’Nerve’ udstiller den digitale generations berømmelseshunger med intenst dødsspil
Hvis jeg var 13, ville ’Nerve’ have potentiale til at blive min yndlingsfilm. Nu er jeg 29 og må ”nøjes” med at elske den af et semi-rent hjerte. Film har for mig nemlig altid handlet om total overgivelse til en bedre surrogatvirkelighed end min hverdag – og ’Nerve’ suger mig ind fra første scene.
En computerskærm tordner frem på lærredet. 17-årige og usikre Venus (Emma Roberts) logger ind. Hun surfer, tjekker sin Facebook, åbner sin mail – tøver med at acceptere en optagelse på en fotoskole, fordi hun og moren (Juliette Lewis) ikke har penge nok. Hendes bedste veninde, den promiskuøse Sydney (Emily Meade), forstyrrer via Skype og inviterer Venus til det morbide online-spil Nerve.
Præmissen i spillet – og filmen – er simpel som i al kraftfuld fiktion. Man kan vælge at være watcher (som vi vel alle er på de sociale medier) eller player. Hvis man vælger player, bliver man udfordret til en dødbringende, men voldsomt berømmelsesskabende og indbringende omgang truth or dare. Filmet og økonomisk støttet af alle de ansigtsløse paparazzi-watchers derude i virkeligheden.
Venus føler sig nødsaget til at blive player – og kommer på en odyssé gennem New Yorks ’Drive’-æstetiske natteliv, der strømføres af et pulserende soundtrack. Hun møder den mystiske Ian (James Dean – nå nej, Dave Franco), forelsker sig, men mister snart grebet om spillet. Hvor langt er hun villig til at gå for berømmelse og penge?
Dette spørgsmål er et af de mest essentielle for unge i dag – min egen generation optimistisk medregnet. Et first world problem, der for længst har overtaget vores virkelighed, hvad end vi sminker vores (indsæt selv socialt medie-)identitet, stiller op til potentiel ydmygelse i talentshows eller skriver udstillende litteratur med os selv i hovedrollerne.
Vi er Generation M(ig).
Og ’Nerve’ rammer nerven ved at gøre spørgsmålet om vores hunger efter berømmelse og penge til et nervepirrende spørgsmål om liv og død: Tør du køre på motorcykel med 100 i timen gennem New Yorks trafikerede gader – med bind for øjnene? Tør du sabotere et venskab? Tør du hænge på en kran over byens skyline – i én arm?
Jeg frydes over det, selvom jeg knap nok tør se på det, og da slår det mig: Jeg ville selv kigge med, hvis Nerve-spillet eksisterede i virkeligheden. Jeg – eller mit voyeuristiske, spænding- og autenticitetshungrende watcher-mig – er filmens egentlige skurk. Ikke spillet.
Instruktørduoen Henry Joost og Ariel Schulman tager således igen livtag med vores moderne medievirkelighed. Det gjorde de også i den mesterlige hjernevrider-dokumentar ’Catfish’, hvor de på kontroversiel vis diskuterede forskellen på virkeligheden og de sociale mediers forvrængende spejl.
I ’Nerve’ skaber duoen et neonglitrende univers, hvor tekstbeskeder og pins – computeræstetik i det hele taget – konstant overtager filmens billedside. De forløser samtidig Jessica Sharzers manuskript, bygget på en roman af Jeanne Ryan, med et ungdommeligt tempo, der giver komplet baghjul til alt, hvad der ellers findes af ‘Maze Runner’s og ‘Divergent’s.
Okay, filmen har fejl og mangler. Slutningen er let forceret, grænsende til det moraliserende, karaktertegningen er lige sentimental nok (Venus’ bror er død). Det er dog alt sammen indvendinger, der kommer fra den 29-årige filmanmelder. Mit 13-årige og uspolerede film-jeg skulle hilse at sige, at ’Nerve’ er en af de fedeste film, jeg længe har set.
Kort sagt
’Nerve’ er vor tids ’The Running Man’ for ’Hunger Games’-generationen på speed og Facebook. Det er heldigvis også en subtilt hævet pege- og eller fuckfinger til tidens berømmelsessult, ungdommens overmod og de sociale mediers magt over din identitet.
- august