’Den unge Zlatan’: Ærligt monument over fænomenet og mennesket
Når jeg forsøger at overbevise udenforstående om min fodboldpassion, vender jeg altid tilbage til det samme argument: For mig handler det ikke så meget om selve spillet, men fortællingerne bag. Mirakler og nederlag, storpolitik bag facaden, rivalisering og sammenhold.
Alt dette rummer ‘Den unge Zlatan’, hvilket gør den til meget mere end en simpel portrætfilm forbeholdt fodboldtosser. For hvad, der er endnu større end en af de bedste skandinaviske fodboldspillere nogensinde, Zlatan Ibrahimović, er den nærmest mytiske fortælling om en ung sigøjners (hovedpersonens eget ordvalg) opstigning fra ghettoen i Malmø til verdensberømt ikon.
Som mange af tidens superheltefilm stiller instruktørbrødrene Fredrik og Magnus Gerttens film spørgsmålet: Hvordan startede det hele? Det er et fornuftigt valg, når man, som det er tilfældet her, har haft så imponerende tilgængelighed til alle tænkelige involverede: Barndomstrænere, venner, tidligere medspillere og trænere.
Vi følger den unge Zlatan tæt. Fra debuten i Malmø FF over det internationale, men også komplicerede gennembrud i Ajax Amsterdam til opfyldelsen af drengedrømmen: Et mesterskab med italienske Juventus i Serie A.
Ofte taler dokumentarfilmskabere om deres historie som en appelsin, der er faldet ned i deres turban. Her er tale om en appelsin på størrelse med en fodbold, for Zlatans liv er lavet af det stof, som gør og endda transcenderer en fantastisk historie. For udover at have en voldsomt medrivende underdog-struktur er den også et skarpt indlæg i indvandrerdebatten. Filmen viser, at Zlatans succes ikke er et produkt af et velfungerende skandinavisk integrationsprojekt – han er snarere en trodsreaktion på dets tendens til etnisk diskrimination.
Derfor er det også en helt utroligt rørende scene, når han som superstjerne vender tilbage til barndommens sociale boligbyggeri og under stor tiljubel indvier en fodboldbane, betalt af egen lomme. Zlatan tager med stort format sagen i egen hånd, og sådan får hans fortælling en paradoksal sprængfarlighed: I den svenske nationalhyldest af ikonet overser man, at han er selve velfærdssystemets antitese.
Historien om Zlatan er larger than life, men det er mennesket Zlatan ikke nødvendigvis, og filmen skal også have ros for ikke at være en uforbeholden hyldest til en charmerende halvgud. For manden er ved gud kontroversiel. Han taler i nærmest storhedsvanvittige klichéer om sig selv (ofte i tredjeperson), og han laver ydmygende svinestreger på grænsen til det utilgivelige – på banen såvel som udenfor.
‘Den unge Zlatan’ ender således med at være et ærligt og indfølt monument over både fænomenet og mennesket Zlatan Ibrahimović, hvis budskab står mejslet i boligbyggeriets fodboldbane: »Her findes mit spil, tag det videre«.
Kort sagt:
Filmen om fodboldfænomenet Zlatan Ibrahimović’ første år som fodboldspiller er vellykket på flere niveauer. For det første som opbyggelig underdogmyte. For det andet for sin kontroversielle og ærligt skildrede hovedperson. Men allermest for sin implicitte fuckfinger til det svenske integrationssystem.