At have eller ikke at have ben.
Mikkel Boe Følsgaard har i den grad udforsket begge virkeligheder i sine to seneste spillefilm. I ’Sommeren ’92’ løber han grønsværen tynd som EM-triumfatoren Kim Vilfort, i ’De standhaftige’ er han lænket til en kørestol efter at have trådt på en mine i Afghanistans krigszone.
Et bizart tilfælde? Måske, men den 31-årige skuespiller navigerer bevidst uden om typecasting og lettjente penge og afsøger uafladeligt grænser på lærredet.
»Jo større udfordringer, jo federe«, siger han, da jeg møder ham i hjertet af et gråvejrstungt Christianshavn. »Især det her med at lave noget, man ikke har lavet før, så det ikke bliver en gentagelse. Det er vigtigt, at folk, der går ind og ser mine film, ikke bare tænker ’nå, det er ham fra det der’, men ser mig i et nyt lys«.
Tre veje til at blive benløs
Følsgaard er trådt ind i danskernes kollektive bevidsthed med sin præstation som yngstesønnen Emil Grønnegaard i ’Arvingerne’ foruden portrættet af Vilfort i ’Sommeren ’92’, men han har også penduleret mellem større ekstremer. I ’En kongelig affære’ var han delirisk som Christian 7., i ’Kvinden i buret’ var han mentalt handicappet, og i premiereaktuelle ’De standhaftige’ er han vred og indebrændt som soldaten Thomas, der er hjemvendt fra Helmand uden ben.
I svenske Lisa Ohlins ’postkrigsdrama’ er han lænket til rullestolen, men pumper ufortrødent løs i hospitalets træningslokale i håbet om at returnere til Helmands minefyldte slagmarker, nu med proteser i stedet for ben. De fysiske og psykiske sår er uadskillelige. Det er først i mødet med balletdanserinden Sofie, der ligeledes piner sin krop for at virkeliggøre sine drømme, at han lærer at håndtere sin smerte.
Det kræver sin skuespiller at formidle et smuldret livs flammende vrede, men den største udfordring for Følsgaard lå i et naturgivent faktum: Han kunne ikke bare skrue sine ben af.
»Vi brugte tre modeller til at skjule mine ben: Den første var splitscreen, hvor overkroppen var min, og underkroppen tilhørte en virkelig veteran uden ben, og den anden var greenscreen, der kun blev brugt til money shots, fordi det er meget dyrt at lave. Den metode, vi brugte mest, var ret lavpraktisk: Jeg fik støbt nogle stumper og skjulte så mine ben forskellige steder«.
Ti timer med benene på ryggen
Lyder det ligetil, så tro om igen: Følsgaards ben sad ofte fastklemt flere timer i træk under hospitalssenge og rullestole for at muliggøre den realistiske fremstilling af den benløse soldat – uden at sprænge budgettet. Selv ikke skuespillerens intense forberedelser – flere måneder med hyppig smidighedstræning i fitnesscentret – kunne forberede ham på optagelsernes veritable smertehelvede.
»Jeg havde mange timer, hvor jeg sad med mine ben most under mig. Nogle dage sad jeg næsten i ti timer i træk med benene krænget om på ryggen. Så måtte jeg jo bede om pauser en gang imellem, når jeg følte, at jeg kunne. Når det begynder at gøre ondt, så får man sådan en følelse af ’kom nu, mand, kan vi ikke bare få det i kassen?’. Og så er det jo bare svært for sådan én som mig, der har ben, at løfte mig op fra stole og lignende, som om de ikke var der.
Mine ben sov næsten konstant i de seks uger, hvor vi lavede filmen. Og det snurrede. Det går jo så hurtigt, når man laver film, og tid er penge, så man kan ikke bede om pauser hele tiden. Jeg måtte bare bide smerten i mig, så længe jeg nu kunne«.
Omverdenens chokerede blikke
Udover at have forberedt sig fysisk på filmsettets torturredskaber dykkede Følsgaard dybt ned i sin karakters mentale minefelt. Han brugte adskillige dage i selskab med en tidligere soldat, der selv fik sprængt benene af i Helmand, studerede nøje følgerne af posttraumatisk stresslidelse og stavrede rundt i Københavns parker, som gik han på proteser – for at flyde ind i veteranens virkelighed og mærke omverdenens chokerede blikke. Som han siger:
»Nogle kalder det method acting, men det bryder jeg mig ikke så meget om. Jeg går bare rundt og lever mig ind i karakteren og forestiller mig, hvad det vil sige at være den her person«.
Den systematiske nedstigning i karakterernes følelsesliv er hans filosofi som skuespiller og måske årsagen til, at han rammer lutter rene toner, hvor andre overspiller fælt. Han søger ofte ekstreme roller, men forankrer dem altid i virkeligheden – og formår til dels at adskille dem fra sin egen.
»Jeg er ikke nervøs for, at jeg får det svært psykisk, hvis jeg går ind i en karakter, der har mentale problemer, men jeg må indrømme, at når jeg spiller en person, der er vred i så lang tid, så påvirker det mit humør. Jeg bliver træt og smadret. Der er forskel på at rende rundt på en fodboldbane hele dagen og sidde lænket til en kørestol i akavede stillinger. Det er en helt anden energi, man går hjem med.
Men da jeg spillede en sindssyg konge i ’En kongelig affære’, var det ikke sådan, at jeg rendte rundt og var mærkelig derhjemme«.
Kom du så langt ind i Thomas-karakteren, at du forstod, hvorfor han ville tilbage til Helmand?
»Ja, bestemt. Det er som sådan ikke en krigshistorie. Selve krigen fylder utroligt lidt. Thomas kunne lige så godt have været en professionel fodboldspiller, der havde fået kørt sine ben over af et tog i en brandert og mistet alt. Det svarer til, at jeg ikke kunne spille skuespil mere af en eller anden grund. På den måde forsøgte jeg at oversætte smerten til noget, jeg kunne forstå«.
Hvis du fik et manuskript ind ad brevsprækken i morgen, hvor din karakter manglede begge arme, hvad ville du så sige?
»Hvis historien rørte mig, ville jeg da sige ’ja tak’«.
Ville du så foretrække at sidde med lemmerne fastklemt igen eller ønske dig flere computereffekter?
»Det er klart, at det er lettest at få et par grønne strømper på…«.