Florence: Meryl Streep og Hugh Grant redder sentimentalt drama om indbildsk sangfugl
Siden hun i 2008 spillede hovedrollen i filmversionen af musicalhittet ’Mamma Mia! The Movie’, er Meryl Streep, ukronet dronning af Hollywood og tre gange Oscar-vinder, tilsyneladende for alvor blevet bidt en gal sangfugl.
Efterfølgende har Streep dermed både givet den vokalt gas som aldrende rockbabe i sidste års ikke uefne ’Ricki and the Flash’, hvor hun leverede et glimrende Bruce Springsteen-cover af ’My Love Will Not Let You Down’, såvel som i Disney-rodebutikken ’Into the Woods’, der uelegant kanaliserede skuespillerindens forkærlighed for at rime hjerte på smerte ud igennem tinnitus-inducerende ballader.
Man kan mene, hvad man vil om den gode Streeps sangtalent, men i ’Florence’ er det for en gangs skyld ikke intentionen, at publikum skal få andet end reel morskab ud af hovedrolleindehaverens musikalske overgreb på det høje C.
Under vanlig kyndig instruktion af Stephen Frears (’The Queen’, ’High Fidelity’) spiller Streep virkelighedens berømthed Florence Foster Jenkins, en stenrig amerikansk society arving, som i 1930’erne og 40’erne begejstrede USA med sine uovertruffent elendige sangevner.
Tonedøve Florence havde altid drømt om at blive en stor sangerinde, og var galoperende indbildsk om sine stemmebånds helt åbenlyse begrænsninger. Hendes favntag med klassiske arier lød mest af alt som ti torturerede kattes dødsrallen, men takket være evig kærlig opmuntring fra sin mand, den engelske skuespiller St. Clair Bayfield (her spillet af Hugh Grant) og Florences betydelige økonomiske bidrag til New Yorks musikscene, lod både mesterdirigenter og kostelige sanglærere Florence blive i troen om, at hun var en ganske unik kunstner. Indeed.
Alt imens vred publikum sig i latterkramper og hyldede sangerinden som en oplivende kultfigur midt i en dyster krigstid.
Florences liv var imidlertid også præget af personlig ulykke, der muligvis var med til at forklare hendes ukritiske blinde flugt ind i musikkens verden. Som ung blev hun smittet med syfilis af sin første mand, hvorfor Florence resten af livet kæmpede med smerter og et nedbrudt nervesystem som følge af tidens voldsomme arsenik-behandlinger (at hun levede med sygdommen i over 40 år, blev betragtet som et regulært mirakel).
På grund af smittefare praktiserede Florence og St. Clair afholdenhed igennem hele deres ægteskab, og med Florences ’velsignelse’ boede St. Clair endog sammen med sin yngre kæreste, Kathleen (skønne Rebecca Ferguson).
Som Florences nyansatte, indledningsvis vantro pianist Cosmé McMoon yder Simon Helberg (Howard i ’The Big Bang Theory’) hylende morsom support for veteranerne Hugh Grant og Meryl Streep, der ikke overraskende begge veksler fornemt mellem varietekomik og dyb melankoli.
Parrets kemi er så ubesværet god, at det kan undre, at skuespillerne ikke er blevet ført sammen på lærredet noget tidligere, men også Rebecca Ferguson gør et lige dele sensuelt og sympatisk indtryk som kvinden på sidelinjen.
Tidsbilledet af Det Store Æble i 40’erne er endvidere en visuel lækkerbisken for nostalgiske hjerter, og til trods for at ’Florence’ momentvis grænser til det kvalmt sentimentale, redder den absurde virkelige historie og velspillende cast filmen i land, når melodien kratter.
’Florence’s paradoksale akilleshæl er dog, at vi lidt for ofte har set Meryl Streep give den som lignende overaffekterede, skingert sødmefulde karakterer, hvorigennem Streep i lige så høj grad blinker indforstået selvironisk til publikum som til kameraet.
Resultatet er, at spasen ved at se Den Store Streep give den som Fjollede Florence til tider truer med at abstrahere fra indlevelsen i den centrale fortælling. Nok er det Florence Foster Jenkins’ velfortjente filmdebut, men det er Streep, der stjæler spotlyset.
Kort sagt
I ’Florence’ gør instruktør Stephen Frears, hvad han gør bedst: Instruerer solide stjerneskuespillere i et lunt og til tider fantastisk underholdende historisk drama, der balancerer på kanten af det stærkt sentimentale, men vrider tilpas melankoli ud af sin utrolige sande historie til at trodse klicheerne.