‘Jason Bourne’: Matt Damon vender tilbage som superagent i forglemmeligt antiklimaks
Billedet af en genfødt Jason Bourne, der i slutningen af ’The Bourne Ultimatum’ flyder livløs rundt i en af Manhattans floder, var den perfekte afrunding på årtusindets bedste agenttriologi. Siden filmens premiere i 2007 har filmens instruktør Paul Greengrass, den Oscar-vindende klipper Christopher Rouse og hovedrolleindehaver Matt Damon jævnligt talt om at vende tilbage til universet. Betingelserne blev hurtigt slået fast. Hvis de skulle gøre det, så skulle de gøre det sammen, og det skulle først være, når de følte, at de igen havde noget relevant at fortælle. Det er dog umiddelbart ikke så indlysende hvilken god idé, der har fået de tre herrer til at undfange ’Jason Bourne’, for den er omtrent lige så forglemmelig som filmseriens uønskede halvbror ’The Bourne Legacy’.
Den første ’Bourne’-trilogi var forud for sin tid, både hvad angår den ofte kopierede håndholdte æstetik, men så sandelig også på indholdsfronten, hvor avanceret it-teknologi og overvågning blev introduceret som spionernes nye ven og fjende nummer 1. Det var, før virkeligheden begyndte at overgå fantasien, og verden for alvor blev introduceret til cyber-krigsførelse og whistleblower-afsløringer.
Efter Edward Snowden har flere blockbuster-film leget med pointer om antipatriotiske hackere og statslig overvågning. Det har klædt actionbaskerne at tage afsæt i aktuelle problemstillinger, imens diverse skurke har ventet på at få røvfuld af James Bond, Captain America og Ethan Hunt. Det er dog skuffende, at en progressiv filmserie som Bourne med visionære Paul Greengrass ved roret tyr til samme opskrift.
»I remember everything«, sagde Jason Bourne ellers i ’The Bourne Ultimatum’, men da Bournes tidligere veninde Nicky Parsons (Julia Stiles) hacker sig ind i CIA’s servere, finder hun alligevel ny information om agentens fortid. Jagten på hemmelighederne tvinger Jason Bourne ud af en pensionstilværelse, der ifølge seriens tidslinje har varet i 12 år.
I mellemtiden har Bourne gemt sig fra omverdenen og levet af at tæve fyre med de bare næver på grænsen mellem Grækenland og Albanien. Den ensomme tilværelse har åbenbart gjort vores hovedperson rimelig tavs. Matt Damon har sammenlagt 25 replikker, og det er ærgerligt, for Damon får ikke lov til at stille repertoiret til skue. Bourne har aldrig kæftet op eller talt med sig selv, som Matt Damon gør det i ’The Martian’, men han har før glimret i verbale dueller med et par demoraliserede jakkesætdrenge over telefonen.
Fjenden har dog ikke ændret sig. Bourne bliver nok engang jagtet både i gaderne og fra bag skrivebordet. Tommy Lee Jones er som CIA-direktøren Robert Dewey ikke fjern fra tidligere films korrupte karrierekanoner, og Vincent Cassel er lige så koldblodig som de øvrige livsfarlige lejemordere, som Jason Bourne tidligere har taget sig af.
Heldigvis træder troværdige Alicia Vikander til som CIA’s intelligente computergeni Heather Lee, der minder om tidligere ‘Bourne’-karakterer, fordi hun svinger frem og tilbage i forhold til at hjælpe og jagte vores hovedfigur. Hun ender dog som filmens mest interessante karakter, fordi hun som den eneste gennemgår en reel udvikling.
Athen, Berlin, London og Las Vegas udgør rammerne for filmens fire dramatiske slag, hvor Jason Bourne skiftevis er mus og kat i et højintenst skakspil. Om det er motorcykel, bil eller gåben, så burde Paul Greengrass have skåret ned på filmens transportscener, for alt for ofte går Jason Bourne fra a til b, mens pulserende musik og tempofyldt klipning fortæller publikum, at der snart må ske noget.
Når filmen så endelig slipper tøjlerne og byder på mavepustere og kæberystere en masse, orkestrerer Greengrass dog løjerne med vanlig nerve og intensitet. I en af filmens første scener flygter Jason Bourne fra en røvfuld agenter i Athens brændende gader, og her gør den brutale nærkampkoreografi og Barry Ackroyds nervepirrende kamerature, at publikum blæses bagover som i de bedste scener fra ’The Bourne Supremacy’ og ’The Bourne Ultimatum’.
Den langtrukne og farverige slutning i Las Vegas er til gengæld meget langt fra den grynede realisme og intensitet, der var med til at løfte de tidlige Bourne-film over metervaren. Man efterlades med ønsket om, at Greengrass og Damon havde ladet ‘The Bourne Ultimatum’ stå som det definitive punktum.
Kort sagt:
Igennem det sidste årti har er Bourne-trilogiens tilgang til action og spænding blevet lystigt kopieret, og måske er det derfor, at ’Jason Bourne’ trods veleksekverede scener blot føles som endnu en agentfilm i rækken.