’Amanda Knox’: Ny forbilledlig og foruroligende true crime-fortælling fra Netflix
2. november 2007 blev det halvnøgne lig af den 21-årige, britiske udvekslingsstuderende Meredith Kercher fundet af politiet i den pittoreske italienske middelalderby Perugia. Hun var blevet slået ihjel på sit værelse – halsen skåret over og stukket med en kniv over 40 gange.
Merediths amerikanske bofælle, Amanda Knox, og dennes kæreste gennem kun en uge, Raffaele Sollecito, anholdes og anklages for mordet få dage senere. Og her starter en af hvor tids mest sensationelle, medie- og hysteriforgiftede retssager. Tabloidpressen svælger i blodige detaljer og skøre teorier, mens menigmand i det katolske Italien er hurtig til at fordømme den – efter sigende – seksuelt udfarende amerikanerinde med engleansigtet.
Siden anholdelsen i 2007 er Knox og Sollecito blevet henholdsvis dømt skyldige, så ikke-skyldige, så skyldige igen og endelig og endegyldigt ikke-skyldige i 2015 ved den italienske højesteret. Alt imens en tredje mand, den afrikanskfødte Rudy Guede, der perifert kendte både Knox og Kercher, i 2008 blev idømt 16 års fængsel for medvirken til drabet. Hans dna, fingeraftryk og efterladte ekskrement i lejlighedens toilet knytter ham ubestrideligt til gerningsstedet.
Så langt, så panderynkende indviklet.
Men hvad er op og ned i den bestialske sag om mordet på Meredith Kercher og sagen mod den dæmoniserede Amanda Knox? I den delvist dansk-producerede Netflix-dokumentar ’Amanda Knox’ forsøger instruktørerne Brian McGinn og Rod Blackhurst at træde et skridt tilbage og se på hele det sensationsprægede mediehysteri, der fulgte i kølvandet på anholdelsen af Knox og Sollecito.
Gennem nye interviews med Knox, Sollecito, Daily News-bladsmøreren Nick Pisa og anklageren Giuliano Mignini belyser McGinn og Blackhurst med sober tålmodighed en sag, som det er nær ved umuligt ikke at have forudindtagede meninger om.
Amanda Knox, nu 29 år og synligt mærket af de forgangne otte år, er en om muligt endnu mere enigmatisk figur, end de endeløse paparazzibilleder, retssagsbulletiner og talkshowinterviews har givet indtryk af.
Hun leverer replikker som: »Enten er jeg en psykopat i fåreklæder, eller også er jeg jer«, med en indstuderet eftertænksom diktion, der gør mig i tvivl om, hvorvidt jeg ser et reelt interview med Knox eller en instrueret scene med Knox, der spiller sig selv i en interviewsituation.
Som hun sidder der, centreret i billedet i en afdæmpet, gammelrosa bluse foran et gråmeleret bagtæppe, springer kunstigheden i øjnene. Det er næsten for neutralt og tilstræbt objektivt. Men Knox er som karakter indbegrebet af grundfascinerende, og jeg tog igen og igen mig selv i at stirre ind i hendes mørke øjne efter sandheden.
Netflix’ ’Amanda Knox’ er ikke lige så imponerende grundig som true crime-storebroren ’Making a Murderer, der helt ned til mindste detalje udrullede sagen mod Steven Avery over monumentale ti timer. Med godt halvanden time til rådighed gør McGinn og Blackhurst et forbilledligt og dokumentarklassisk stykke arbejde med at genfortælle sagens væsentligste punkter gennem brug af ikke-tidligere offentliggjort videomateriale fra gerningsstedet, sagsakter og båndede optagelser fra afhøringslokalerne.
Dokumentarens største scoop er imidlertid nye interviews med den britiske journalist Nick Pisa og den italienske anklager Giuliano Mignini.
Pisa stod bag nogle af de mest sensationshungrende overskrifter og insinuerende artikler under sagen mod Amanda Knox og fremstår i filmen som en åleglat egoist med slikhår. Pisa er så skurkagtigt skruppelløs og blind for sin egen rolle i skabelsen af det ’depraverede sex-monster Foxy Knoxy’ fra overskrifterne, at man ikke tror sine egne øjne.
Mignini, der ikke er bleg for at sammenligne sig selv med forbilledet Sherlock Holmes, taler om ’teorier’ og ’fornemmelser’ som grundsten i hans anklageskrift med Knox. I sin egen optik er han en genial opdager med piben velplaceret i mundvigen, men udefra er forfængeligheden iøjefaldende alarmerende.
Tabloidpressen er til syvende og sidst den sande skurk i ’Amanda Knox’.
Kort sagt:
McGinn og Blackhursts Netflix-dokumentar ’Amanda Knox’ er både en kløgtig og nøgtern afdækning af retssagen mod den amerikanske studine på udebane i Italien og et enigmatisk portræt af sagens hovedperson.