‘Hardcore’: Vildt voldseksperiment ender som en gimmick
Du vågner op og kan intet huske. Du kan ikke tale, og du mangler en underarm og halvdelen af dit ene ben. Du får mekaniske erstatningslemmer svejset på af din kone og jages straks derefter af en stor flok skurke.
Du er Henry, og du er hovedpersonen i ‘Hardcore’ – en actionfilm med en dominorække af voldsomme sekvenser, hvori publikums stedfortræder er særdeles aktiv. Henry flygter, angriber og bliver slynget omkuld og omkring. Alt sammen begrænset til ét optisk point of view, ligesom i et first person shooter-spil.
Allerede i 1947 i Robert Montgomerys Raymond Chandler-filmatisering ‘Lady in the Lake’ kunne biografgængere dele Philip Marlowes synsvinkel igennem en hel film, og i nyere tid har found footage-mesterstykker som den spanske zombiefilm ‘[Rec]’ fra 2007 og Matt Reeves’ monsterfilm ‘Cloverfield’ fra 2008 benyttet sig af et tilsvarende suggestivt greb.
Den russiske instruktør Ilya Naishuller har taget tilløb til ‘Hardcore’ med to adrenalinpumpede musikvideoer (for sit eget band, Biting Elbows), ‘The Stampede’ og ‘Bad Motherfucker’. Her gjorde han brug af det subjektive kamera, og særligt sidstnævnte var enormt medrivende, ikke mindst fordi redigeringen var næsten sømløs.
Drømmescenariet ville være fotografering af Emmanuel Lubezki eller fotografen på den tyske one-take-film ‘Victoria’, Sturla Brandth Grøvle, for i ‘Hardcore’ springer de regelmæssige klip desværre konstant i øjnene. Og det er distraherende, og derfor distancerende, når en POV-scene tydeligt og ofte er brudt op i mindre bidder. Så bortmanes enhver potentiel illusion af at tage del i handlingen.
Anvendelsen af GoPro-kameraer, påspændt den ambitiøse Naishullers dristige stuntmænd, giver også bagslag. De komplicerede optagelser er absolut opfindsomme – men æstetisk er realiseringen aldrig af samme høje kaliber som Kathryn Bigelows ekvilibristiske åbningssekvens til ‘Strange Days’ og Gaspar Noés berusende taktile subjektive skud i ‘Enter the Void’.
I stedet for at græmme sig over at dette sjældent forsøgte og virkelig interessante eksperiment mislykkes, kan man måske trøste sig lidt med, at resten af filmen alligevel er helt til rotterne. Sharlto Copley gør godt nok, hvad han kan, som tilbagevendende comic relief, men for det meste pløjer en utrættelig Henry sig bare ufortrødent igennem sine modstandere. Uden den mindste sans for kunstpauser eller pusterum.
Og Danila Kozlovsky går full bad guy som Henrys ultimative nemesis, gangsterbossen Akan, i en præstation, der er omtrent lige så outreret som de mange unødigt sadistiske blodsudgydelser, der vist skal forestille sig at udgøre underholdningens hovedingrediens. Plottet er der i hvert fald ikke meget kød på.
Kort sagt:
At optage en hel actionfilm i førstepersonsperspektiv kunne være blevet til meget mere end en gimmick i russiske Ilya Naishullers instruktørdebut, ‘Hardcore’, der på indholdssiden hovedsageligt er en ensformig og stærkt udmattende opvisning i smagløst udpenslet vold. Men udførslen er langt fra i top.