‘Hermelinen’: Sidse Babett Knudsen stråler i glansløst retssalsdrama
»Det er jo en teaterforestilling!« udbryder en frustreret nævning, mens hun og resten af juryen skal finde frem til en dom i retssagen, de har fulgt i ugevis. For maskeraderne, de skjulte hensigter og vildledende forklaringer, der udgør det show, vi kalder retssalsdramaet, er på den ene side en pestilens for at finde sandheden i sagen om en ung mand, der er tiltalt for at have sparket sin syv måneder gamle datter ihjel.
På den anden side er selvsamme skavanker umiskendeligt godt stof til de dramatiske fortællinger. Instruktør Christian Vincent prøver, som så mange andre før ham, at udleve det potentiale i sin film ’Hermelinen’, der kombinerer retssalens særegne procedure og sprog med kærlighedens uransalige veje – og det i selskab med en helt bestemt kvinde.
For ’Hermelinen’ markerer endnu en international erobring på vejen for ’Borgen’-bossen Sidse Babett Knudsen, der tog et fermt skridt mod verdenskarrieren med ’The Duke of Burgundy’, og som har HBO’s dramasatsning og prestigeprojekt ’Westworld’ i vente. Hun vandt den franske Oscar César for sin birolle i ’Hermelinen’, og hendes mandlige modpart Fabrice Luchini hamstrede selv en hovedrollepris i Venedig sammen med en pris til manuskriptet.
Med så fornem hæder kunne man nærmest forvente, at Knudsens første film på fransk jord præsterede et solidt, velspillet drama. Det er dog kun en delvis sandhed, for skuespillet er det eneste Vincents film om kriminaldommeren Xavier Racines evner at føre til dørs.
Racine er kriminalretsdommer iført hermelin og en af de mest berygtede af slagsen med en smag for strafudmålinger, der minimum har to cifre. Men denne lovens mand er under de røde klæder en ensom, næsten skilt og influenzaramt herre, hvis eneste lyspunkt er den dansk-franske Ditte Lorensen-Coteret (Knudsen), der en dag sidder som nævning i hans retssag og vækker minder om deres møde for nogle år tilbage.
Foreningen af historien om retssagen og den spirende kærlighedsfortælling mellem en livstræt dommer og en opkvikkende narkoselæge er dog mildest talt ubalanceret. Det minder om Sidney Lumets mesterlige ’12 Angry Men’, der har fået et drys af upåkrævet, underspillet romance, der hovedsageligt består af halvpatetiske kærlighedserklæringer fra Racine og afvisninger fra Ditte. Sammenlagt har deres kærlighedshistorie fået lov at reservere fem eller seks scener af filmens 98 minutter, mens resten handler om en mordsag, der er sælsomt uengagerende.
Det drama, Vincent angiveligt forelskede sig, er kort sagt svær at spotte, og det får filmens moralske formaninger om systemets sandhedsjagt til at klinge hult. Selvsamme drama og passion skal man lede længe efter mellem Ditte og Racine, hvis tråde til fortiden aldrig bliver samlet ordentligt op. I stedet bliver Racines besøg hos ekskonen en mærkværdigt meningsløs sag, mens det første visuelle møde med Dittes job som narkoselæge blot understreger, hvad hun allerede selv har fortalt om sin kærlighed for patienterne. Og at Ditte er dansk virker mere som en undskyldning for accenten, frem for sigende om hendes person.
At Racine og Ditte alligevel bliver fine karakterer skyldes Luchinis både knotne, introverte, romantiske og ironisk smilende portræt af dommeren, mens Sidse Babett Knudsens særligt fine spil og tiltrækningskræft endnu engang fremstår indiskutabelt. Det er forståeligt, at verden har forelsket sig i hende – og forhåbentlig bliver ved med det.
Kort sagt
Al hæder til Luchini og Knudsens fine skuespilpræstationer, der dog bogstaveligt talt bliver tabt i ’Hermelinen’s spændingsløse, gængse retssalsdrama, der underkender sin egen kærlighedsfortælling i jagten på moralske budskaber.