Niårige Jacob Tremblay har imponeret alt og alle med sin præstation i ’Room’, og med sit overjordisk nuttede væsen bedårede han ligeledes gud og hvermand under den just forgangne awards season. Når han ikke blev Oscar-nomineret, skyldtes det formentlig primært fuskeforsøget på at anbringe hans hovedrolle i birollekategorien.
I forbindelse med danmarkspremieren på Lenny Abrahamsons film ser vi på syv andre fortræffelige barnepræstationer – og tre knapt så vellykkede – efter årtusindeskiftet.
Du vil altså ikke finde nogen Tatum O’Neal i ’Paper Moon’, Jodie Foster i ’Taxi Driver’, Anna Paquin i ’The Piano’ eller Christian Bale i ’Empire of the Sun’.
Listen er ligeledes lukket land for teenagetværhed og kærestesorger. Hvis en skuespiller var mere end 12 år, da indspilningerne foregik, er de på det strengeste forment adgang i dette selskab. Så du kan også se langt efter urimeligt talentfulde Tye Sheridan for hans præstationer i ’Mud’ eller ’The Tree of Life’.
De bedste nr. 7: Saoirse Ronan i ’Atonement’ (2007)
Ronan har i den grad bevist sin slidstyrke, siden hun slog igennem med sin Oscar-nominerede birolle i Joe Wrights vellykkede Ian McEwan-filmatisering ’Atonement’. Den irske nationalkæledægge blev så sent som i år nomineret nok en gang for sin fremragende præstation i en anden litterær filmatisering, ’Brooklyn’ (baseret på Colm Toíbíns romanforlæg).
Ronan var 11 år, da hun indspillede ’Atonement’, så vi snyder ikke, selvom hun rigtig nok var fyldt 13, da hun opnåede sin Oscar-nominering.
Briony Tallis er en nærmest uhyggeligt selvbevidst lille pige i en engelsk aristokratisk familie op til Anden Verdenskrig. Hun skriver skuespil og små romaner. Det er hendes ’soning’, titlen refererer til på grund af en falsk anklage, der får fatale implikationer for hendes storesøster, spillet af Keira Knightley, og dennes unge elsker (spillet af James McAvoy).
Hvis man kan få sig selv til at fjerne blikket fra Knightleys betagende dybgrønne kjole, vil man ikke kunne undgå at blive imponeret over, hvor perfekt den purunge Ronan doserer sin karakterfremstilling. Hun er både excentrisk, ekstremt begavet, meget lidt tilbøjelig til at indynde sig hos de voksne eller lade dem komme for tæt på, og så har hun det her rolige, observerende blik, der afslører en usædvanlig wise beyond her years-bevidsthed om, hvad der rører sig i de voksnes verden. Tragedien ligger i, at hun ikke (endnu) har den voksnes moralske bevidsthed.
Vanessa Redgrave spiller den ældre og døende udgave af Briony, der bærer rundt på sin hemmelighed og skyld i filmens ’nutids’-afsnit. Hun er rigtigt god (det samme er Knightley), men det er Ronan, der stjæler filmen fra sine kvindelige medskuespillere.
De bedste nr. 6: Abigail Breslin i ’Little Miss Sunshine’ (2006)
Året før Ronan opnåede en nominering for ’Atonement’, havde 10-årige Abigail Breslin banet vejen for purunge skuespillerinder i birollekategorien ved at blive nomineret for sin supercharmerende præstation i indie-kæledæggen ’Little Miss Sunshine’.
Er børn ikke bare charmerende? Nej, så enkelt er det ikke. Breslin bringer i sandhed en uimodståelig energi til rollen som den unge wannabe-skønhedskonkurrencedeltager Olive Hooper, der bakkes hjertevarmt op af sin familie af skæve misfits. Det fine ved præstationen er, at Breslin får os til at heppe på hende, ikke bare fordi hun er sjov og sød, men fordi hun vækker nogle følelser i os, der hænger sammen med den understrøm af melankoli og smerte, der ligger på lur lige bagved den smilende facade.
På den måde afspejler hun den familiebaggrund, hun ikke kan flygte fra (herunder den tavse, Nietzsche-læsende storebror, spillet af Paul Dano), og hun fremstår som hjertet i en dysfunktionel amerikansk familie, der er lige så bittersødt udspændt mellem livets dramatik og komik, som filmen som helhed er det.
De bedste nr. 5: Annika Wedderkopp i ’Jagten’ (2013)
Her er vi i næsten samme boldgade som Saoirse Ronan og ’Atonement’. Og dog. For nok er lille Klara ansvarlig for, at en heksejagt sættes i gang i en mindre dansk provinsby, hvor Mads Mikkelsens Lucas, der er pædagog i Klaras børnehave, bliver anklaget for pædofili og seksuelle overgreb. Men hun er altså også bare et børnehavebarn helt uden den sofistikerede ’forfatterinde’-selvsikkerhed, der kendetegner Ronans Briony.
Wedderkopp leverer en kompleks og nuanceret præstation, der befinder sig et (ubehageligt) åbent sted mellem ondskabsfuldhed og ignorance (i forhold til at gennemskue konsekvenserne af hendes handlinger). Man tror på Wedderkopp, både når hun beundrende spiller op til Mads Mikkelsen, og man tror på hende, når hun ’afvist’ (og derfor ’svigtet’) retter sin vrede mod ham.
Hun ved godt, at det, hun gør, er forkert, men hun vælger at gøre det alligevel. Det er den frysende præmis bag ’Jagtens’ (problematiske?) fokus på et barns medskyld i en voksen mands tragedie.
Der er en koncentreret medviden i Wedderkopps øjne og statur, da hun næsten (men ikke helt) henleder mistanken på Lucas. Hun ved ikke helt, hvad det er, hun er i gang med at orkestrere, men hun er heller ikke i stand til at lade være eller til at trække helhjertet i land, da lavinen først ruller.
Wedderkopp fanger denne kønne piges mørke tanker på besættende vis. Hun viser os barnet som komplekst enigma snarere end som en tabula rasa blottet for selvbevidsthed. Det er stærkt gjort.
De bedste nr. 4: Yuya Yagira i ’Nobody Knows’ (2004)
Apropos Jacob Tremblay og historien om barnets indespærring sammen med sin mor i ’Room’, så bearbejder den japanske instruktør Hirokazu Koreedas film ’Nobody Knows’ en lidt anden form for indespærring, der lige så meget er af mental som strengt fysisk karakter.
Fire små søskende efterlades alene i en lejlighed, og det er nu op til dem – og særligt den ældste i flokken, spillet af 12-årige Yagira (hvis stemme går i overgang i løbet af fortællingen, hvilket afspejler filmens 18 måneder lange indspilningsforløb), at finde ud af at skabe et sammenhængende liv i tomrummet fra den fraværende mor.
Koreeda lykkes på forrygende vis med at etablere en fornemmelse for den klaustrofobiske, men alligevel rige verden, en lille lejlighed kan være for fire børn ladt alene. Kedsomhed og små åbenbaringer går umærkeligt hånd i hånd.
Koreeda har bevist, at han har en meget stærk hånd i forhold til at skabe stærke fremstillinger af børnekarakterer på film (’Like Father, Like Son’, ’I Wish’), men Yagiras præstation skiller sig alligevel ud, måske fordi han er så rørende fanget mellem barnets forundring, forvirring og sorg og den påtvungne rolle som den modne storebror, der skal agere voksen i fraværet af ’den ægte vare’.
Yagira vandt meget fortjent prisen som bedste skuespiller ved Cannes-filmfestivalen i 2004.
De bedste nr. 3: Lina Leandersson i ’Lad den rette komme ind’ (2008)
Et shout-out skal indledningsvis lyde til Kåre Hedebrant, der spiller hovedrollen i Tomas Alfredsons moderne svenske mesterværk som drengen, der mobbes i skolen, men finder en uhellig alliancepartner i en vampyrpige ved navn Elin.
Filmen blander på forrygende vis boligbloks-socialrealisme med surrealistisk horror, og i sammenstødet sker der en masse meget interessante ting, som ikke var opstået, hvis Alfredson (i forlængelse af John Ajvide Lindquists ungdomsroman) havde holdt sig for meget til enten det ene eller det andet spor.
I sagens natur er en blodsugende lille pige dog lige lidt mere fascinerende end (endnu) en blond, svensk knægt fra betonslummen. Lina Leandersson løber således med laurbærrene i denne sammenhæng, men det var et close call.
Chloe Moretz er faktisk god i den forholdsvis vellykkede amerikanske genindspilning (’Let Me In’) fra 2010, men originalens styrke skyldes, ud over dens mere autentiske svenske setting, det kæberaslende gys, der er resultatet, når det skræmmende parres med grum melankoli. Der er så meget ensomhed og sorg i Leanderssons store øjne (med eller uden dryppende blod!): Hun er hele tiden lige så skrøbelig, som hun er skrækindjagende.
Det er en stor præstation på en og samme tid at vække en ung pige og en ældgammel vampyr til live. En fornem præstation i en uforglemmelig film.
De bedste nr. 2: Quvenzhané Wallis i ’Beasts of Southern Wild’ (2012)
Det er svært at tage øjnene fra seksårige Wallis på et eneste tidspunkt i løbet af Benh Zeitlins debutfilm.
Og lad os lige få fastslået en ting eller to vedrørende barneskuespillere på film, før vi koger over i begejstring over Wallis’ henrivende (ja, undskyld, ville man bruge det prædikat om en voksen skuespiller?) præstation: Meget af magien ved en god barneskuespillerpræstation ligger hverken i manuskriptet eller barnets egen evne til at skabe en intim forbindelse til ordene på papiret. Den opstår derimod i mødet mellem en instruktør, der formår at arbejde målrettet og spontant sammen med barnet for at skabe de overbevisende øjeblikke, og så skyldes det selvfølgelig de voksne medskuespillere, der kan være mere eller mindre gode til at spille over for et barn og dermed hive de ’ægte’ øjeblikke ud af dem.
Derudover – og det er værd at hæfte sig ved i forbindelse med netop Wallis’ Oscarnominerede hovedrollepræstation – kræver det en vågen filmklipper, der kan finde alle de brugbare øjeblikke og filtrere dem ud fra alle de knapt så brugbare (eller ligefrem værdiløse).
Hvis man lægger mærke til, hvordan ’Beasts of the Southern Wild’ er klippet, vil man hurtigt bemærke, at den – fremfor at skubbe fortællingen fremad ved hjælp af udfoldede scener – er skabt af en masse fragmenterede øjeblikke, der efterfølgende er sat sammen som små stumper glas, der samles i en flot mosaik. Det kan være en af grundene til, at Wallis er så overrumplende god.
Det skal dog ikke skygge for, at man sidder med hjertet oppe i halsen og forundres over den stærke, stærke karisma, der står ud af øjnene og den sammenpressede mund på en lille pige, som synes at matche de naturkræfter, der truer med at gøre en ende på hendes interimistiske hjem i Louisianas sumpland.
De bedste nr. 1: Hunter McCracken i ’The Tree of Life’ (2012)
Hvad gør ’The Tree of Life’ til en stor film? Jo, der er naturligvis Emmanuel Lubezckis billeder, der er både fint registrerende, fjedrende, drømmeagtige og monumentale kreationer. Han maler både med den sarte og den helt store pensel. Og Brad Pitt giver måske sin karrieres bedste præstation som en familiefar i 1950’ernes Texas.
Men for mig er filmen først og fremmest et smukt udstillingsvindue for de tre barneskuespillere, der er helt afgørende for at indfange en verden, der på troværdig vis både ekkoer af en bestemt tid (Texas i 50’erne), men også afspejler en perception af verden, som både er af i går, i dag og (forhåbentlig) i morgen, nemlig barnets sanselige oplevelse af verden.
Lubezckis kamera fejer rundt i haserne på drengene, når de cykler og løber rundt i forstadskvarteret, men billederne bliver først forankret til en håndgribelig poesi i det øjeblik, det fæstner sig på de tre drenges ansigter. Tye Sheridan er forbløffende god som storebroren (men er som sagt diskvalificeret fra denne liste, fordi han var 14, da han indspillede sine scener), men 11-12-årige Hunter McCracken som den mellemste bror – som vi følger som Sean Penn i den, desværre, eklatant mislykkede nutidsdel af filmen – er hjertet, åndedraget, den sitrende livsnerve i filmen.
McCracken er komplet rørende: Frygtsom, åben som en uskrevet bog, sart, men samtidig med en vilje og en bestemthed i sig, der gør ham stærk, sårbar og levende. I det hele taget opnår han på fænomenal vis at udtrykke et væld af følelser bare ved et blik eller en ansigtstrækning. At han også kan spille mere ’klassisk’ (eller ’voksent’) skuespil viser scenen, hvor han har et drabeligt sammenstød med sin far (Pitt).
Der skal rettelig også lyde stor ros til Laramie Eppler, der spiller den yngste i brødreflokken.
Se tre knap så heldige børnepræstationer fra nyere tid på de næste sider.
De fejlslagne nr. 3: Asa Butterfield i ’Hugo’ (2011)
Lad os allerførst berolige (nu 27-årige) Jake Lloyd med, at når han ikke er i dette selskab, skyldes det alene, at ’Star Wars: Episode One – The Phantom Menace’ havde premiere i maj 1999. Det skal han være glad for…
Derfor tilfalder den lidt tunge tredjeplads til dengang 12-årige Asa Butterfield, der bærer hovedrollen på sine unge skuldre i Martin Scorseses momentant inspirerede eventyrfilm fra 2011. Momentant? Ja, for der er en knitrende vellyst over Scorseses genskabelse af for eksempel miljøet og filmsettet tilknyttet Georges Méliès sci-fi-pionerbedrift ’Rejsen til månen’ (1902). Cineast-nostalgikeren Scorsese stortrives ikke overraskende med den slags optrin.
Desværre skal vi hives gennem to timer i selskab med Asa Butterfields Hugo, og det kan hverken film eller den unge mand skuldre. Nu har Scorsese aldrig slået mig som en filmskaber, der interesserer sig synderligt for hverken kvinder eller børn, men med ’Hugo’ stod han med det problem, at han pinedød måtte arbejde med et barn i den bærende rolle.
Butterfield er såmænd sød nok, og han spiller heller ikke ligefrem som en brækket arm, men han er så kedelig, poleret og dramaforladt, at man mister interessen for drengen med de store, blanke øjne ret hurtigt. Og da Scorsese jo ellers er kendt for komplekse hovedkarakterer, suger det energi ud af fortællingen, at dens luftballon-potentiale holdes nede af denne dramatiske dødvægt.
Ligesom en instruktør med rette kan tage en stor del af æren for en god barnepræstation (jævnfør Larry Abrahamsons og Benh Zeitlins Oscarnomineringer som instruktører på henholdsvis ’Room’ og ’Beasts of the Southern Wild’), så må instruktøren også tage ansvaret for en ikke-vellykket af slagsen. Scorsese kan ufatteligt mange ting, men med ’Hugo’ beviser han, at instruktionen af børn ikke er en af dem.
De fejlslagne nr. 2: Thomas Horn i ’Extremely Loud and Incredibly Close’ (2011)
Hmm. Endnu en 2011-film nomineret til ’bedste film’ ved det års Oscaruddeling med en central hovedrollepræstation af et 12-årigt barn… Lad os lige slå fast: ’Hugo’ er et fuldtonet mesterværk til sammenligning.
Stakkels Thomas Horn. Han giver den hele armen, speedsnakkende løber han hele New York rundt, og bare det at give den gas med et vanskeligt manuskript skal han have pluspoint for. Men han er desværre ikke i længden en god løsning på de mange problematiske aspekter, der fæstner sig som et møllehjul om halsen på filmen.
I Jonathan Safran Foers bogforlæg opleves fortællingen i det mindste som et oprigtigt litterært forsøg på at skabe noget både eksperimenterende og meningsfuldt ved at lade barnets synsvinkel farve prosaen, men i Stephen Daldrys hænder bliver det ubærligt klægt. Man skal virkelig have en stærk fornemmelse for det hyperbegavede barns oplevelse af verden for at gøre dets sorgbearbejdelse kunstnerisk virkningsfuldt på film, og her fejler Daldry på eklatant vis.
Det efterlader Horn med en umulig opgave. Hvis han ikke havde kunnet lire sine replikker af med dedikation, havde det været helt skidt, men vi står med et eksempel på, at et barns forsøg på at løfte en film kan være skønne, spildte kræfter, hvis den voksne dukkefører bag kameraet ikke er sin opgave, nå ja, voksen.
De fejlslagne nr. 1: Dakota Fanning i ’The War of the Worlds’ (2005)
Dakota Fanning er (var) faktisk en fin barneskuespiller. Hun viste sit værd i film som ’I Am Sam’ (hvor hun kaster en rædderlig film en redningskrans) og ’Nine Lives’. Som 10-årig fik hun chancen i Steven Spielbergs (undervurderede) sci-fi-basker. Hun spiller Tom Cruise-figuren Rays datter, Rachel, der virkelig kommer ud for lidt af hvert, da en invasion fra rummet kommer i vejen for familiens weekendplaner…
Problemet med den allerede som 10-årig ret rutinerede Fanning er, at hun spiller skuespil med stort S, og det kan i sandhed være skidt, når et barn optræder for selvbevidst om egne fortræffeligheder på film.
Det gør Fanning her. Hun er irriterende, manieret, og der er noget bedrevidende over alt, hvad hun gør, som jeg bilder mig ind faktisk ikke er i manuskriptet. Men en af følgesygdommene for en barnestjerne – og det var Fanning i 2005 – er, at de næsten ikke kan lade være med at spille ældre og mere selvbevidste end den karakter, de er sat til at spille, reelt er.
Fanning begår derfor en af barneskuespillerens definitive dødssynder i ’War of the Worlds’: Hun fremstår som en klog, gammel kone fanget i en meget ung piges krop. Og den kombination er uelskværdig, uegal og dødirriterende.