At gætte på de nominerede til næste års Oscar for bedste film svarer lidt til at forudsige vejret i en vilkårlig uge et halvt år i forvejen. Jo, man kan da kigge på, hvordan vejret plejer at arte sig i pågældende uge år for år, men i virkeligheden beskæftiger man sig med det rene gætteri.
Sandsynligheden taler ensidigt for, at den kommende vinderfilm endnu ikke er blevet vist – hverken for branche eller publikum – her medio august. Som regel vil den dog dukke op som trold af en æske på en af efterårsfestivalerne: Toronto, Telluride, Venedig, eller måske New York.
Men lad os hoppe ud i det suspekte gætteri. Her er 10 film med bedre chancer end så mange andre (så har vi ikke sagt for meget!) for at hive en af de eftertragtede ’bedste film’-nomineringer i land. Så ved du også, hvilke film du skal sørge for at fange, når de går i biografen.
2016-sæsonen – hvis vi skal følge Oscarakademiets egen terminologi: nomineringsfeltet til Oscarfesten i 2017 repræsenterer jo det foregående filmår, altså 2016 – har en overraskende lav kvotient af tunge forhåndsfavoritter eller målrettede prestigefilm, der har som åbenlys ambition at spille en stor rolle i Oscarsammenhæng.
10. The Ligt Between the Oceans
Her har vi at gøre med en lille finte. Det er nemlig ikke tilfældigt, at jeg har placeret Derek Cianfrances (’Blue Valentine’) længe ventede film på en tiendeplads, samme placering indtog den nemlig sidste år, da jeg på ca. samme tidlige tidspunkt i sæsonen skulle komme med mine 2015-bud.
Cianfrances film endte med at blive udskudt på dengang ubestemt tid, og det kan både være et godt og et skidt tegn. Jeg vurderer, at det primært er et godt tegn, eftersom producenterne udmærket var klar over, at filmens hovedrollestjerner, Michael Fassbender og Alicia Vikander, var hotte Oscar properties for andre film i sidste sæson, henholdsvis ’Steve Jobs’ og ’The Danish Girl’. Ergo var der – fra et Awards Season-perspektiv – god fornuft i at vente med at smide sine esser førend førnævnte stjerner kan føre kampagne for fuld gas.
Det skader næppe i den forbindelse, at Fassbender og Vikander blev kærester under indspilningen af filmen, der handler om et par, der en dag fisker en baby op fra en lille båd ud for kysten, hvor de bor, og beslutter sig for at tage sig af den (babyen, ikke båden!). De har bare ikke lige kalkuleret med Rachel Weisz’ (barnets mor) indblanding…
Nå, men forestil dig lige, hvor meget Hollywoods nye power couple, Vikander og Fassbender (’Vik-bender’? ’Fass-ander’?) kan charmere medierne og branchen, hvis de giver den fuld skrald på kampagnefronten!
Filmen er sat til premiere i de amerikanske biografer allerede i september (med simultan danmarkspremiere under titlen ’Lyset i havet’), hvilket ikke er et optimalt tidspunkt, men kalkulen må være, at filmen som en forholdsvis billig indie-produktion skal oparbejde momentum i kraft af ’word of mouth’ ude ved billetlugerne frem for ved fx en storstilet december-premiere, hvor den risikerer at drukne i konkurrence med tungere og dyrere produktioner.
9. Manchester By Sea
Kenneth Lonergan, kultinstruktøren bag mageløse film som ’You Can Count on Me’ og ’Margaret’, arbejder ikke i nær samme tempo som Jeff Nichols, men ellers kan deres Awards Season-historier godt sammenlignes. Det er dygtige og strengt seriøse filmskabere, som det alene på grund af deres fornemme evner, kan vise sig svære at overse i årets kapløb.
Lonergans nye projekt havde lig ’The Birth of a Nation’ premiere på årets Sundance-festival, hvor den fik en meget positiv modtagelse (filmen har en aktuel metacritic-score på 91). Den køres nu i stilling som Oscarkandidat med november-premiere i udvalgte biografer og landsdækkende amerikansk premiere i løbet af december. Det ligner en klassisk Oscarstrategi for en mindre titel, der har brug for at opbygge en god portion ’word of mouth’ for at blive en tilpas stor biografsucces til for alvor at kunne komme i betragtning.
Filmen, der handler om en ung mand, der vender tilbage til sin barndomsby for at tage sig af sin afdøde storebrors søn og her uundgåeligt vil komme til at støde ind i sin ekskone, byder efter sigende på Oscarværdige præstationer fra Casey Affleck og Michelle Williams.
Det kunne meget vel være årets bud på ’the little movie that could’, Oscarekspertjargon for den ene (eller to) nominerede film, der, på trods af et lavt budget og et beskedent publikum, klarer skærene og bliver inviteret med ind i Oscarvarmen som et tegn på, at Hollywood gerne vil vise sin generøsitet over for uafhængige film med noget på hjerte.
8. Sully
Der er dem, der på lettere ondsindet vis mener, at Clint Eastwood med sine seneste mindre vellykkede produktioner og ved sin generelle offentlige optræden, fremstår ikke bare pensionsmoden, men smådement. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over Clintens fysiske og mentale sundhed, men vil dog gerne medgive, at det er et sats at nævne ’Sully’ som Oscarkandidat med tanke på svipsere som ’Invictus’, ’J Edgar’ og ’Hereafter’.
Filmens meget tidlige amerikanske premieretidspunkt – 9. september – (den får premiere herhjemme dagen før under titlen ’Miraklet på Hudsonfloden’) kunne antyde, at Warners ikke helt tror på den som Oscarmateriale, men omvendt: Strategien må være, at hvis man kan skabe et fornuftigt biografhit ud af filmen om pilothelten Chesley Sullenberger, så vil den skabe så stærkt et momentum, at den måske kan sikre sig en nominering på ’lang afstand’.
Og det der med publikumshit: Eastwood gav i den grad svar på tiltale i forhold til sin evne til at skabe biografhits, da ’American Sniper’ satte billetlugerne i brand for et par år siden. Hvis Eastwood kan ramme noget af den samme patriotiske nerve med ’Sully’, er det langt fra sikkert, at man kan afskrive ham og filmen på forhånd. I begge film er der tale om en plaget amerikansk helt, der må kæmpe med sine indre dæmoner. Det skader i den forbindelse ikke, at det er selveste Tom Hanks, der spiller titelrollen, eller at han er bakket op af gode kræfter som Aaron Eckhart og Laura Linney.
7. The Founder
To mænd, som er sultne efter Oscarhæder, er drivkræfterne bag ’The Founder’, filmen om forretningsmanden Ray Kroc, der i 1961 opkøbte McDonald’s-koncernen for en sjat penge og gjorde den til en global milliardforretning.
Der er dels Michael Keaton, der efter at have spillet hovedroller i begge de sidste to års Oscarvindere for bedste film, ’Birdman’ og ’Spotlight’, nok er tændt på at præstere et hattrick, men måske i endnu højere grad endelig at vinde den hovedrolle-Oscar, han synes at stræbe benhårdt efter. Rollen som Kroc ligner endnu en oplagt mulighed.
Den anden er Harvey Weinstein, Oscarmaestro par excellence, der ikke har haft helt det samme held med sine kampagner de seneste år, og derfor formentlig vil sætte alt ind på at køre ’The Founder’ i stilling.
Castet består udover Keaton af kræfter som Laura Dern (oplagt som nomineret i birollekategorien) og Patrick Wilson, så det største spørgsmålstegn knytter sig til instruktørvalget: Det er John Lee Hancock, manden bag bl.a. ’The Blind Side’ og ’Saving Mr. Banks’, der er blevet valgt til hvervet, og det lægger måske en dæmper på de fleste cineasters forventningsmættede glæde: Hancock er en meat-and-potatoes-kind-of-guy, hvilket omvendt kunne vise sig at være vejen frem for en film om netop et burgerimperium (!).
Man kan dog ikke undgå at spørge sig selv, hvad fx en Paul Thomas Anderson kunne have fået ud af filmens præmis og dens stærke cast.
6. Loving
Jeff Nichols er et af de helt store navne inden for den uafhængige film i USA, og efter at have gjort sig særdeles fordelagtigt bemærket med film som ’Take Shelter’ og ’Mud’, er der mange iagttagere, der tror, at Oscar endelig er klar til at tage notits af ham.
Det skyldes Nichols’ egen støt stigende status, men også det faktum, at ’Loving’ på papiret har en historie, der er mere Oscaregnet end Nichols’ tidligere film med dens historiske fokus på en hvid mand og en sort kvinde, der fængsles i 1950ernes Virginia, fordi de har den frækhed at indgå ægteskab. Det emne skal der nok være Oscarstemmer i.
Spørgsmålet er om filmens modtagelse i Cannes, hvor den deltog i konkurrence (uden at vinde nogen priser), var helt ekstatisk nok til, at den også kritikermæssigt kan gøre sig gældende i forreste række? Hvis man ser på filmens nuværende metacritic-score (baseret på amerikanske og engelske publikationers anmeldelse af den efter fremvisningen i Cannes), står det ikke klokkeklart, at den er klar til at erobre Awards Season-dagsordenen: Den har en forholdsvis beskeden score på 71 ud af 100.
Ruth Negga og, i lidt mindre grad, Joel Edgerton, har fået fornem omtale for deres hovedrollepræstationer som ægteparret Loving, så forvent under alle omstændigheder at se dem i spil i kampen om hovedrollenomineringer.
5. La La Land
Det kan godt være, at der er tale om (en form for) musical – en genre, der har haft det svært i Oscarsammenhæng i nyere tid – men der er også tale om Damien Chazelles første film siden IMDb-kæledæggen og den tredobbelte Oscarvinder ’Whiplash’. Chazelles nye film, som han også selv har skrevet, vil med statsgaranti blive modtaget med stor forhåndsinteresse og en hel del velvilje af alle relevante branchefolk, når den luftes som åbningsfilm på årets Venedig filmfestival.
Hvis hverken genremærkat eller instruktørnavn kan få dig helt op at ringe, så smag lige lidt på castet: Ryan Gosling, Emma Stone, Rosemarie DeWitt og, ikke at forglemme, JK Simmons, der vandt en Oscar for sin (store) birolle som musiklæreren fra helvede i ’Whiplash’.
Det skal blive vældigt spændende at se, hvad Chazelle byder ind med, men det er ikke svært at forestille sig, at den krydsklippende bravur fra ’Whiplash’, hvor musik og billeder spillede så energisk sammen, vil blive overført til den nye films musicalislæt, der – til puristers ærgrelse – på film er ’degenereret’ til hurtige klips a la ’Chicago’ frem for udfoldet koreografi a la Busby-Berkeley!
Gosling og Stone var også rent ud bedårende i ’Crazy Stupid Love’, så det bliver desuden spændende at se, om de kan genfinde kemien i ’La La Land’.
4. Fences
Denzel Washington mangler endnu at sætte et markant aftryk som filmskaber – han har instrueret de to forglemmelige ’The Great Debaters’ (2007) og Antwone Fisher’ (2002) samt et afsnit af ’Greys hvide verden’ (!) – men materialet han har at arbejde med i denne ombæring har til gengæld al den ønskede Oscar-pedigree. ’Fences’ er ikke alene baseret på et fejret teaterstykke (billedet), det er også adapteret til film af ingen ringere end Tony Kushner, manden der skrev ’Lincoln’ til Spielberg og – ikke mindst – skrev et af de mest feterede stykker amerikansk populærkultur i de sidste godt 30 år, den sindssygt ambitiøse teaterforestilling, ’Angels in America’.
Washington spiller selv hovedrollen som den tidligere baseballspiller, der i sit senere liv må nøjes med at tjene til føden som skraldemand. Viola Davis spiller hans kone.
Kombinationen Washington/Davis/Kushner (plus Scott Rudin som producer!) lugter af Oscar, men filmens primære hurdle synes at være, at stjernen selv har taget sæde i instruktørstolen. Har han, hvad der skal til for at skabe en stor film?
Hvis modtagelsen er positiv, vil Denzels engagement helt sikkert ikke være en ulempe. Han har national treasure-status og skal nok forstå at charmere sig gennem Awards Season med bredt smil, værdighed og stor seriøsitet.
3. Billy Lynn’s Long Halftime Walk
Man bør aldrig afskrive den dobbelte Oscarvindende instruktør Ang Lee, når det kommer til Awards Season. Lee er lidt af en Akademi-kæledægge og tilmed en fornem repræsentant for asiatisk film, når nu amerikanere med asiatisk baggrund har så notorisk vanskeligt ved at hævde sig i Hollywood.
Filmen med den vanskelige titel (om det er problematisk eller ej, kan være svært at vurdere) er baseret på den prisvindende bog af samme navn, der fortæller en historie om en gruppe amerikanske soldater, der vender hjem fra Irak som helte efter en særlig farlig, veludført mission. De bliver bl.a. inviteret til en Dallas Cowboys-kamp, hvor de skal hyldes foran en tusindtallig skare. Eneste problem: De skal tilbage i kamp.
Hvordan tackler en flok fejrede unge mænd den barske besked – og hvordan reagerer medierne og offentligheden?
Den ukendte Joe Alwyn spiller rollen som titelfiguren, og meget afhænger således af om han kan bære filmen på sine unge skuldre. Man må dog sige, at han er godt dækket ind af et ret imponerende – foruden alsidigt – stjernecast bestående af bl.a. Steve Martin, Vin Diesel, Kristen Stewart, Garrett Hedlund, Chris Tucker og Tim Blake Nelson.
Spørgsmålet er, om Lee er den bedste mand til at indfange og formidle en historie, der fordrer et indgående kendskab til det amerikanske samfund, og ikke mindst, samspillet mellem politik, medier og offentlighed.
Well, Lee er kendt som lidt af en kamæleon, når det kommer til at ramme vidt forskellige stil- og tonelejer, så mon ikke også han nailer Ben Fountains roman? Som sagt: Man skal aldrig undervurdere Ang Lee!
2. The Birth of a Nation
Nate Parker har både produceret, været medforfatter på, instrueret og spiller den altdominerende hovedrolle som den sorte frihedskæmper Nat Turner, der i 1830ernes Virginia starter et oprør mod hvide slaveejere.
Fra filmens provokerende titel – den snupper sin titel fra et tvivlsomt, for ikke at sige betændt, historisk forlæg: D. W. Griffiths Ku Klux Klan-hyldest fra 1915 – til den opflammende billedside, er der dømt massekunst med politiske over- og undertoner.
’The Birth of a Nation’ fik en fantastisk modtagelse ved dette års Sundance-festival, og hvis Fox Searchlight spiller sine kort dygtigt, kan filmen meget vel gentage den Oscarformel og –succes, som kom ’12 Years a Slave’ til gode for et par sæsoner siden.
Der er dog knaster, der skal fjernes på vejen mod en eventuel triumf: Dels var ikke alle kritikere lige vilde med den branchefeterede films ret bombastiske billedstil, og dels kan man stille spørgsmålstegn ved om sorte aktivisters målrettede angreb på politibetjente i Dallas og Baton Rouge kan være med til at gøde stemningen for en form for backlash. Selvfølgelig vil Akademiet gerne lægge sidste års #OscarsSoWhite-fadæse bag sig, men er man parat til at slutte op om en film, der portrætterer voldelig modstand mod hvide magthavere?
Under alle omstændigheder synes Nate Parkers personlige succes svær at stoppe: Han står med gode chancer for selv at snuppe fire nomineringer: som forfatter, producer, instruktør og hovedrolleskuespiller (!).
1. Silence
En af de eneste på papiret oplagte Oscarbaskere er Martin Scorseses passionsprojekt om to jesuitpræster – spillet af Andrew Garfield og Adam Driver – der i det 17. århundrede tager til Japan med et todelt sigte: at missionere og at finde deres forsvundne mentor – spillet af Liam Neeson.
Scorsese har arbejdet på at realisere filmen i mere end 20 år, og nu skulle den altså endelig ramme det hvide lærred efter en tilblivelsesproces, der har budt på omtrent lige så mange trængsler – herunder ulykker og dødsfald – som dem forlæggets tre hovedpersoner bliver udsat for.
Liam Neeson ligner en stærk kandidat til en Oscar for bedste mandlige birolle efter i mange år at have givet den primært som enstrenget actionhelt, men mon ikke også Driver eller Garfield gør stærkt indtryk i hovedrollekategorien? I det hele taget lugter det af prestigedrama af fineste støbning, og mon ikke mange akademimedlemmer vil sidde med den fornemmelse, at det måske er sidste gang, de får chancen for at honorere gode, gamle (74-årige) Marty?