I aften kan du ved selvsyn opleve den kunstneriske genfødsel, Colin Farrell i al ubemærkethed er ved at gennemgå. Det sker til Soundvenue Forpremiere (se billetlink herunder), hvor det for første gang blive evident, at Colin Farrell inden for få år kan vinde en Oscar.
Colin Farrells genfødsel er ikke set lignende siden Matthew McConaughey lancerede The McConaissance og genopstod fra lover boy i romantiske komedie til respekteret A-lister og Oscar-vinder for bedste mandlige hovedrolle for ’Dallas Buyers Club’ (2013). Indtil for få år siden var Colin Farrell en karismatisk, men endimensionel irer, der ofte spillede antiautoritære og gadesmarte figurer i film som ’S.W.A.T.’, ’The Recruit’ og ’Phone Booth’. Men nu sker der noget. På samme måde som Matthew McConaughey er Farrell ved at genopfinde sig selv som seriøs skuespiller, der arbejder sammen med nogle af verdens store kunstneriske filmskabere – og som sagtens kan ende med skulle holde takketale til en af de kommende års Oscar-uddelinger. Vi bringer fem beviser på, hvorfor vi tror, at dét kommer til ske.
Køb billet HER.
Soundvenue Forpremiere
Grand Teatret
23. august 21.30
Minority Report (2002) – Danny Witwer
Selvom det er en birolle, Colin Farrell spiller her, viser den et vigtigt aspekt af hans skuespil. Han spiller en agent fra Justitsministeriet, der har til opgave at overse det forbrydelsesforbyggende projekt, hvor tre orakler kan forudsige forbrydelser, som John Anderton (Tom Cruise) tror så meget på. Danny Witwer er mere skeptisk, og bulderbassen Colin Farrell formår at spille en tilbageholdende teknokrat og autoritetsfigur, der måske, måske, så har en hemmelig dagsorden, så overbevisende, at han formår at holde Tom Cruise i skak. Hans præstation som Danny Witwer er både mistroisk og myndig uden at være klichefuld.
‘Alexander’ (2004) – Alexander den store
Okay, det er en temmelig elendig film, sovset ind i Oliver Stones værste filmiske manerer med overbudsæstetik, der absolut intet bidrager med til historien eller karaktererne. Stones instruktion skæmmer også Farrells spil, men det er ikke hans skyld, at vi skal tro på, at dengang 29-årige Angelina Jolie var 28-årige Farrells mor. Han viser her ansatser til den mand, der er macho på overfladen, fordi omgivelserne kræver det af ham, men som er kastreret og såret nedenunder – uden mulighed for at kunne vise det. Det er den karakter, han siden har forfinet og facetteret og nu danner baggrund for hans comeback.
Her i ’Alexander’, der handler om den legendariske krigsherre Alexander den store, som indlemmede store dele af Europa i sit rige, står det måske ikke i sin reneste form. Men især i samspillet med Alexanders forældre – faren spilles af Val Kilmer – viser Colin Farrell det sårede blik og tilbageholdte raseriudbrud, der senere giver pote i’True Detective’ og ’The Lobster’.
‘The Imaginarium of dr. Parnassus’ (2009) – Imaginære Tony #3
Det er en meget lille og mærkelig rolle, Colin Farrell har i Terry Gilliams fantasymysterie om en omrejsende teatertrup, hvis evner publikum aldrig har set lige. Farrell trådte til sammen med andre stjerner som Jonny Depp og Jude Law, da filmens oprindelige hovedrolleindehaver, Heath Ledger, døde under optagelserne.
De spiller alle den samme rolle som Tony, der antager forskellige skikkelser alt efter, hvilken fantasiverden karakteren befinder sig i (vist nok). Rollen viste en snert af den humor, som ellers hidtil har været totalt fraværende hos Farrell, men den viste også noget endnu vigtigere, som i dag er med til at drive hans kunstneriske genfødsel: Nemlig at Farrell har næse for og mod på at medvirke i skæve og syrede projekter, hvilket er medvirkende til, at han i dag medvirker i en datingfilm, der ikke handler om dating, lavet af en græsk konceptkunster.
’True Detective’ (2015) – Ray Velcoro
Ligesom sin karrieremæssige foregangsmand Matthew McConaughey spiller Nic Pizzolatto en afgørende rolle i Colin Farrells vej mod nye tinder. Pizzolatto var også manden, der så et lys i McConaughey, da ingen andre gjorde, og gav ham rollen som Rust Cole i en fremragende første sæson af ’True Detective’ fra 2014.
I anden sæson af serien formår Colin Farrell at gøre, noget han aldrig før i sin karriere har gjort: Han formår at være ægte rørende. Jeg har ikke før set en scene med ham, som jeg kunne mærke i maven, men i scenerne med sin overvægtige søn, der bliver mobbet så hjerteskærende, formår han at fremstille ægte følelser med sit portræt af Ray Velcoro, der med skiftende held forsøger at holde sammen sig selv, mens hans buldrende temperament slår ud i misforstået faderskab.
I ovenstående drømmesekvens i en bar forklares Ray Velcoros komplicerede forhold til det at være far, og her er ingen vredesudbrud – kun blikket fra en mand, der synes, at det er rigtigt svært at være søn af sin far.
‘The Lobster’ (2016) – David
Yorgos Lanthimos’ forskruede datingfilm er Colin Farrells skridt mod kunstnerisk anseelse. Filmens handling kausale logik er syret, men Farrells spil får os til at købe den. Den kærlighedsknuste David tjekker ind på et hotel, hvor alle beboere er tvunget til at finde en partner inden 45 dage – ellers bliver de forvandlet til et valgfrit dyr. David vælger en hummer, fordi de lever længe.
Farrell formår at overbevise os om, at et menneske kan være så opgivende, at man i fuld alvor kan træffe sådan et valg. David er desperat efter kærlighed, men samtidig uvillig til at indgå i et parforhold for enhver pris, og netop denne viljestyrke, der er på kanten til at være knækket, og sårbarhed er blevet Farrells kendetegn. Han gemmer ikke sin maskulinitet væk her. Han er rørende, fordi han er maskulin, men nedbrudt. Og Colin Farrell viser, at han ikke er hæmmet af blufærdighed eller fine fornemmelser, når han spankulerer rundt i tighty whities og ølmave.
Grækse Yorgos Lanthimos tilhører den kunstneriske elite i europæisk film og er en rigtig Cannes-darling. ’The Lobster’ vandt juryens specialpris ved sidste års festival. Lanthimos har allerede hyret Farrell til sin næste film, ’The Killing of a Sacred Dear’, og Farrell spiller også med i Sofia Coppolas, der er en af USA’s stærkeste auteurnavne i disse år, kommende ’The Beguilded’. Måske kan alle snart se det, som den ultimative auteur, Terrence Malick så, da han allerede i 2005 gav Farrell hovedrollen som kaptajn Smith i sin ’The New World’. Farrell spiller også med i den kommende J.K. Rowling-filmatisering ’Fantastic Beasts and Where to Find Them’, og det er netop denne kombination af kunstnerisk arbejde og store Hollywood-produktion, der kan sikre Farrell en Oscar – eller endnu: sikre ham roller i virkeligt gode film.