’Jytte – en dansk helt’
Instruktør: Morten Zachariassen. Spilletid: 14:59 min.
Flere af afgangsfilmene på Filmskolens animationslinje henter deres temaer fra den politiske dagsorden anno 2016, ikke mindst den kulturelle polarisering, der manifesterede sig, da flygtningestrømmene ramte Europa.
Som en jordbunden pendant til ’Rejsen fra Saturn’ vender ’Jytte’ satirisk blikket indad og spidder andedammens kolonihavementalitet. Der spilles grovkornet på alskens stereotyper, en Nosferatu-lignende nazi-gnavpot, en selvgod hippie og en blid gammel dame, der abonnerer lidt for ukritisk på mediernes frygtinducerende kampagner.
Hun tror i hvert fald, at flygtningen, der er rykket ind i hendes haveskur, er i færd med at fabrikere en bombe, og derfor allierer hun sig med Holger Danske i forsvaret for de danske værdier.
Det kolonihave-tillukkede mikrokosmos er indbydende serveret med mættede farver og et fængende soundtrack – overfladen, der skjuler hykleriet – men den grovkornede udstilling af danskheden a la DF og Støjberg savner finesse: Holger Danske som voldtægtsforbryder er ikke umorsom, men efter han har tvunget Jytte mod sit lem, voldtaget hende og halshugget en flygtning, føler man efterhånden, at satiren er lidt for ivrig.
’My Plastic Menagerie’
Instruktør: Touraj Haji Khosravi. Spilletid: 15:35.
’My Plastic Menagerie’ åbner som et avangardistisk sidestykke til ’Fantasia’, men ender som en helligt hævet pegefinger.
Der er ingen tvivl om, at Touraj Haji Khosravi udfolder talentet i den overlagt mekaniske animation, der bringer skitsetegninger sammen i en totalitær parallelverden. I sidste ende bliver stilen dog selvhævdende snarere end storladen, fordi tematiseringen af homoseksualitet i et samfund af hetero-normer er lige så nuanceret som kortfilmens markering af seksuelle præferencer: Sort-hvid for hetero-, lilla for homoseksuel.
Skurkene – et monstrøst insekt med et dusin Big Brother-øjne og en forkælet baby med herskertrang – er skrækindjagende, men sat over for de lilla helte bliver moralordenen så manikæisk, at billeddigtet kollapser som en prætentiøs stiløvelse.
’Dagny’
Instruktør: Peter Lopes Andersson. Spilletid: 14:39.
En atmosfærisk fantasyfabel, hvor den nordiske mytologi bruges som grobund for en allegorisk hudfletning af menneskets fremmedfrygt. Tordenguden Thor lover at rejse en mur om en landsbys grænser for at holde jætterne på afstand, men kun så længe beboerne sender alle deres æbler til himmels. Da den rebelske pige Dagny bespotter guderne og tager en bid af et æble, sænkes murene, og helvedet bryder løs – eller gør det?
Armbevægelserne er så heftige, at formatets rammer presses til bristepunktet, men filmen formår at kondensere den klassiske hjem-ude-hjem-struktur til et kvarters sammenhængende hele, ikke mindst takket være et virtuost stemningsskabende anslag. Her krydses nordiske guder, kæmperobotter og en gryende heltinde på flugt i et spraglet eventyr, hvis afsluttende twist udstiller menneskehedens hykleri.
Det er meget på kort tid og fungerer måske bedst som et oplæg til en spillefilm – men at det overhovedet fungerer er en bedrift i sig selv.
’Ztriwer’
Instruktør: Amalie Næsby. Spilletid: 10:16.
Som regel er det de tunge emner, der endevendes på verdens filmskoler, i ofte studentikose efterligninger af Trier, Tarkovskij og Bergman, så det er glædeligt, når en elev har held med en film om noget så infantilt som discodansende zebraer.
Til lyden af Per Vers’ tørt rytmiske rim udfoldes den opbyggelige fortælling om zebraen Søren, der pløjer hovene i savannen som dyrerigets discokonge, men går fra hyldet til hånet, da han mister sine striber – eller ztriwer – under en svømmetur.
Kun et lovlig klagende klaver mod slutningen skurrer i et smittende cool filmrim om venskab og forskellighed, krydret med smagløs 80’er-æstetik og Travolta-moves en masse. Den simple fortælling fryder, fordi Amalie Næsbys kærlighed til universet gennemsyrer alt fra karakterer til replikker, og så er ’Ztriwer’ noget så sjældent som morsom: Fra Per Vers’ nedtursblues, hvor himlen er en åben slus’, til finalens stortrippende unicorn-dans (… det skal nok ses).
’A Day With Dad’
Instruktør: Mads Guldborg Bøge. Spilletid: 11:58.
Lidt ligesom man fryder sig, når Ramsay Bolton får læsterlige prygl, håber man egentlig bare, at far torpederer søn med en atombombe i ’A Day with Dad’.
Idéen er, at det skal være rørende, når duoen begraver stridsøksen efter en drabelig arbejdsdag på atomfabrikken, men inden da har sønnike været så øretæveindbydende, at sympatien er forduftet med verdensfreden.
Faren tager sønnen med på fabrikken, da skolen har lukket, men inden længe har den hvinende møgunge sprængt hans arbejdsplads til sønderskudte ruiner – og selvsagt fået faren fyret. Og så bliver afkommet ellers sendt til himmels på ryggen af en atombombe med en brødebetynget forælder jagtende efter sig.
Det ’Dr. Strangelove’-citerende klimaks, der følger, er forrygende, men den underliggende fortælling om familiær forbrødring klasker sammen, fordi sønnen gøres til Satans’ afkom i jagten på visuelle gags. En skam, da animationen slet og ret er prangende.
’I familie’
Instruktør: Ida Andreasen. 15:14.
Det blanke skitsepapir er et fristed for sindets fabuleren, men puljens mest vedkommende film satser på intimiteten.
I en særegen hverdagsfabel om kærlighed og genetik kæmper en lille pige med en arvelig sygdom: Hendes hoved bliver stort og rødt, når hun bliver vred, akkurat som farens. I sit værksted er far ved at bygge et redskab til hende af den slags, han selv stavrer rundt med, så hun kan holde styr på hovedets størrelse, når temperamentet farver femøren rød.
Det er en arvelig akilleshæl, der er svært at forlige sig med, og det gør det ikke lettere, at pigens lillesøster er en adræt engel, som spreder idyl med sit blotte blik.
Ida Andreasen forener fantasi og forstadsrealisme i et universelt rørende familieportræt, hvor de animerede skabninger svømmer rundt i et rasende og alligevel håndgribeligt følelseshav. Den mudrede dialog kan dårligt tydes, men rummer alligevel en varme, som kun kærligheden kan mønstre, og den indgår som et naturligt greb i en fortælling, der synes håndplukket fra virkeligheden. Når trioen af far og døtre betragter stjernerne til slut, er det svært at fortrænge klumpen i halsen.