’Idol’: Inspirerende og sentimental film om virkeligt ’Arab Idol’-eventyr

4 6
’Idol’: Inspirerende og sentimental film om virkeligt ’Arab Idol’-eventyr

Historien om den 22-årige palæstinenser fra Gazastriben Mohammad Assaf, der trodsede alle odds og vandt ‘Arab Idol’ i 2013 efter at have krydset grænsen til Egypten med et falsk visum og sprunget over en mur for at komme til audition, er næsten for dramatisk til at være troværdig i en spillefilm. Men den skulle altså være god nok.

Som publikum til israelske Hany Abu-Assads biopic om Assaf må man træffe et valg: Man kan tage afstand til den melodramatiske, beundrende, forudsigelige og sentimentale ‘Slumdog Millionaire’-agtige musical. Eller man kan droppe sit kyniske overjeg og lade sig rive med af den ret utrolige, rørende og livsbekræftende historie om en ung mand, hvis stemme har indgydt håb hos en undertrykt nation.

Jeg valgte den sidste tilgang langt hen ad vejen – og først da talentshowet overtog historien til slut, kammede den sentimentale hyldestretorik over for mig.

Filmens første halvdel, der følger Mohammad som 10-årig (spillet af Qais Atallah), fungerer klart bedst. Sammen med sin søster, drengepigen Nour, og to venner forsøger han at danne et band. De energiske og optimistiske unge hustlere tjener penge til musikinstrumenter ved at sælge fisk på stranden (og ve dem, der glemmer at betale) og levere smuglerburgere fra den egyptiske ‘WacDonald’s’.

De øver sig ihærdigt og får efterhånden spillejobs til bryllupper. Men Nour bliver syg og efterlader Mohammad alene med sin drøm. Det er trist for både ham og os som tilskuere, da Nour, spillet af den superkarismatiske Hiba Atallah, er filmens langt mest interessante karakter. Mere ambitiøs, begavet og stålsat end sin bror er det hende, der får tingene til at ske og sparker Mohammad til at blive ved med at synge.

»Vi bliver stjerner og ændrer verden!«, får hun ham til at råbe i natten efter et nederlag. Selv kæmper hun med kulturelle kønsstereotyper, da mange ser det som upassende for en pige at spille musik.

Nours stærke karakter giver anden halvdel følelsesmæssig resonans og troværdighed – Mohammad (som voksen spillet af Tawfeek Barhom, der ikke er nær så flot og charmerende som den virkelige Assaf) følger sangdrømmen for hendes skyld.

Vi hepper på sidelinjen, mens han forsøger at snige sig ud af Gaza og genfinder troen på sig selv. Men vi ved også, hvor historien bærer hen, og i forhold til prologen giver sekvensen os ikke lang nok tid til at følge Mohammads følelsesmæssige rejse.

Filmen bliver mere interesseret i Mohammad som symbol for det palæstinensiske folk end ham som person. Rent fysisk glider han også mere og mere ud af historien, da filmen, muligvis for at skjule hans mimen, fokuserer på reaktioner fra dommere og publikum – og ender med et billede af den virkelige Mohammad Assad på scenen.

’Idol’ behandler aldrig konflikten i Gazastriben direkte, men den smadrede by med spor af blod og eksplosioner fungerer som en både smuk og tragisk kulisse. I en stærk scene sidder en desillusioneret Mohammad i sin bil, da han får øje på en gruppe unge mennesker i mærkeligt uniformlignende tøj, der springer rundt på ruinerne. Er de på flugt? Er de militærfolk?

Næ, de er såmænd ved at øve parkour. Livet går videre, og drømmene består.


 

Kort sagt:
‘Idol’ er en lidt sentimental, men også inspirerende feel good-biopic om Mohammad Assaf fra Gazastriben, der trodsede sine dårlige odds og vandt Arab Idol i 2013. Filmens sejeste helt er dog Mohammads stålsatte søster Nour, der stjæler billedet i filmens medrivende første halvdel om søskendeparrets strabadser for at starte et band som børn, der får anden halvdels talentshow til at blegne.

Spillefilm. Instruktion: Hany Abu-Assad. Medvirkende: Tawfeek Barhom, Qais Atallah, Hiba Atallah. Spilletid: 100 min.. Premiere: Den 30. juni
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af