Cannes i maj sidste år, en lille strandrestaurant med direkte adgang til vandet, hvor filmverdenens i dette øjeblik mest celebre wunderkind trækker bukserne ned foran verdenspressen. Hans nye film, ‘Mommy’, er talk of the town på klodens vigtigste festival, og dagen efter gallapremieren er en gruppe udvalgte journalister kommet i audiens hos Xavier Dolan.
Én har netop spurgt til hans tatoveringer, for i forvejen pryder Mørkets Tegn fra Harry Potter den spinkle krop. Dolan fik den – hævder han! – da han blev rekrutteret af Lord Voldemort. Og nyeste tilføjelse er et udførligt bundt roser som en underspillet kærlighedserklæring til ‘Mommy’s hovedperson, den komplet uregerlige, ADHD-ramte teenager Steve, der retter poetiske tilsvininger i flæng mod alt og alle, heriblandt: »Hendes røv lugter af roser. Det står skrevet på himlen«. Dolans tatovering står tegnet på hoften, og alas: Når pressen vil se hud, står canadieren ublufærdigt model med boksershortsene halvt nede om måsen.
Genert er det sidste, han er. Han er en forkælet møgunge, en fandenivoldsk, stejlende selvsikker 25-årig, hvis overartikulerede sætninger, som smager højtideligt på ordene, hurtigt var blevet enerverende, hvis der ikke var et uafviseligt stortalent bag. Og hvis dette stortalent ikke var hyperbevidst om den rolle, han spiller lige nu, mens vi sidder om det runde bord.
»Jeg er selvsikker omkring mine ambitioner, men det betyder ikke, at jeg er selvsikker omkring mit arbejde«, som han siger på formfuldendt engelsk, selv om han er opvokset i den fransksprogede del af Canada. »Jeg er konstant i tvivl, og jeg er omgivet af folk, der fortæller mig, når det, jeg laver, er for billigt, for middelmådigt, for prætentiøst. Men man kan ikke vurdere, om folk er selvsikre, når man ikke har mødt dem før. Og man er nødt til at opbygge en facade eller en persona for at formulere intelligente svar på folks spørgsmål i en situation som denne«.
Du skal vide, hvem du er
Xavier Dolan er et særtilfælde på arthouse-scenen lige nu, ja, måske i hele dens historie. Nævn én anden instruktør, som i midt-20’erne er en anerkendt kunstner på verdens førende festivaler og karismatisk skuespilleransigt med stilikonpotentiale som en feteret Hollywoodstjerne?
Som en slags filmens svar på Mozart svingede han første gang dirigentstokken som blot 19-årig med ‘I Killed My Mother’, der blev mødt med otte minutters klapsalver i Cannes. Blot seks år senere har han lavet imponerende fem spillefilm. Han har skrevet, instrueret og klippet dem alle. Han har selv designet kostumerne. I tre af dem spiller han hovedrollen. Med et glimt i øjet har han formastet sig til at sige, at Orson Welles – manden der i en alder af 25 lavede ‘Citizen Kane’, som stadig i dag anses som en af verdens bedste film nogensinde – var en late bloomer.
Men det er ikke kun alderen og produktiviteten, der gør Dolan til noget særligt. I et artfilm-miljø, der ofte hylder stillestående kameraindstillinger og langsomme fortællinger, er hans film spækket med vild stilisering som udknaldede farver, overdreven slowmotion, tacky musik og flamboyante montager. Mens de fleste store filmkunstnere foretrækker så lidt kommunikation med omverden som muligt, er Dolan flittigt på Twitter og Instagram – hvor han beredvilligt poster modellignende billeder af sig selv – ligesom han i årevis harcelerede mod canadiske politikere og verdens uretfærdighed på sin blog, Le Méchant Loup. Og mens andre instruktører finder inspiration i oversete stumfilm fra 20’erne, bliver Dolan mere inspireret af modeserier og fotografier i magasiner.
Som han sidder under den sydfranske sol med åben, spraglet denimjakke, stramme sorte jeans og sorte laksko, er man da heller ikke i tvivl om, at manden har stil.
»For at citere Gore Vidal: ‘Stil er at vide, hvem man er. Og jeg vil ikke falde over mine egne ord og tilføje en masse lort, for jeg tror virkelig, det siger det hele«, fastslår han og kan så alligevel ikke nære sig.
»Når du ved, hvem du er, kan du dele det med omverden: Hvad du tænker, hvordan du tænker det, hvordan du skriger, hvordan du græder, hvordan du griner. Det er det, der gør dig i stand til at præsentere dit blik på verden, din vision«.
Kvinderne vinder
Xavier Dolan har tilsyneladende vidst, hvem han er, usædvanligt længe. Hans første rolle som skuespiller fik han som fireårig i en serie reklamefilm, og han startede med at skrive små historier, da han var ni. De fleste med engle i bærende roller. Som otteårig blev han besat af ‘Titanic’ i en sådan grad, at han tegnede tusindvis af kostumer inspireret af filmen for sin egen fornøjelses skyld. Han skrev også et brev til Leonardo DiCaprio, hvor han erklærede sin kærlighed til ham og filmen, før han bød sig til: »Når du kommer til Montreal for at optage en film, kommer jeg helt sikkert til audition, hvis du nu mangler en ung dreng i castet«. Leo svarede aldrig.
I Montreals kulturmiljø blev Dolan hurtigt kendt som en irriterende brat med lidt for høje tanker om sig selv.
»Da jeg var dreng – altså, rigtig dreng, 15-16 år, ikke bare som nu – tog jeg rundt til teaterpremiererne i byen for at se, om jeg kunne tiltuske mig en billet. Og jeg kan huske, at folk var sådan, ‘hvem er den knægt, hvad fanden vil han, han er en pestilens’. Og det var de jo i deres gode ret til at tænke, for jeg gik og sagde, at jeg en dag ville blive udtaget til Cannes. Yikes!« fortæller Dolan og griner, før han tilføjer: »I dag ringer de så og spørger mig om arbejde, og det er selvfølgelig også helt okay«.
Allerede fra ‘Titanic’- og englefasen vidste de fleste voksne omkring ham formentlig, at han var homoseksuel, og han sprang officielt ud som 13-årig over for sin kusine med sætningen: »Jeg elsker kvinder i mit hjerte, men ikke i mine underbukser«.
Alle Dolans film på nær ‘Mommy’ tematiserer bi-, homo- eller transseksualitet, men at kvinderne har en særlig plads i hans hjerte, er man ikke i tvivl om, når man går oeuvret igennem. Debuten ‘I Killed My Mother’ og den aktuelle ‘Mommy’ spejler hinanden, da de begge handler om sprængfarlige mor/søn-forhold. I den nye film bliver den rodløse teenager Steve løsladt fra en forvaringsinstitution, der ikke længere kan håndtere ham, og i stedet kommer han i varetægt hos sin politisk ukorrekte mor, som har svært ved at tage sig af ham.
»I ‘I Killed My Mother’ afviser en søn sin mor. I ‘Laurence Anyways’ (hans tredje film, red.) bliver en datter afvist af sin mor. Og i ‘Mommy’ afviser de egentlig ikke hinanden, men som samfundet er skruet sammen, bliver de ikke tilladt at elske hinanden på den måde, de gerne vil. De er dødsdømt fra start af. Moren er inderst inde som en teenagepige, og han er en atombombe, der kan eksplodere, hvornår det skal være«, siger Dolan.
Faderrollen er ofte fraværende i dine film. Hvordan kan det være?
»Min far fyldte ikke meget i min barndom. Jeg har ikke daddy issues, jeg føler bare ikke, at fædre har behov for at blive forsvaret. De er i rigt mål til stede på film og i fortællinger generelt. Nu fortjener kvinderne deres tur. Kvinder med ægte formål og personligheder, ikke bare kvinder som ofre, strippere, dumme blondiner, kæresten til en eller anden eller den frække svigerinde. Jeg får lange løg af de der klicheer, og jeg elsker at se kvinder vinde«.
Hjerte er nøglen
Da Hollywood Reporter kaldte Dolans fjerde film, ‘Tom at the Farm’, for narcissistisk – særligt med henvisning til hans altdominerende hovedrolle – tog instruktøren til genmæle på Twitter: »You can kiss my narcissistic ass«.
Mens mange andre filmkunstnere krukket hævder, at de aldrig læser anmeldelser, går Dolan i den modsatte grøft og erklærer, at han læser alle anmeldelser. Han vil gerne lære af sine fejl, og fra hans første til femte film mærker man en instruktør, der bliver bedre og bedre. Mens hans forrige værker indimellem bærer præg af virtuos stiløvelse fra en purung filmskaber, er ‘Mommy’ hans første virkelig hjerteskærende film. Pludselig rammer han en følelsesmæssig nerve rent. Og Dolan kan godt selv se forskellen.
»Jeg er vokset fra den mere intellektuelle tilgang til film, den mere konceptuelle måde at lave film på. Jeg har virkelig forstået, at hjerte er nøglen. Det betyder ikke, at en film ikke skal have stil, og at man bare skal stå og filme i et hjørne. Men hjerte er nøglen, og hjertet er karaktererne, og karaktererne er det, der får publikum til at blive interesseret i filmen«, siger han.
»Det har jeg forstået, og jeg har prøvet at blive et bedre menneske. Før kunne jeg have foragt over for kommercielle film. I dag kan jeg nyde at gå ind og se ‘Thor’, hvor jeg nok havde forbudt mig selv den nydelse for fem år siden, fordi det var en synd. Når jeg går ind og ser Chris Hemsworth nu, er det ikke en synd«. Dolan afbryder sin talestrøm og korrigerer sig selv med et henført smil.
»Okay, måske er det… Ja, det er faktisk en synd. Men de der barnlige, umodne fordomme, der leder dig til foragt og snobbede værdidomme, har jeg i hvert fald prøvet at udrydde for at være åben over for forskellige perspektiver i stedet«.
Den fransksprogede Dunham
Om man bliver irriteret eller forført af en 25-årig mand, der bagklogt ser tilbage på fortidens fejltrin, er smag og behag. Men som han fører sig frem i strandkanten med struttende selvsikkerhed iblandet små flig af den sårbarhed, som han også formidler i sine roller på lærredet, fremstår han som en fransksproget udgave af Lena Dunham.
Som ‘Girls’-skaberen er han et kreativt power house, der gør alt selv, og som har potentiale til at blive et popkulturelt ikon, der omfavner alt fra mode til politiske budskaber og kunstnerisk nyskabelse. En ildsjæl der skyder alt overskud ind i sin næste film og derfor, ifølge ham selv, er ludfattig.
Når han i trekantsdramaet ‘Heartbeats’ spidder narcissistisk ungdom, eller når han i ‘Laurence Anyways’ skildrer en transpersons identitetssøgen, fremstår han som en central generationsstemme. Det afviser han selv, men på en karakteristisk ubeskeden facon.
»Jeg laver ikke film for min generation. ‘Mommy’ henvender sig til mødre og sønner, fædre og familier. Til alle«, slår han fast.
Som Dunham har han dog en hang til akavet ærlighed, og trods det velsmurte rollespil over for pressen lader han sig også forføre af sine egne pointer på en måde, der er usædvanlig fra prominente filmstjerner. Som når han reflekterer over, hvordan han har ændret sig personligt, efter han er trådt ind på den helt store arena.
»Den største forandring er nok, hvordan folk opfører sig over for mig. Det er blevet nærmest umuligt at vurdere, hvilke motiver folk har for at henvende sig til mig. Og jeg kan på få fingre tælle de mennesker, som jeg ved er i mit liv af de rigtige årsager. Det er hårdt nogle gange«, siger han og gnider sine fingre nervøst mod hinanden.
»Jeg er forelsket lige nu. Og sidste år mødte jeg én, som… nej, det skal jeg ikke snakke om, for hvis han læser det, er jeg fucked. Men at møde én, som ikke vidste i forvejen, hvem du er, det er fantastisk. Én som ikke går ind i det for at få en rolle eller noget andet. Én som ikke står og lægger an på dig en hel aften for så til sidst at sige, ‘nå, forresten, her er min kæreste, hun er skuespiller…’, så jeg bare står og mumler, ‘hyggeligt at møde dig, flot kjole’«, fortsætter Dolan, så ingen kan være i tvivl om, at han er i fuld færd med at beskrive fyren, som han ellers for få sekunder siden drejede i en kortvarigt selvbehersket bue udenom.
Lokkede Chastain med Bieber
Med fem film på fem år virker energibundtet Xavier Dolan ustoppelig. Men mens han soler sig i rampelyset på Croisetten i Cannes, afslører den selvlærte multikunstner pludselig, at han har brug for at tage en pause.
»Jeg går tilbage til skolebænken. Jeg skal studere, og det er jeg virkelig oppe at køre over. Jeg har ikke energi til at lave film lige nu. Det tager så meget mod, så mange følelser, så meget tid og stress. Det kræver alt af dig og giver meget lidt tilbage, selv om verdenspremieren i går overtrumfede de mange øjeblikke af ensomhed og tvivl, der er gået forud«, siger han med en alvorlig mine.
Den selvvalgte orlov for instruktørverdens yngste veteran er dog en sandhed med modifikationer. I september blev det annonceret, at Dolans næste film hedder ‘John F. Donovan’, og noget tyder på, at det bliver hans første på engelsk.
Han har castet Jessica Chastain, der efter at have set ‘Mommy’ på Cannes gav luft for sin begejstring på Twitter. De tweetede sammen, og Dolan faldt øjeblikkeligt for en Hollywood-stjerne, der ikke kommunikerede igennem et hav af assistenter og publicister, mens Chastain faldt for en feteret instruktør, der som det første sendte en video til hende med Justin Biebers ‘Take You’: »»I can take you out, I can take you home, I can take you, oh-h, where you wanna go«.
Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #94.
Xavier Dolans fire film før ‘Mommy’
Den lovende debut: ‘I Killed My Mother’ (2009)
Dolan har kaldt sin første film for 250 procent selvbiografisk. I fokus er den homoseksuelle kunstnerspire Hubert, der gør skånselsløst oprør mod sin småborgerligt selvcentrede, men dybest set kærlige mor. En lille perle, hvor 19-årige Dolan eksperimenterer legelystent med montager og sort/hvid – og med hans fra da af faste skuespillere Anne Dorval og Suzanne Clément i glimrende roller.
Den ironiske ménage à trois: ‘Heartbeats’ (2010)
Francis (Dolan) og Marie (Monia Chokri) er bedste venner, indtil de begge forelsker sig i den Adonis-lækre Nicolas (Niels Scheider), og jalousien kiler sig ind imellem dem. Der er fuld drøn på med heftig slow motion og The Knife på lydsiden i en film med masser af humor og æstetisk sensibilitet, men måske knap så meget på hjerte. Efter at have genset den udtalte Dolan, at han fik lyst til at klippe 15 sekunder af hver scene.
Den transromantiske storfilm: ‘Laurence Anyways’ (2012)
Et godt stykke tid før ‘Transparent’ gav Dolan sit bud på, hvad det vil sige at være fanget i den forkerte krop. 30-årige Laurence springer ud som kvinde over for kæresten Fred (en sublim Suzanne Clément), der efter indledende kvaler støtter helhjertet op om beslutningen. I den to timer og 45 minutter lange epic kombinerer Dolan imponerende en jordnært realistisk stil med vilde og mindeværdigt poetiske scener.
Den Hitchcock-agtige homothriller: ‘Tom at the Farm’ (2013)
Det overraskede alle, da Dolan fulgte sine tre kulørte og viltre film op med en stram, afmålt thriller i ånden efter Hitchcock. En ung mand (Dolan) vender tilbage til sin afdøde elskers hjemstavn, hvor han opdager, at ingen kender til deres forhold. Det udvikler sig til et nervepirrende psykologisk spil med elskerens homofjendske bror. Igen udforsker Dolan en umulig had/kærlighedsrelation.
Xavier Dolan kort fortalt
Han er søn af den fransk-canadiske lærerinde Geneviéve Dolan og den egyptiskfødte sanger og skuespiller Manuel Tadros.
Han er også en prominent stemmeskuespiller i Canada, hvor han har dubbet Ron Weasley i ‘Harry Potter’-filmene på fransk. Så sent som i år lagde han stemme til Eddie Redmaynes Stephen Hawking i ‘The Theory of Everything’.
Han har ud over spillefilmene instrueret musikvideoen for Indochines ‘College Boy’ med det unge talent fra ‘Mommy’, Antoine-Olivier Pilon, i hovedrollen.
Adskillige af hans film har været udtaget til Cannes-festivalen. ‘Mommy’ var dog den første i hovedkonkurrencen, hvor det unge fransksprogede håb vandt Juryens Pris til deling med den gamle franske mester, Jean-Luc Godard.
Han ser primært sig selv som skuespiller og har som mål at være med i flere af andre instruktørers film. I år kan han således ses i ‘Elephant Song’ over for Catherine Keener og Carrie-Ann Moss.