involveret, så ryger moral og omtanke meget nemt langt ned på prioriteringslisten, hvilket kan have fatale konsekvenser for ’mændene på gulvet’, i dette tilfælde de arbejdere, der står for parkens daglige drift. En anden – og mere subtil – pointe ved filmen er, at den kan ses som et partsindlæg for en sund fagforeningskultur, der i sidste instans kunne have bevirket, at Nedry havde holdt sig på dydens smalle sti med tanke på den gode betaling og de gode arbejdsvilkår, han ville være blevet tilbudt.

Nu bliver én mands grådighed i stedet til en ødelæggende katastrofe, der dybest set er intimt forbundet med den kapitalistiske verdensordens (manglende) ’spilleregler’.

2. Empatiforladt overklasse: ’Titanic’

Hvor ’Jurassic Park’ er knapt så direkte i sin kritik (skurken er en underbetalt arbejder, og firmaet, der frister ham, forbliver ansigtsløst), så er det meget svært at sige noget positivt om den verden af privilegier, som Rose (Kate Winslet) kommer fra.

Og selvom Rose er en prægtig pige med indbydende æblekinder, så bryder hendes overklassemanerer frem flere gange undervejs: Faktisk er det lidt af et under, at Jack, vor ejegode, men ludfattige helt, ikke lader sig irritere af hendes ikke just konstruktive indskydelser under flugten fra en krank skæbne inde i skibets bug, mens skroget tager massive mængder vand ind.

Hun anstrenger sig heller ikke just for at gøre plads til sin elskede, da han til sidst får hende anbragt på en stykke drivtømmer i det iskolde hav. En rigtig lady deler ikke skæbne med en proletar!

Roses familie (med hendes mor som særligt empatiforladt eksemplar) er nogle uforbederlige snobber, der ikke kerer sig om andre end sig selv – foruden de ligesindede, som det gælder om at positionere sig overfor i den konstante statusjagt, der martrer de riges liv.

Roses forlovede, Cal (Billy Zane), er en hensynsløs psykopat, der endda – da det hele spidser til – lænker Jack fast på et af skibets nedre dæk for derefter at forsøge at skyde ham (ville det ikke være slemt nok at lade ham drukne?!).

En af de oftest overleverede historier om det virkelige Titanics forlis på dets jomfrurejse i 1912 er den om, at de alt for få redningsbåde var forbeholdt de rige passagerer, der således kunne sætte sig mageligt til rette, mens orkesteret spillede videre, og masserne druknede eller frøs ihjel i Atlanterhavet.

I den forstand er en film om netop Titanic et meget oplagt sted at sætte ind med en fremstilling af repræsentanter for samfundets øverste lag som usympatiske dagdrivere. Lad os bare slå fast, at den gode James Cameron ikke forpasser chancen…

3. Opportunistiske iværksættere: ’The Social Network’/ ’Steve Jobs’

Der er flere gode grunde til at sammenføje ’The Social Network’, David Finchers kritiker- og publikumshit fra 2010, og ’Steve Jobs’, Danny Boyles væsentligt mindre roste og mindre publikumsomfavnede film fra sidste år.

De to film er nemlig skrevet af den samme mand, Aaron Sorkin, der vandt en Oscar for førstnævnte (og en Golden Globe for sidstnævnte). Når Sorkin skriver en film, taler figurerne en form for engelsk, der ofte bliver refereret til som ’Sorkinese’, sådan en form for kompliceret, hyper(selv)bevidst, stiliseret og tungebrækkende tale, hvor et højt lixtal og en høj frekvens af eder og forbandelser bestemt ikke udelukker hinanden. Sådan taler de rige og de ambitiøse i ’Sorkistan’!

Filmene er også oplagte at sammenføre af den grund, at de begge udgør Sorkins forsøg på at indkredse, hvad der kendetegner den form for kapitalisme og karismatiske ledelsesstil, der bobler over i tilfældene Mark Zuckerberg og Steve Jobs, måske de to ultimative ikoner for ’den nye økonomi’, der er kendetegnet ved en digitaliseret og netværksbaseret samfundsform.

Begge mænd er i Sorkins fremstilling ikke så meget idealister, som de er skruppelløst begavede og ambitiøse opportunister, der kan læse tidens tegn, som var der tale om en troldkvinde med et sæt tarotkort. Begge bliver umådeligt rige på deres anstrengelser, og begge ofrer enhver fornemmelse for værdsættelse af nære værdier, såsom venskab, familie og kærlighed, på deres vej mod tinderne.

4. Skruppelløse unge: ’The Bling Ring’ / ’The Riot Club’ / ’Rich Kids’

Det er en hel lille subgenre inden for ungdomsfilmen: Film om rige unge, der opfører sig græsseligt og uansvarligt.

Sofia Coppolas ’The Bling Ring’ er bygget på en virkelig (gys!) historie om nogle skruppelløse små røvhuller, der invaderer private hjem og skaber ravage, hvor de kommer og går, formentlig fordi det er gudsjammerligt kedeligt at være ung og rig. Hvad skal man dog stræbe efter, når fars pengepung sikrer én ufattelig velstand i mindst fem generationsled, uanset hvor dumt man opfører sig? Tankeløshed, kynisme og narcissisme går hånd i hånd her.

Det gør de også i den lidt tarveligere danske version, ’Rich Kids’, hvor en flok unge med adresse nord for København skejer ud i sex, alkohol og stoffer. Sebastian Jessen og Søren Bregendahl er såmænd troværdigt castede som rige møgunger (førstnævnte har gjort lidt af en karriere ud af at spille samme type siden barnsben i både film og tv-serier), men filmen mangler aldeles en interessant, endsige troværdig historie, miljøskildring eller karaktertegning, og skuespiltalentet er det generelt så som så med.

Regner Grasten stod selvfølgelig bag filmen, der gerne ville chokere sig vej ind i publikums bevidsthed, men som mestendels blev ignoreret – og vel i dag er lykkeligt glemt af de fleste. Holdet omkring Grasten forsøgte at markedsføre filmen på, at den var baseret på faktiske hændelser. Der var tale om sådan en slags scare tactic, man normalt ser anvendt på forsiden af Ekstra Bladet i forbindelse med mindre privilegerede samfundselementer, såsom bistandsklienter og flygtninge, men som her altså gik ud over de riges børn. Det gør den sært nok ikke mere sympatisk.

Et af de nyeste skud på stammen er Lone Scherfigs engelske produktion, ’The Riot Club’, der fremstiller den rigeste del af det engelske kostskolemiljø som infiltreret af sygeligt kyniske unge mænd, der ikke går af vejen for enhver form for uterlig adfærd, heller ikke den kriminelle af slagsen. Klicheerne står også her i kø, og så er det svært at tage en film alvorligt, hvor samtlige unge mænd i castet (selv i de mindste biroller) ligner topmodeller, der har brugt mere tid på at få sat hår, dyrket deres perfekte kroppe og perfekte smil og at blive iført moderigtigt og figursyet tøj end på at tage skuespillektioner.

5. Hvileløse stræbere: ’Scarface’

En anden klassiker inden for film om de mindre flatterende sider ved rigdom og magt er den om den hvileløse stræber, der for alt i verden vil være rig, berømt eller magtfuld (og gerne det hele på en gang) og som er parat til at fjerne al modstand på sin vej for at nå målet.

En af de bedste, men samtidig fornøjeligt kulørte, fremstillinger af problematikken er Brian De Palmas ’Scarface’ med Al Pacino som Tony Montana, en eksilcubaner, der arbejder sig til tops i Miamis kriminelle underverden.

Det er, som om ’Scarface’ – og beslægtede film som ’Casino’, ’The Color of Money’ og ’There Will Be Blood’, for den sags skyld – er baseret på den antagelse, at al rigdom bygger på en forbrydelse af en eller anden art. Det udgør en interessant modstilling til den almindelige antagelse om, at amerikanerne er et folkeslag, der mere end noget andet på jorden ser op til rige mennesker og hylder den indsats, det slid og det held, der ligger bag deres rigdom. Penge korrumperer, men penge er også det eneste, der virkelig inspirerer – og på den måde er den amerikanske kultur fanget i en skizofren tilstand, hvor det gode er af det onde og det onde af det gode.

Nu består Hollywood af en god samling venstrefløjsstemmer, der gerne problematiserer penges indflydelse på det amerikanske samfund, men deres film herom sælger også, så helt fremmed for menigmand kan problematikken altså ikke være. Oliver Stone skrev manuskriptet til ’Scarface’ (baseret på det klassiske filmforlæg fra 1932), og Stone er en af filmbyens mest arge kapitalismekritikere (se også blandt andet ’Wall Street’) foruden at elske konspirationsteorier.

Kritikere af Stone vil mene, at hans indgroede skepsis over for magtfulde og rige mennesker dækker mestendels over sidstnævnte.

6. Magtfulde kvinder: ’101 Dalmatians’

Cruella de Vil er en af filmhistoriens mest afskyelige og skræmmende personager, og meget af det, vi forbinder med hende, hænger tæt sammen med attributter, som har med hendes rigdom at gøre. Det er svært – for ikke at sige umuligt – at forestille sig de Vil som andet end en hovedrig dame, der opfatter sine rænker som en naturlig adkomst. De Vil som arbejderklasse? Nej, vel.

Drivkraften i Cruella er, at hun vil have mere – altid mere. Fordi hun er ondskabsfuld og forskruet, men også bare fordi hun kan. Hun får en sjælden hvid tiger dræbt for at få den lavet om til gulvtæppe, men hendes hovedmission er altså at dræbe små dalmatinerhunde, så hun kan bruge dem i sin tøjkollektion.

Glenn Close var et oplagt castingvalg, da man forsøgte sig med en live-action-version i 1996 (Disneys tegnefilmsoriginal er fra 1961). Meryl Streep anno ’Devil Wears Prada’ kunne måske have givet hende kamp til stregen, men ellers er det en rolle, der er skræddersyet til Close, og hun nailer den da også, selvom filmen som helhed er lidt for falden-på-halen-komisk til min smag.

Nå, men også i tegnefilmens verden har rige, magtfulde kvinder det med at være ondsindede. Se bare på en anden Disney-klassiker: ’Snehvide og de syv dværge’ (1937), hvor den onde dronning driver den stakkels Snehvide på sammenbruddets rand. Lige så slem (næsten) er Askepots (ligeledes rige) stedmor i ’Askepot’. Man aner en rød tråd: Walt Disney var angiveligt ikke den største kvindeelsker i filmhistorien…

7. Den smagløse arrogance: ’Indecent Proposal’

Penge kan bruges til mange ting. I ’Indecent Proposal’ (1993) forsøger en rigmand – spillet af Robert Redford, dengang han inkarnerede en elegant rutineret, men endnu ikke rusten, charme a la den, Clooney og Pitt fremviser nu om dage – at købe sig til en nat med en ung smuk kvinde, Diana (Demi Moore), der er gift med Woody Harrelsons David.

Parret er high school sweethearts, forlovede og taget til Vegas i forsøget på at score en hurtig gevinst, der kan hjælpe med at finansiere Davids planer om at bygge drømmehuset til dem.

I turen til Vegas ligger kimen til faldet, kan man sige, og da først parret ankommer – og taber et spil roulette – er rigmanden naturligvis slangen, der ligger på lur for at friste det unge par. Redfords John Gage tilbyder parret en million dollars for at tilbringe en nat med Diana. Siden følger megen smerte, forvirring, tumult og tænders gnidsel.

På dansk blev ’Indecent Proposal’ til ’Et frækt tilbud’. Måske sigende for hvor anderledes lidt moralsk puritanske det danske publikum var i 1990’erne i forhold til det amerikanske? Den engelske originaltitel er bedre og mere tvetydig: For udover bibetydningen ’fræk’, betyder ’indecent’ jo også ’usømmelig’ eller ’uanstændig’.

John Gages forehavende er omtrent topmålet af den riges smagløse arrogance og foragt for næsten. At filmen så er ret tåkrummende ringe (den vandt flere Razzie Awards, blandt andet til Harrelson for værste birolle), er en biting.

Feminister har hadet den lige siden – og de har en ret god sag, bør det tilføjes.

8. Den psykopatiske yuppie: ’American Psycho’

Mary Harrons film fra 2000 er med årene kommet til at stå mindre og mindre i skyggen af bogforlægget, Bret Easton Ellis’ roman fra 1991.

Ofte fremhæves rollen som Patrick Bateman endda som Christian Bales måske fineste stund. ’American Psycho’ er et meget interessant blik på vores fascination/afsky for selve sindbilledet på den moderne rige: Den succesrige, hvide mand i jakkesæt på Wall Street.

Kritik af finansfyrsterne på Manhattan er blevet en hverdagsforeteelse i moderne film og tv. Det fine ved netop ’American Psycho’ – noget som filmen fanger mindst lige så godt som bogen – er den dobbelttydighed, der er i portrættet af Bateman og det miljø, han færdes i. Ligesom i ’The Wolf of Wall Street’ (mere herom om lidt…) er der en hårfin balance mellem sadismen og glatheden (Huey Lewis and the News som soundtrack til øksemord!), der spejler publikums egen tiltrækning kontra frastødning i mødet med den toptjekkede psykopat med den perfekte krop, den perfekte lejlighed, den perfekte garderobe og det perfekte visitkort.

Patrick Bateman er noget nær den ultimative inkarnation af vores forestilling om det sjælløse, men også tillokkende ved livet som ung, rig og attraktiv. Bemærk ikke mindst den totale opdeling mellem figurens offentlige og private liv. Det er de tætte skodder herimellem, der garanterer Batemans enigma, men også hans enspænderpsykopati.

Som kritik af moderne forretningsmandsliv er ’American Psycho’ på sin vis nådesløs, men på den anden side har filmen som kunstværk den styrke, at den ikke så meget er sensationel pulp, som den er en hudfletning af de subtile psykologiske mekanismer ved en mands chokerende, hemmelighedsfulde dobbeltliv.

9. Privilegerede briter uden moral: ’Match Point’

’Match Point’ udgjorde et i hvert fald kommercielt comeback for Woody Allen midt i 00’erne oven på nogle rigtig sløje år sidst i 90’erne og først i 00’erne. Allen vil sikkert gerne nikke samtykkende til filmens familieligheder med den russiske mesterforfatter Dostojevskij, men i virkeligheden står den måske tydeligst i gæld til hans egen – langt overlegne – film fra slutningen af 80’erne, ’Crimes and Misdemeanors’: Woody Allen er ikke overraskende bedre og mere hjemmevant i jødisk overklasse med stærk kulturel kapital end i britisk overklasse med mangel på dannelse.

Plottet er omtrent det samme i de to film: En rig mand tyer til mord på en ’besværlig’ elskerinde, da han begynder at se sin verden af privilegier og status smuldre omkring sig, i det øjeblik elskerinden begynder at stille krav til ham.

I begge film fokuserer Allen – udover på den arrogance og manglende respekt for andres liv, hvormed den rige tillader sig at handle – på skæbneaspektet: Hvilke tilsyneladende tilfældige hændelser, der baner vej for det faktiske udkomme.

Hvor Jonathan Rhys Meyers’ Chris mest bare er et koldt og kynisk røvhul, er Martin Landaus Judah i ’Crimes and Misdemeanors’ et mere komplekst menneske, der hjemsøges af (en religiøst motiveret) bitterlig fortrydelse. Men uagtet: Begge film handler om, hvad rigdom kan misbruges til og viser, at den ofte kan være en genvej til at nå resultater, der ser stort på både komplicerede og simple moralske mellemregninger.

10. Leonardo DiCaprio-special: ’The Wolf of Wall Street’, ’The Great Gatsby’, ’The Aviator’, ’Django Unchained’, ’J. Edgar’…

Nu spillede Leo jo vor fattige helt i ’Titanic’, så lad os afslutningsvis tage fat på et modsatrettet, fast element i den nylige Oscarvinders senere karriere: Fremstillingen af rige, magtfulde mænd, der ofte ikke har helt så mange skrupler med at agere kynisk som du og jeg (formoder jeg).

Jordan Belfort i ’The Wolf of Wall Street’ er en interessant kontrast til Patrick Bateman, fordi Belfort er lige så hæmningsløs, som Bateman er kontrolleret. At Belfort vinder vores sympati med en forholdsvis sikker pointsejr, skyldes, at hans peptalks er forrygende underholdning med sans for publikumstække og – ikke uvæsentligt – at han ikke myrder kvinder med økser!

Jay Gatsby i ’The Great Gatsby’ – Francis Scott Fitzgeralds berømmede roman fra 1925, der fik en ordentlig overhaling af Baz Luhrmann i 2012 – er repræsentant for den sorgløse Jazz Age i New Yorks finere cirkler i de brølende 20’ere. Sorgløs, men også drevet af en besættelse af overklassepigen Daisy Buchanan, og hvis formue angiveligt er rundet af aktiviteter, der er mere lyssky end hans stilige, hvide jakkesæt.

Howard Hughes (’The Aviator’), filmskaber og flyverhelt, er en anden figur, der skabte sit navn i mellemkrigstiden og siden trak sig helt tilbage fra offentligheden og dyrkede sin OCD (før den slags havde fået et navn), et ganske typisk blik på en rigmands excentriske tilbøjeligheder, en excentricitet, der, når den er under kontrol, kan virke charmerende og verdensmandsagtig, men som risikerer at slå over i sin onde tvilling, den mørke besættelse af kontrol, magt, renhed og penge.

Sydstatsplantageejeren Calvin Candie (’Django Unchained’) og J. Edgar Hoover, kommunistfjendtlig FBI-direktør i en menneskealder (’J. Edgar’), er endnu to DiCaprio-gestaltninger, der viser os den amerikanske drøms janusansigt: På den ene side succesfuld og skinnende, på den anden drevet af nøgen ambition, rå magt og et forbryderisk sindelag.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af