Spoiler alert: Slutningen på ’Girls’ sæson 5 bliver omtalt nedenfor.
Forleden sluttede næstsidste sæson af ’Girls’ efter et dramatisk afsnit, hvor Adam og Jessa havde deres første heftige skænderi og siden forsonede sig, Marnie røg i armene på Ray, og Hannah uigenkaldeligt forlod den pæne Fran midt på motorvejen.
Allersidste billede var det mest bemærkelsesværdige i afsnittet – og et af de mest smukke og slående i serien overhovedet: En freeze-frame af Hannah, der til udgangstonerne af ’Can’t Take My Eyes Off You’ med et smil på læben sætter i løb i New Yorks nattetimer efter at have genfundet sin selvudleverende kreative gnist under The Moth Story Slam.
Freeze-frame-billedet er en reference til en af de mest berømte slutninger i filmhistorien, på den franske nybølgemesters Francois Truffauts debutfilm ’Ung flugt’ (’Les 400 coups’) fra 1959. Her følger vi den utilpassede dreng Antoine Doinel, der i 50’ernes Paris bliver smidt ud af skolen, misforstået af sine strenge forældre, kommer i fængsel og til sidst bliver sendt på et hjem for ungdomsforbrydere.
I slutscenen stikker han af fra en fodboldkamp, og kameraet følger ham i flere minutter løbe gennem klitterne og ned mod stranden, som han altid har drømt om at se. Han løber ud i vandkanten, vender om, stopper op, kigger direkte ind i kameraet, og lige dér fryser billedet. Man kan læse meget ind i Antoines blik, der både kan forekomme håbløst og håbefuldt. Verden er på sin vis åben, men fremtiden for den misforståede teenager samtidig usikker.
Sådan var en film aldrig sluttet før, og det var et lysende eksempel på, hvorfor Truffauts film blev en øjeblikkelig klassiker og indvarslede en ny bølge i fransk og europæisk film: Den naturalistiske kamerastil, humanismen, blikket for dem, der ikke hører til.
Den åbne slutning har en lignende effekt i ’Girls’, om end trykket her er lagt mere på håb end frygt. Hannah har været på faretruende tynd is denne sæson og har flere gange handlet i seksuel affekt, fra den afbrudte lesbiske seance på morens kurophold til fisseflashingen over for rektor på skolen og det upassende blowjob på Ray.
I sidste afsnit begyndte trådene at samle sig for Hannah. Hun opdagede, at livet også er svært for selv hendes gamle college-nemesis, den succesrige forfatter Tally (Jenny Slate), hun erkendte, at hverken Adam eller Fran var den rigtige for hende, og hun forløste sig selv kunstnerisk med sin humoristisk-ærlige historie om at blive svigtet af sin bedste ven og om at komme videre ved hjælp af en frugtkurv.
Forrige sæson sluttede sådan set også positivt med Hannahs nyfundne romance med Fran, men forholdet mellem den excentriske forfatter-in-spe og den firkantede skolelærer klingede fra starten falskt, og denne gang virker håbet for Hannah mere oprigtigt. »I am Hannah forever«, sagde hun under Story Slam-seancen, nok den mest præcise erkendelse, vi endnu har hørt fra en ung kvinde, hvis selvterapi gennem fem sæsoner primært har bestået af selvbedrag.
På den måde er Antoine Doinel i ’Ung flugt’ og ’Hannah’ i ’Girls’ begge mennesker, der på overfladen er blevet beriget med et privilegeret liv, men har svært ved at passe ind og skal lære at vende deres utilpassede intelligens til en styrke.
Historien om Antoine var baseret på Truffauts egen barndom, og han vendte tilbage til figuren i fire senere film, stadig med alteregoet Jean-Pierre Léaud som skuespiller. Og tilsvarende er sidste punktum for historien om Hannah, løseligt baseret på Lena Dunham eget følelsesliv, ikke sat med den åbne, vitale freeze-frame, for ’Girls’ vender tilbage med en sjette og sidste sæson.
Indtil da står tiden stille i billedet af Hannah Horvath, mere fri og forløst end nogensinde.