’Der kommer en dag’: Gribende dansk film om ond kostskole
Det var dengang i de glade 60’ere. Hvor stofferne flød, og blomsterbørnene farvelagde byen med deres frisind og kulørte klude. Hvor vi fik pornoen, p-pillen og snart efter den fri abort. Hvor vi made love, not war, revselsesretten blev indskrænket, og vi rev alle vores nedgroede normer op og plantede nye.
Dengang lå der på Sjællands isse en lille tidslomme ved navn Godhavn. Et drengehjem, hvor en mosgroet menneskeopfattelse holdt stand mod de nye vinde, der blæste fra København. 60 kilometer fra hovedstadens peace, love and harmony herskede den sorte skole. På Godhavn fik drengene tæsk.
Virkelighedens sager om grove omsorgssvigt og systematisk vold på Godhavn og andre børnehjem i 60’erne bliver nu lagt blot for den brede befolkning i den nye danske spillefilm ’Der kommer en dag’, som er instruktør Jesper W. Nielsens (’Okay’, ’Store planer!’) første i otte år.
Godhavn er omdøbt til Gudbjerg, og det er her, brødrene Erik og Elmer bliver deponeret, da deres mor (Sonja Richter) rammes af en dødelig sygdom. De to brødre får hurtigt håndmadderne at smage, og efter de første par fejlslagne flugtforsøg resignerer de, retter ind og beslutter sig for at udstå pinslerne i skærsilden, hvor fysisk, psykisk og seksuelt misbrug gør gradvise indhug i drengenes hårdhudede kampmoral.
Der er ikke mange overraskelser undervejs i filmen, som i temperament og handling lægger sig tæt op ad ’Det forsømte forår’, Niels Arden Oplevs ’Drømmen’, den svenske ’Ondskab’ og ’En verden udenfor’, men ligesom de beslægtede film tænder ’Der kommer en dag’ op under publikums retfærdighedssans og indignation med en velfortalt og fundamentalt engagerende historie og ikke mindst en stribe stærke skuespilpræstationer.
Lars Mikkelsen er en sovende vulkan som den dæmoniske forstander, der på et splitsekund kan miste beherskelsen og eruptere i en seismisk raserieksplosion. Og Lars Ranthe er psykopatisk som dennes skødehund med ominøst raslende nøgleknippe og et patologisk anerkendelsesbehov. Det er sølle skæbner, som uden den institutionaliserede magt, stedet skænker dem, ville være aldeles fortabte og ynkelige, ikke mindst Søren Sætter-Lassens ækle, pædofile lærer Aksel.
De to tungeste roller tilfalder dog Erik og Elmer, og både Albert Rudbeck Lindhardt og Harald Kaiser Hermann er godt castet som det brave broderpar. Særligt sidstnævnte overbeviser som lillebror Elmer, filmens egentlige hovedperson, der har astronauter på hjernen, og som med sin livlige forestillingsevne formår at flygte i fantasien, når lærer Aksel prikker ham ud, eller når han igen har tisset i sengen og bliver sendt ud i kulden i sine underbukser for at holde lagenet op mod vinden, indtil det er tørt.
Desværre bliver stjernehimlen noget skamredet som sindbillede på drengenes udve og frihedstrang, klægt kulminerende i filmens ellers spændende klimaks. Og en voice-over indtalt af en perifer karakter er salvelsesfuld og decideret unødvendig. Den barske historie havde fint kunnet tale for sig selv.
Selv med disse ankepunkter er ’Der kommer en dag’ dog en universelt sympatisk og gribende film. Godhavn-drengene, som nok aldrig får den undskyldning fra staten, de har kæmpet for i ti år, kan nu trøste sig med, at deres stemme er blevet hørt.
Kort sagt:
’Det forsømte forår’ møder ’En verden udenfor’ i ’Der kommer en dag’, en film om de umenneskelige forhold på Godhavn og andre danske børnehjem i 60’erne. Med overbevisende skuespil fra børn såvel som voksne og en barsk og oprørende uretfærdighedshistorie er der dømt tåregaranti i landets biografer.