’Special Correspondents’: Ricky Gervais står bag historisk dårlig komedie
Hvis du tænker, at én stjerne betyder, at ’Special Correspondents’ er så dårlig, at du – måske med en let sadistisk og metarefleksiv skadefro – kan finde en slags nydelse i at se den (som kultklassikeren ’The Room’, kendt som verdens dårligste film), så hermed en advarsel:
Gør det ikke!
Ricky Gervais’ ’Special Correspondents’ befinder sig på den anden side af det kultringe, dér hvor man undervejs begynder at tælle. Grin: Ét – da jeg fandt ud af, at jeg kunne udløse et nyseanfald ved at stikke min kuglepen langt nok op i næsen. Kig på uret: Fem. Forfærdede ryst på hovedet: Mistede overblikket.
Der er ingen formildende omstændigheder i den gennemført stupide Netflix-original, der endda er en semi-racistisk (ecuadorianere sælger stoffer og er gangstere, hele bundtet) genindspilning af den franske ’Envoyés très spécieux’ fra 2009.
To radiomedarbejdere fra en radiostation i New York skal på en reportage-tur til Ecuador, hvor der er udbrudt borgerkrig. Den ene, journalisten Frank (spillet af en chanceløs, men stadig usjov Eric Bana), er sej. Det er hans eneste karaktertræk. Han drikker whisky om formiddagen og ryger cigar, når han befinder sig på en båd. Den anden, lydteknikeren Ian (Ricky Gervais), er kikset. Han læser tegneserier (hvilket åbenbart stadig er kikset, hvis man slår op i bogen ’De Værste Klichéer på Film’) og kaster op, når han befinder sig på en båd.
De kommer dog aldrig til Ecuador, fordi Ian er så dum at smide deres pas og billetter væk. Derfor vælger de den eneste logiske løsning: At fake deres tilstedeværelse i Ecuador fra et loftsværelse oven på en restaurant ejet af Ians sinkedumme mexicaner-venner (Raúl Castillo og America Ferrera) – sådan nogle er jo dumme?!
Filmen er forudsigelig i en uhørt grad. Hver punchline kan gættes, så snart der kommer et setup. Som da Ian spørger sine venner, om de altid kommer til tiden, fordi de bor ovenpå deres restaurant, svarer de: »Nej da, vi kommer altid for sent«.
Nærmest samtlige scener er for lange og tempoløse, flere endda uforståelige. Hvad der skal forestille at være en essentiel samtale mellem Vera Farmiga (der spiller Ians ekstremt usympatiske kone) og Kelly Macdonald (Ians egentlige love interest) er så dårligt skrevet og instrueret, at man glemmer, hvad scenen – og hele filmen – handler om.
Få mennesker har gennem tiden fået mig til at grine så dybfølt som Ricky Gervais. Men i de senere år har hans ry lidt et par alvorlige knæk, først med spillefilmdebuten ’En sand løgn’ og senest den overspillede tv-serie ’Derek’.
Hvad er der sket, Ricky? Og værst af alt: Skal vi begynde at frygte for ’The Office’-spinoff’en ’David Brent: Life on the Road’, der får premiere til sommer?
Kort sagt:
Den som oftest geniale britiske komiker Ricky Gervais, der både har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i ’Special Correspondents’, rammer så dybt et lavpunkt i sin karriere, at man frygter, at han er færdig. Filmen er dårligere end ’Dumb and Dumberer: When Harry Met Lloyd’ og ’Norbit’.