’Our Kind of Traitor’: Fængslende spionspænding fra start til slut
Jeg havde mine bange anelser omkring ’Our Kind of Traitor’. Jeg er ikke den største krimi-fan, da jeg ofte finder genrens karakterer generiske og plottet mekanisk fremdrevet.
Samtidig er den instrueret af tv-instruktøren Susanna White, og jeg lugtede metervare på lang afstand. Men allerede fra det pirrende anslag blev min mistro gjort til skamme: En danser på sort baggrund, i slowmotion drejende omkring sig selv i luften med udstrakte lemmer. I fri bevægelse eller trukket i fra alle sider?
Vi er til ballet, hvor den russiske mafia forklædt i borgerskabets indiskrete charme holder hof. Det hele stinker langt væk af guld og dekadence. Den skruppelløse gangsterboss Prinsen (Grigoriy Dobrygin) overrækker ceremonielt et prægtigt arvestykke af en pistol til sin betroede medarbejder. Pistolen, som er filmens glimrende MacGuffin, er her judaskysset, der forsegler medarbejderen og hans families skæbne i den blodtilsølede russiske sne.
’Our Kind of Traitor’ overbeviser her fra start ved at være en særdeles filmisk fortælling, som formår at løfte John le Carrés nyere roman af samme navn ind i de levende billeders sfære.
Ewan McGregor spiller den lidt tøffeltheltede professor i poesi, Perry, med den succesfulde og seje advokathustru Gail (Naomie Harris), som vi møder på en ferie i Marrakech, hvor de forsøger at klinke skårene oven på en unævnt par-fadæse, som Perry er skyld i. Under en fin, men akavet restaurantmiddag møder de Stellan Skarsgård som den oligarkske charmetrold Dima.
Med en russisk bjørns favntag kaster han sin kærlighed på Perry. Den uimodståelige russer får lokket ham med til et orgie af en aften i Marrakech’ natteliv, og her afslører Dima, at han er Prinsens top-hvidvasker af blodpenge, og at han er viklet ind i en højkaliber mafia-intrige – med Dima i den gale ende af pistolmundingen.
Fra anslaget ved vi, at the Russians mean business. Og at Dima og hele hans familie – kvinder og børn – er på skideren. Dimas eneste bargain chip er en USB-nøgle med informationer om britiske toppolitikere og embedsmænd med fingrene langt nede i Prinsens korrumperede kagedåse. Dima får overtalt Perry til at tage informationerne med hjem til London og MI6, i håbet om at Dima og familie kan blive smuglet til London og langt væk fra Prinsens klør.
Selvfølgelig stopper historien ikke dér. Perry vikles ind i en historie, der spinder tråde fra det britiske parlament, over interne magtkampe i MI6 og til det spirende venskab mellem ham og den moralsk tvetydige Dima. Alt imens den russiske mafia napper dem i fodhaserne, og Perry og Gails beskyttertrang for Dimas hårdt trængte familie vokser. Sidst, men ikke mindst er det historien om Perry og Gails parforhold på forlisets rand og om Perry, der efter at have kvajet sig, nu får chancen for at redeeme sig selv i Gails øjne.
Efter at man har slugt præmissen om, at den lidt naive, men velmenende Perry uforvarende fanges i dette net af intriger, væves historiens forskellige tråde usømmeligt sammen. Filmens karakterer fremstår både som små brikker i et storpolitisk spil og som mennesker af kød og blod, der hver især drives af deres indre kampe (på nær den onde, russiske gangsterboss – han forbliver en ond, russisk gangsterboss.)
Skuespillerne formidler alle minus én (ond gangsterboss) deres karakterer med en fortættet, men ikke overspillet tilstedeværelse. Særligt faldt jeg for McGreggors i starten lettere kuede, men pludseligt opfarende tøffelhelt vækket til dåd. Jeg er ikke en stor McGregor-fan, men han forløser rollen uden at henfalde til klichéen og med sin egen stille pondus. Stellan skal også nævnes. Stellan er altid god.
Der bliver ikke affyret mange skud i filmen, men spændingen holdes, selv når der er stilhed og stilstand. Anthony Dod Mantle på kamera er som altid nærværende og rastløs, både panget og sfærisk.
Men selv et flot Dod Mantle-billede bliver kedeligt, hvis det ikke tjener en vedkommende historie (jeg kigger på dig, ’Slumdog Millionaire’). Og Susanna White formår virkelig at forløse kriminalgådens indviklede tråde i levende, åndende billeder. Hun viser elegant sans for detaljen, spændingsopbygningen og karakternes indre liv, så man bæres igennem både det triste, nervepirrende og morsomme.
Det klæder også filmen at være så investeret i aktuelle, væsentlige emner om storpolitiske konflikter med Rusland, penges blodige magt og spørgsmål om, hvem der egentligt bestemmer i international politik. Den når måske ikke helt Tomas Alfredsons højder fra hans kongeniale Le Carré-filmatisering ’Tinker Tailor Soldier Spy’, men den er bestemt en værdig arvtager. Og det kunne måske antyde en guldkombination, når ’Our Kinds of Traitor’ manusforfatter Hossein Amini og Alfredson teamer sammen på den kommende ’The Snowman’.
Kort sagt:
’Our Kind of Traitor’ styrer elegant uden om krimiens skabeloner og forlener sit miljø med intenst nærvær og sine karakterer med kød og blod. Storpolitiske intriger og den personlige historie komplimenterer hinanden og fængsler hele vejen igennem.