’Mustang’: Oscar-nomineret drama er et frontalangreb på traditionernes Tyrkiet

Har du nogensinde været så edderspændt rasende, at dine bogstaver blev lige lidt for store?

Svaret er nok ja, så der er ingen, der kan fortænke Deniz Ergüven i at kridte stregerne lovligt groft op i ’Mustang’, det Oscar-nominerede ungdomsdrama om traditioner og tvangsægteskaber kontra frihed og storbydrømme i nutidens Tyrkiet.

Her sættes det tyrkiske samfunds aktuelle limboland mellem autoritær kvindeundertrykkelse og vestlige frihedsværdier på spidsen i fortællingen om fem forældreløse søstre på kurs mod voksenlivets trældom. Kontrasten rejses allerede i den tykt symbolske startscene: Søskendeflokken vander deres skoleuniformer i havet på skuldrene af jævnaldrende drenge som en frivol fuckfinger til det patriarkalske samfunds dogmer.

Fodboldstadionernes infernalske støj og Istanbul by night glorificeres i de fem provinspigers sind, mens de nærmer sig en krumsluttet tilværelse i traditionernes trædemølle – og flirter med de lokale ungkarle i trods. De er selvstændige individer med håb, drømme og hjertesorger og egner sig mildest talt skidt til et liv som andenvioliner i lidenskabsløse tvangsægteskaber, men det er ikke desto mindre, hvad deres bryske onkel har planlagt for dem. Og sådan hugges skismaet mellem det gamle og ny Tyrkiet ud i beton.

Fronterne trækkes så skarpt op, at det autoritære styres apostle frarøves deres menneskelighed, ikke mindst pigernes onkel, der fremstilles som en tyran uden opløftende træk. Han reduceres til et hylster for det undertrykkende samfunds dårligdomme, og det er en skam i et drama, der ellers lægger sin vægt på karakterernes indre liv.

Hvor samfundsstrukturerne tegnes med fed tusch og lineal, er portrættet af den flagrende søskendeflok dog pakket med nerve og nuancer. Pigernes livsverden levendegøres med en foruroligende sanselighed, der er beslægtet med Sofia Coppolas solbeskinnede teenagemareridt i ’The Virgin Suicides’, og de unge skuespillere veksler forbilledligt mellem antiautoritær gnist og eksistentiel lede i mødet med den ubøjelige kvindeundertrykkelse. Det gør ondt, rigtig ondt, da en af pigerne resigneret og plørefuld tømmer et hav af halvfyldte glas til søsterens bryllup, fordi hun ved, at hun selv står over for samme ceremoni med en mand, hun ikke elsker.

Andre steder lettes dramaets tyngende alvor af komiske afbræk, som da den yngste pige går catwalk mellem kødgryder og farveløst klædte husmødre i sin søsters BH, eller da en handlekraftig bedstemor dræber tv-signalet under en fodboldkamp – til patriarkernes larmende fortrydelse.

Havde Ergüven på samme måde evnet at tæmme vreden og forsøgt at forstå sine fjender i det bredere billede af traditionernes Tyrkiet versus ungdommens brusende livslyst, havde ’Mustang’ sandsynligvis gjort indtryk som mere end et indigneret debatindlæg.

Men guderne skal vide, at raseriet er velbegrundet.