’Captain Fantastic’: Viggo Mortensen har aldrig været bedre i hjertevarm film om alternativ børneopdragelse
Hvem drømmer ikke indimellem om at trække stikket, hoppe ud af hamsterhjulet, lukke ned for iPhonens evige informationsstrøm, trække eventuelle børn ud af folkeskolens testtyranni og flytte laaaangt ud i skoven? Hvor der er ro til fordybelse, nærvær og ægte værdier, og man kan mærke sin krop og få kontakt med sit indre urmenneske.
For Ben (Viggo Mortensen) og Leslie (Trin Miller) bliver den ultimative simple living-trang ikke ved fantasien. De har taget et radikalt valg og vendt det kommercielle og overfladiske samfund ryggen ved at opfostre deres seks børn i alderen 6 til 18 langt fra civilisationen, dybt inde i en skov i det nordvestlige USA.
Her går børnene ikke i skole, men bliver ”trænet” til at blive ”ekstraordinære voksne”, der er i stand til at nedlægge en hjort og klatre i bjerge såvel som at spille guitar og analysere ’Middlemarch’.
Mødet med civilisationen
Ved filmens åbning er der dog skår i den særegne familieidyl, da børnenes mor er indlagt med depression på et hospital i New Mexico i nærheden af sine forældre, og Ben får snart nyheden om, at hun har begået selvmord. Leslies forældre (Ann Dowd og Frank Langhella) bebrejder Ben deres datters sygdom og fordømmer familiens livsstil og opdragelsesmetoder.
De arrangerer mod Leslies ønske en kristen begravelse, som den aggressive svigerfar gør klart, at Ben bestemt ikke er velkommen til. Men børnenes behov for at sige farvel til deres mor får ham til at hive dem alle ombord i en gammel skolebus og køre tværs gennem landet til New Mexico.
Mødet med civilisationen giver anledning til mange sjove ’fish out of water’-episoder – som da ældstesønnen, Bo, kysser en pige første gang og straks frier til hende. I en anden herlig scene lærer han børnene at ”befri maden” i et supermarked, ligesom deres fejring af ’Noam Chomsky Day’ er ret festlig.
Ben er en venstreorienteret hippie, men han er også en mand med ideer og politiske holdninger, som han ikke bare giver videre til sine børn, men opfordrer dem til at tage kritisk stilling til.
Da den oprørske midtersøn, Rellian, hidsigt klager over, at de ikke fejrer jul, beder Ben ham om at fremføre sine argumenter over for gruppen.
Trænet til ingenting
Det interessante (her ville Ben stoppe mig – ”interessant” er et tomt ikke-ord) ved filmen er diskussionen om børneopdragelse og læring. Da familien besøger Bens søster (Kathryn Hahn) griner hendes teenagesønner af deres fætre og kusiners uvidenhed over for computerspil og teknik. Men kommer til kort, da Ben for at illustrere en pointe over for sin kritiske søster, beder dem gengive forfatningen. 7-årige Zaja kan ikke bare recitere den, men ”fortælle med sine egne ord”, hvad det betyder.
Der er ingen tvivl om, at Ben er en fantastisk – om end lidt ekstremistisk – lærer, og børnene usædvanligt kompetente. Men i mødet med civilisationen går det op for Ben, at det måske ikke vejer op for den socialisering, han har frarøvet dem. ”You trained us for nothing!” råber Bo i raseri over sine manglende sociale færdigheder, og han har delvist ret.
Viggo Mortensen er bedre end nogensinde som titlens fantastiske far, der både er en rå og maskulin kriger, benhård disciplinær, blød og kærlig bamsefar, og idealistisk filosof. Hans voksende tvivl på hele sit livsgrundlag og ideologi er hjerteskærende at overvære.
Han bliver bakket stærkt op af de seks karismatiske børneskuespillere, der spiller fantastisk sammen og virkelig føles som en familie, man har lyst til at være del af. Trods sit tragiske udgangspunkt er filmen i den grad en feel-good-film, der frembringer en lind strøm af grin, tårer og hjertevarme.
Nogle steder er den lovlig indie-quirky med en overdosis af akustisk guitar på soundtracket. Men filmens tragiske undertone og tankevækkende filosofisk-intellektuelle præmis forhindrer nuttetheden i at kamme over.
Kort sagt:
Viggo Mortensen er bedre end nogensinde som den både idealistiske og benhårde bamsefar, der kommer i tvivl om sine opdragelsesmetoder, da moren til hans seks børn begår selvmord. Filmen tager en relevant diskussion om, hvordan man kan opdrage sine børn til at have andre værdier end kommercialisme, forbrug og intellektuelt dovenskab – og om det er vigtigere end sociale færdigheder. Trods de tunge emner er der feel-good og skæv humor for alle pengene.