’Mr. Holmes’: Opfindsomt take på mesterdetektiven minder om afternoon tea
Jeg har Bill Condon mistænkt for at have set Robert Downey Jr. og Benedict Cumberbatchs livlige versioner af Sherlock Holmes og tænkt: Slap nu af.
Slap af med den selvfede speedsnak, de megalomane psykopater og frenetisk klippede actionscener og skru ned for Hans Zimmer på soundtracket. Tag en dyb indånding og giv plads til mennesket bag myten.
Modreaktionen er næsten demonstrativ: I ’Mr. Holmes’ er mesterdetektiven fyldt 93, har lagt mysterierne i skuffen og gjort amatørkarriere som biavler, mens han forsøger at samle brudstykkerne af sin krakelerede hukommelse – alt sammen i en filmisk ækvivalent til afternoon tea.
For ligesom Sherlock har lagt afstand til Baker Street og fundet fred i landsbyens afsondrede lomme, fortolker Condon Conan Doyles detektiv uden et anstrøg af Londons hektiske atmosfære. Storbyen optræder kun som kulisse, når Holmes ansporet af sin husholderskes søn går på jagt i erindringens tåger efter mindet om sit sidste, fejlslagne mysterium, men også her stråler livstrætheden stærkere end besættelsen.
At Ian McKellens 93-årige biavler overhovedet hedder Sherlock og er gjort til folkekært koryfæ i alskens populærkultur er underordnet i en bittersød skildring af alderdom og erindring. Et helt levet liv – tilfældigvis fyldt med diabolske mordgåder og bæster fra Baskerville – er ved at fortone sig i glemslens dis, mens det, der definerede Holmes engang, det kvikke hoved, sumper til og tvinger ham til at skrive navnene på husholderske og søn på skjorteærmet.
Fortiden rumsterer i ansigtets fuger, rynker og nostalgiske blik. McKellen, hvis seneste Condon-samarbejde, ’Gods and Monsters’, sikrede ham en (fortjent!) Oscar-nominering, spiller med en udsøgt sensibilitet, der rummer såvel resterne af Holmes’ misantropi som pensionistlivets lune, og da han ser sine bedrifter gengivet på biograflærredet fnyser han både bedrevidende og overbærende. Mindet om fortidens fejltagelser har lært ham, at fiktionens berigelser kan være en sund flugt fra virkelighedens kolde kendsgerninger.
Men selvom Condon rammer melankolien i livets udtoning, er reaktionen mod det 21. århundredes actionificerede Sherlock-portrætter så insisterende, at filmens flashbacks drænes for nerve og schwung. Det mysterium, der plager Holmes, er omtrent så nervevridende som landsbylivets trummerum, en afstikker til Japan indgår kluntet i fortællingen, mens billederne fra fortiden tørster efter Conan Doyles victorianske mystik.
Det er fint, at Condon og co. har dæmpet de poppede tilbøjeligheder, men midt i det hygsomme opgør mod fart over feltet har de mistet en flig af Sherlock Holmes-mytens essens. Det var trods alt aldrig Conan Doyles intention at gøre detektivarbejdet mindre end fængende.
Efter rulleteksterne står kun McKellens sørgmodige blik krystalklart frem, mens filmen fortoner sig sammen med mesterdetektivens fortidige bedrifter.
Kort sagt:
Ian McKellen storspiller som 93-årig mesterdetektiv gone biavler, men hvor Bill Condons Sherlock Holmes-nyfortolkning skildrer alderdommens væsen og vilkår med stor indsigt, tynges den af klodsede flashbacks til detektivens tid på Baker Street.