Rasmus Heisterberg: Mød genredrengen, der vendte Hollywood ryggen

Bedst som han havde en film med Matt Damon på affyringsrampen og stod på randen til et gennembrud i USA, vendte ordsmeden bag film som ‘Kongekabale’ og ‘En kongelig affære’ hjem til Danmark for at få sin instruktørdebut med den lille og meget personlige film ‘I blodet’. Det var et valg, der afslører en overraskende side af en af Danmarks mest succesrige manuskriptforfattere.
Rasmus Heisterberg: Mød genredrengen, der vendte Hollywood ryggen
Foto: Tobias Selnæs Markussen

Der står to plader i Rasmus Heisterbergs lejlighed. Det er soundtracks til henholdsvis Sergio Leones spaghettiwestern ‘Den gode, den onde og den grusomme’ og Martin Scorseses ‘Taxi Driver’. Muligvis gemmer der sig flere plader i de mange flyttekasser, der endnu ikke er pakket ud, men det er netop disse to, der først har fået en plads i en af landets mest succesrige manuskriptforfatteres nye hjem.

Det bemærkelsesværdige ved de to vinyler er, at de begge er de franske udgivelser af de to amerikanske filmklassikere. Det kan virke som en bagatel, men i tilfældet Rasmus Heisterberg kan de være nøglen til at forstå, hvorfor han har valgt at lave sin debutfilm som instruktør, ‘I blodet’ – en stemningsbåret og følsom afsøgning af en ung mands identitetskrise – i stedet for at forfølge den internationale karriere, der syntes lige om hjørnet i Hollywood.

»Jeg havde skrevet i så mange år, at der skulle ske noget nyt. Mens jeg var i USA, var der sindssygt meget ventetid mellem projekterne, og så begyndte jeg bare at skrive den her film«, siger Heisterberg, der i sommer vendte hjem til Danmark efter at have boet tre år i Los Angeles.

Her hyrede Matt Damon Heisterberg og hans faste makker Nikolaj Arcel til at skrive en stort anlagt biopic, ‘RFK’ om Robert F. Kennedy, som Damon selv skal spille hovedrollen i, når optagelserne begynder i 2017. En ordentlig skalp, der ville være en naturlig indfaldsvej til andre store Hollywood-projekter.

Men manuskriptforfatteren, der i årevis er blevet associeret med genrefleksibel fermhed a la USA, vendte i stedet tilbage til udgangspunktet. Og man kan ikke lade være med at stille sig selv spørgsmålet: Hvem er den mand, der rejser hjem til andedammen for at forfølge et lille dansk filmprojekt, når den amerikanske drøm, som rumsterer i snart sagt alle filmfolk, var lige ved at materialisere sig?

Findes mange upersonlige arthouse-film

De to plader på hylden repræsenterer den løbende forhandling mellem det europæiske kunstlag og Hollywoods effektive filmfortællinger, der foregår inde i Rasmus Heisterberg, og som konstant stikker hovedet frem, når man snakker med ham.

I begyndelsen af hans karriere var der ellers ingen tvivl om, hvilken side der fyldte mest. Han havde mødt instruktøren Nikolaj Arcel på Filmhøjskolen i Ebeltoft, og deres parløb gennem den danske filmbranche gav dem tilnavnet ‘genredrengene’.

Mens der i begyndelsen af 00’erne stadig blev lavet dogmefilm, som officielt afskyede genrefilm, gik de den modsatte vej og lavede den politiske thriller ‘Kongekable’ (2004) med Arcel som instruktør og Heisterberg som manuskriptforfatter.

»Vi begyndte med at være meget genreprægede, men vi har begge graviteret mod noget med mere karakterdybde. Jeg ser ‘En kongelig affære’ som et karakterdrama. Vi er begge begyndt at interessere os for historier med større karaktermæssig dybde. Det er helt klassisk noget, der er kommet med alderen«, siger han og forklarer, at ‘En kongelig affære’ fra 2012, som Arcel instruerede efter hans og Heisterbergs manuskript, og den efterfølgende nominering til en Oscar for bedste udenlandske film blev en skillevej.

»Da vi havde lavet ‘En kongelig affære’, var der en følelse af, at vi havde nået et vist erfaringsniveau. Hvad skal vi nu?’«, som han siger.

Rasmus Heisterberg_RED_004

Det næste mål blev Hollywood. En logisk destination for Heisterberg, der kan de klassiske amerikanerkneb til fingerspidserne og også har demonstreret sit særlige talent inden for den mest centrale Hollywood-dyd: At få folk i biografen.

Siden han skrev manuskriptet til sin første spillefilm, gyseren ‘Midsommer’ (2003), har de 14 spillefilm, han enten har skrevet alene eller i samarbejde med andre, solgt 4,3 millioner biografbilletter alene i Danmark. Det svarer til over 300.000 billetter per film i et land, hvor biograffilm i snit solgte 157.000 billetter i årene fra 2003 til 2012. Tallene taler sit eget tydelige sprog, og han slår da også fast:

»Der er ikke nødvendigvis mere personlighed i en lille arthouse-film end i en kommerciel film. Det er altid nemmere at claime personlig integritet i en arthouse-film, men det er ikke rigtigt. Mange laver arthouse for at dække sig ind under nogle kunstneriske valg som undskyldning for, at man ikke kan få sit lort til at hænge sammen«, siger han.

»Jeg ser sindssygt mange arthouse-film, som er upersonlige. Arthouse-filmens skabelon er jo også blevet en kliché i dag. De kan være hykleriske eksempler på noget, der skal være dybt personligt, og så filmer de alle sammen modlys med noget støv i. Det er ikke sanseligt, det er slidt og konventionelt«.

Tårnhøjt niveau i USA

Det kan lyde hårdt, men ordene falder uden en snert af vrede. Det er fagnørdens ærgrelse over, at en film kunne have været bedre, end den blev, der toner frem. Men hvor ligger Heisterbergs hjerte, hos amerikanerne eller europæerne?

»‘Star Wars’ og ‘Indiana Jones’ er jo noget, man ser som teenager. Jeg er ikke vokset op med Francois Truffaut, men det er noget, jeg med tiden har fundet ind til. Min smag for det er groet ud af en modning, men også et personligt temperament«, siger han.

Måske har den Rasmus Heisterberg, der nu debuterer med en karakterbåret, henslængt film i arthouse-traditionen, været der hele tiden?

»Han bliver altid skudt i skoene, at han er en genredreng, men han er meget mere end det«, fortæller Kim Leona, der er leder af manuskriptuddannelsen på Den Danske Filmskole, hvor Heisterberg er dimitteret fra, og hvor han i dag underviser fra tid til anden.

»Han er lidenskabeligt optaget af at se film, alle mulige film. Han er ekstremt fordomsfri og tænker ikke, at det kun er én slags film, der dur«, siger hun og uddyber: »Han er optaget af den menneskelige natur og karakteren, mere end han er optaget af at konstruere noget. Det er han bare sindssygt dygtig til, og han er ekstremt bevidst om, at hvis man vil fortælle noget om karakterer, kræver det, at man bruger nogle værktøjer, der får folk til at blive siddende i biografen«.

Den kunstneriske rummelighed kommer til udtryk under det andet af vores to interview. Det foregår på værtshuset Stefanshus på Nørrebro, som Heisterberg netop er flyttet fra til en større lejlighed et semihårdt stenkast fra mondæne Amalienborg med plads til de tvillinger, hans kone er gravid med.

Rasmus Heisterberg_RED_009

Da han har hentet vores anden omgang fadøl (»det der med kun at drikke én øl har aldrig rigtigt været mig«), er tungen kommet på gled, og man får fornemmelsen af en mand, der kunne tale om film hele natten. Han elskede den radikale Oscar-vinder ‘Son of Saul’, og han refererer i samme sætning til både Aristoteles og ‘Titanic’.

Ville det ikke have været et mere bekvemt liv at blive i Los Angeles og tjene godt på at skrive manuskripter?

»Jeg tænkte da, at hvis jeg går på røven med den her film, må jeg skrive nogle flere manuskripter bagefter«, griner han, men bliver hurtigt alvorlig.

»Men jeg havde lyst til at lave den her film. Og jeg blev manuskriptforfatter, fordi jeg havde lyst til at skrive film – ikke for at tjene penge. Jeg har også skrevet ‘Fasandræberne’, hvilket var økonomisk lukrativt og har været med til at finansiere den her film. John Cassavetes var berømt for at spille med i store film (blandt andet ‘Rosemary’s Baby’, red.) for at finansiere sine egne, små projekter. Det synes jeg er en gangbar måde at lave film på«.

Under opholdet i Hollywood fik Heisterberg virkelig brug for værktøjerne, der kan få biografgængere til at blive siddende, og han måtte sande, at prædikatet som ‘genredreng’ ikke betød det samme i Tinseltown som herhjemme.

»Et manuskript skal fænge meget hurtigere derovre. Deres historier er hurtigere og har mere fremdrift. De tager underholdning sindssygt alvorligt, og de er ekstremt gode til at skrive tight. Og jeg synes ikke, at ting bliver dårligere, fordi de er tight«.

Havde du ikke helt styr på den måde at skrive på, da du kom derover?

»Slet ikke i samme grad. Det ramte mig alligevel. Det var endnu mere tight, end jeg havde forventet. De gode steder i USA er niveauet bare sindssygt højt, og de er bare lige det skarpere«.

Jagten på frihed

Rasmus Heisterberg har en karakteristisk ydmyghed, der flugter godt med hans tilbagelænede udstråling. Begge dele bliver understreget, da fotografen ankommer til hans lejlighed under vores første møde. Manuskriptforfatteren besværer sig ikke med at skifte til en skjorte eller køre en hånd gennem håret. Han jokker i stedet rundt i sin sofa med gummisko på og rykker rundt på flyttekasser på fotografens opfordring.

Senere fortæller han, at han sætter pris på at gøre, præcis som han vil. Hvilket nok også er en del af hemmeligheden bag, at han vristede sig fri af Hollywood-producernes tyngende bånd og i stedet satsede personligt herhjemme.

Kim Leonas ord om, at Heisterberg elsker alle slags film, understreges af et blik på en del af hans cv, der sjældent kommer frem i lyset. Han har været med til at skrive manuskript til flere dokumentarfilm, blandt andet ‘Sort hvid dreng’ om albinoen Shida i Tanzania – instrueret af hustruen Camilla Magid.

Og hans nye film udspringer mere af den side af ham, der elsker Truffaut, end siden, der har skrevet den klassiske krimi ‘Fasandræberne’. I ‘I blodet’ fester, studerer, elsker og skændes Simon (som spilles af Kristoffer Bech fra rockbandet Shiny Darkly), der er i starten af 20’erne, med sine venner i løbet af en sommer i København, og af alt det, Heisterberg har lavet i løbet af sin karriere, stikker denne film klart mest ud. Ingen af hans andre film kommer i nærheden af denne beskrivelse, leveret af ham selv:

»Det er et eksistentielt drama om den sidste sommer i to kammeraters venskab. Den sidste rest af ungdom inden voksenlivet begynder. Jeg er fascineret af det identitetssøgende drama, der ligger i de år i starten af 20’erne. Det er den største eksistentielle konflikt i vores liv. Skellet mellem at leve i ansvarsløs frihed og bevidstheden om, hvem vi selv er. Man går fra at have en definition af frihed som fraværet af ansvar til at opdage noget om sig selv, nemlig at kærligheden og sandheden sætter dig fri«, siger han.

»Jeg har været meget optaget af ikke at forsøge at lave den i øjenhøjde med unge mennesker. Jeg har lavet den i øjenhøjde med mig selv. Den har et tilbageskuende blik og en afskedsfølelse i sig«, tilføjer Heisterberg, der er fascineret af mænd i omkalfatrende kriser.

Jeg er en sucker for mænds eksistentielle problemer. De har det svært i livet i en feminiseret dagsorden.

»Jeg er en sucker for mænds eksistentielle problemer. De har det svært i livet i en feminiseret dagsorden. Vi er jo ikke et organiseret folkefærd, der danner støttegrupper for hinanden, som kvinder gør. Vores problemer og konflikter kommer til udtryk på en anden måde og sender os på deroute«.

»Man taler tit om, at der er for få gode kvindelige roller, men der er fandeme også for få gode mandlige. Mænd er ofte kun defineret af deres erhverv i dramatikken. Grunden til, at der er mange manderoller i film, er, at der bliver lavet mange genrefilm. Det er politimænd, der skal opklare noget, eller superhelte. Men de er defineret af noget andet end den mandlige psyke, de er defineret af deres job. En ensom politimand, der er i opposition til sin chef, er ikke i sig selv en fortælling om at være mand. Det er en fortælling om at opklare en forbrydelse. Der er ikke mange film, der handler om at være mand«, siger Heisterberg.

Man mærker hans personlige engagement stærkere i ‘I blodet’ end i nogle af hans tidligere film, og det afspejler sig også i processen bag filmen.

»Til den første gennemskrivning af manuskriptet skrev jeg kun på stemninger og følelser. Jeg tænkte slet ikke på struktur og den slags, hvilket er en diametral modsætning til, hvordan jeg ellers altid har arbejdet. Jeg skrev et helt manuskript uden fremdrift. Det føltes fedt at skrive noget på ren følelse og så finde strukturen bagefter«.

Arcel og Heisterbergs skillevej

At Rasmus Heisterberg forlod filmbyernes filmby, skyldes måske netop, at han fandt større tilfredsstillelse i at gøre det modsatte af det, der havde banet vejen til Hollywood.

Han har arbejdet som en gal, siden han dimitterede fra filmskolen i 2001, og han har efterhånden udstået sin tid som rekrut i de filmiske skyttegrave med manuskripter til genrestykker som ‘Cecilie’ (2007), ‘Fighter’ (2007) og ‘Det som ingen ved’ (2008). Turen til Hollywood tvang Heisterberg til at vælge side – manussnedker eller personlig filmskaber? ‘Hellere konge i provinsen end prins i storbyen’, lyder et ordsprog, som Heisterberg bør kunne relatere sig til. Frie hænder i Danmark eller bundne opgaver i Hollywood?

»Jeg har haft mere lyst til at finde ind til noget personligt i det store system, som USA er. Det er fedt at være der og have som arbejdsplads, men jeg vil ikke skrive studiefilm. Der er sindssygt mange kokke, og man har ikke så meget medbestemmelse. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle skrive noget, som alle andre skal bestemme over bagefter. I USA kan man forme det meget mindre. Man kan for eksempel få at vide, at man skal skrive en fed biljagt ind«.

Rasmus Heisterberg_RED_002

Mens Heisterberg fandt sine grænser, er makkeren Nikolaj Arcel blevet i Hollywood for at instruere Stephen King-filmatiseringen ‘The Dark Tower’ med Matthew McConaughey og Idris Elba i hovedrollerne. For første gang i sin karriere skal Arcel instruere en film, hvor Heisterbergs navn ikke står på rulleteksterne.

»Forskellen på mit og Nikolajs temperamenter er blevet tydeligere af, at vi har været i USA sammen«, forklarer Heisterberg.

»I Danmark er der et naturligt loft over, hvor stor en film kan være, men det er der ikke derovre, og så bliver forskellen på, hvad man har mest lyst til, mere markant«.

At forskellen så er, at Arcel laver den største og mest genreprægede film i sin karriere, mens Heisterberg gør det diametralt modsatte af, hvad han har gjort hele sin karriere, kan virke overraskende.

»Men det giver fin mening, at han nu laver en film som denne«, siger Kim Leona, der har set ‘I blodet’.

»Der er ingen tvivl om, at han kunne konstruere en film, der havde masser af smæk for skillingen og solgte en masse billetter. Det er bare ikke det, han har været optaget af. Det siger noget om, hvilken type menneske han er. At når han skal udtrykke sig på egen hånd, gemmer han sig ikke bag noget effektivt, hurtigt og smart. Han udstiller sin nysgerrighed, sårbarhed og menneskelighed, som han også rummer nedenunder alt det effektive«.

Læs også: At være Nicolas Winding Refn

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af