»Jeg har kun arbejdet sammen med to instruktører i mit liv, som forstod sig på at bruge lys og skygge på film: Orson Welles og Charles Laughton«.
Sådan sagde Stanley Cortez, en af sin tids højest estimerede filmfotografer, da han mange år senere så tilbage på sin karriere. At Laughton (1899-1962) aldrig fik chancen for at instruere mere end én film, står derfor tilbage som en af filmhistoriens mest kuriøse, for ikke at sige brandærgerlige, kapitler.
For den omtalte film, ’The Night of the Hunter’ har vundet et ry som ikke bare en kultfilm, men en regulær filmklassiker, ikke mindst i de seneste tre årtier, hvor filmkunstnere som Scorsese, Coen-brødrene, Terrence Malick og Spike Lee (særligt i én scene fra mesterværket ’Do the Right Thing’) har ladet sig inspirere af Laughtons mesterværk.
’The Night of the Hunter’, der nu kan ses i Cinemateket under den danske titel ’Kludedukken’, er baseret på et samtidigt romanforlæg af forfatteren Davis Grubb og handler om Reverend Harry Powell, en omstrejfende prædikant/seriemorder.
Powell bliver arresteret i en lille by for at køre i en stjålen bil. I fængslet møder han en lokal mand, der i desperation har dræbt to personer i forbindelse med et bankrøveri. Han fortæller Powell om pengene, som han har gemt af vejen, og da Powell bliver løsladt, opsøger han mandens familie, indlader sig med hans kone og indsmigrer sig hos lokalbefolkningen. På stadig jagt efter pengene. De eneste, der har lugtet lunten, er børnene i huset. Men hvem lytter til børn?
En mareridtsforestilling
I ’The Night of the Hunter’ blander Laughton på forunderlig vis ærkeamerikanske motiver (i deres både idealiserede og korrumperede versioner) med elementærformer fra eventyr, bibelske fortællinger og stumfilm (blandt andet ved sin brug af en af stumfilmepokens største amerikanske stjerner, Lilian Gish, stumfilmmesteren D.W. Griffiths muse, i en afgørende rolle).
Tilsat en god portion film noir, som var et mere tidstypisk træk i den formelt eksperimenterende del af Hollywoodsystemet i efterkrigstiden, udviklede Laughton med ’The Night of the Hunter’ en særlig syntese, der i den grad har stået tidens tand. En syntese, hvor selv den til tider opstyltede dialog på en skæv måde giver perfekt mening.
Cortez’ mageløse billeder – måden, hvorpå de skævvredne perspektiver, det drømmende lys og det overdrevne skyggespil indfanger det i forvejen surrealistiske set design – sætter scenen for en fortælling, der dybest set handler om de allermørkeste bagsider ved den amerikanske drøm.
Filmen har i den forstand øvet en stærk virkning på generationer af filmentusiaster. For mange som et eksempel på genuin, krybende uhygge serveret som lidt af en skønhedsåbenbaring. Selv om ’The Night of the Hunter’ ikke arbejder med gyserfilmens chokeffekter, så udgør den stadig en meget overbevisende mareridtsforestilling om, hvad barnesindet dog skal stille op, når der tilsyneladende ikke er nogen voksne, det kan vende sig imod, fordi de voksne enten repræsenterer det onde eller er blinde over for den trussel, der udgår fra det onde.
En af de største karakterskuespillere
Da ’The Night of the Hunter’ kom ud i biograferne i 1955, blev den modtaget med i bedste fald et skuldertræk af både kritikere og publikum. Nok var filmens stjerne, Robert Mitchum, sædvanligvis et ret sikkert trækplaster, men Laughtons øje for filmmediets muligheder vakte ikke genkendelse hos mange. Ikke i første omgang, i hvert fald. Laughton trak sig skuffet tilbage og døde syv år senere. Bag sig havde han en af de mest specielle karrierer i det århundrede, der formede filmmediet.
Charles Laughton var i 1930’erne en af de største karakterskuespillere i Hollywood. Hans særlige – og efter eget udsagn, flodhestelignende – fysiognomi gjorde ham til en imposant og genkendelig skikkelse i film, hvor han ofte portrætterede utilpassede larger-than-life-skikkelser fra verdenshistorien: Kejser Nero, Kong Henry d. 8, malergeniet Rembrandt, kaptajn Bligh (’Mytteriet på Bounty’) og prototypen på den gale videnskabsmand, Dr. Moreau. Der var med andre ord ofte tale om skurkeroller, for ikke at sige monstre, eller som i tilfældet med hans uforglemmelige gestaltning af Quasimodo, klokkeren fra Notre Dame, et sjældent godhjertet monster.
Han vandt en Oscar for sin rolle som Henry d. 8, kongen, der fik fem af sine koner henrettet i filmen ’The Private Life of Henry VIII’ i 1933 – en af hustruerne spilles i øvrigt af hans kone i det virkelige liv, Elsa Lanchester (1902-86). Laughton skabte et fuldtonet menneske ud af en af verdenshistoriens mest berygtede og karismatiske konger. Han er opulent, forfængelig, med smag for det ekstravagante, men samtidig fuld af modstridende følelser, lunefuld og med et anstrøg af melankoli.
Der er noget komplet troværdigt i måden, Laughton inkarnerer kongen på. Fra kropsholdning til ansigtsmimik rammer han aristokratens afsporede galskab på kornet, men uden at tabe mennesket af syne.
En ond cirkel
Laughton tog måske samtidig de første skridt i retning af sin senere karriere bag kameraet, i og med at han blandede sig behørigt i både manuskript og scenografi. Det var ham magtpåliggende at overbevise instruktøren, Alexander Korda, om at filmen stod og faldt med, hvorvidt det lykkedes at bringe Tudor-tiden til live i forhold til både sprog, kostumer og design. Den kamp havde Korda tabt på forhånd. Laughton fik sin vilje.
I cirka et årti efter sit markante gennembrud var Laughton the go-to-guy, hvis instruktører var på udkig efter lige dele dæmoni og indlevelse.
Han var om nogen manden, der kunne bringe store mænd til live på det store lærred. Det vakte nogen misundelse. For eksempel var hans estimerede kollega fra toppen af det britiske skuespillerparnas, Laurence Olivier, spydig i sin vurdering af Laughtons evner: Han kaldte Laughton for ’Geniet’, og det var ikke oprigtigt ment, men en beskrivelse af hvordan Olivier mente, at Laughton så på sig selv – nemlig som meget mere end ’bare’ en skuespiller.
Han var en kunstner med stort K. For ham var skuespillermetieren at ligne med en stor malers portrætkunst, fortalte han engang i et interview, som helt sikkert har fået Olivier til at fnyse. Desto mere passende, at Laughton levendegjorde selveste Rembrandt på film.
Ved indgangen til 1940’erne var Laughton en af filmverdenens mest berømte skuespilleransigter. Laughton var ikke særskilt forfalden til overspil. Det var mere det, at hans roller kaldte på det. Hans specielle udseende taget i betragtning var han aldrig førsteelskermateriale, og derfor måtte hans udstråling og berømmelse investeres i roller, der kunne matche hans profil.
Det var en ond cirkel for Laughton. Han mistede lysten, og hans rollevalg fik mere og mere karakter af sur pligt og opfyldelse af lukrative kontrakter. Fra at skuespillermetieren havde været et gudsbenådet kald, der fik ham til at føle sig som Van Gogh i dennes mere eksalterede stunder, følte han sig nu som et hjul i industriens samlebåndsproduktion. Det bekom ikke den forfængelige kunstner vel.
Noget måtte der ske, og Laughton, der hele sit liv havde levet som skabshomoseksuel, begyndte ikke alene at have affærer med mænd (han forblev dog gift med Lanchester indtil sin død), men han begyndte også at skrive manuskripter, spille teater igen samt undervise i skuespil. Her blev han introduceret for Shelley Winters, som han holdt forbindelsen varm til (hun spiller rollen som børnenes mor i ’The Night of the Hunter’), og ingen ringere end Marilyn Monroe. Levebrød blev på ny erstattet med livets salt.
Bedsteborger og morder
’Love’ og ’Hate’. Hvis ’The Night of the Hunter’ er kendt for én ting, er det nok den ikoniske, tatoverede påskrift på Robert Mitchums fingre i rollen som Reverend Harry Powell. Prædikanten personificerer både den dyd og ordentlighed, der spiller så stor en rolle for opfattelsen af det puritanske og gudfrygtige amerikanske samfund, men som dækker over de mest mørke impulser i mennesket: De glammende hunde i sindets kælder for nu at parafrasere salig Nietzsche.
Amerikansk litteraturs grand old man, Philip Roth, skelner i en af sine mest berømte romaner mellem ’The American Pastoral’, den amerikanske forestilling om landlig idyl i pionerernes stædige jagt på lykke i de endeløse muligheders land, og ’The American Berserk’, det frådende hav af mørke og uro lige under overfladen.
Så mange af de store karakterer i amerikansk litteratur og film – uanset om vi taler Kaptajn Ahab, Jay Gatsby eller diverse figurer, såsom Dommeren eller Anton Chigurh, i Cormac McCarthys fiktion eller Travis Bickle, Oberst Kurtz eller Daniel Plainview i filmens verden – spiller på denne dualitet.
Mitchums portræt af en afstumpet, men koldt beregnende morder, der til daglig gør sig som charmerende bedsteborger, er en mere afdæmpet, underspillet variation over temaet. Man kan diskutere, om præstationen er diskret og disciplineret nok. Men Laughton ønskede formentlig at tone rent flag og afsløre Powell som den galning, han er.
Laughton er hele filmen meget bevidst om at vægte modstridende impulser i Amerika, i samfundet, i troen og i individet. Uskyld møder fordærvelse. Religiøs fundamentalisme og ignorance møder dybsindig og autentisk religiøsitet. Og hvis han enkelte steder skrider ud i Frank Capra-agtig sentimentalitet skynder han sig at kontrastere den med scener af udpræget surrealistisk tilsnit.
Den afsluttende rejse på floden (hvor børnene flygter fra Powell) er som en Terrence Malick’sk tour de force. Naturen inddrages som et vidne, men – og det er afgørende – et tavst, indifferent vidne.
Forjættende transformation
Filmhistorien er rig på eksempler på skuespillere, der har prøvet kræfter med instruktørmetieren. De fleste med mindre succes – ingen nævnt, ingen glemt – mens færre er lykkedes med den forjættende transformation. At Charles Laughton skulle udvikle sig til selve sindbilledet på en stor skuespiller/instruktør, er én ting. Men at han kun lavede én film, og at han, en britisk teaterskuespiller, realiserede et ur-amerikansk filmmesterværk, om hvordan det gode og det onde strides i den amerikanske sjæl, er en ganske anden og temmelig forbløffende historie.
Laughton indså, at det var vovet at tage springet. Han faldt hårdt, da han mislykkedes (i det kræsne kræmmersjælskollektivs øjne). Han rejste sig aldrig for alvor igen. Han blev som nævnt først genrejst med eftertryk efter sin død.
Pudsigt nok barsler Ewan McGregor aktuelt med en storstilet filmatisering af netop førnævnte Philip Roths ’American Pastoral’. Lad os i ånden fra Laughton håbe, at det ikke udvikler sig til et amerikansk mareridt for den sympatiske skotte, når han tager springet. Kirkegården for mistrøstigt forvaltede skuespiller-til-instruktør-forvandlinger er bugnende – også selvom Charles Laughton har rejst sig fra sin grav og skuer stolt fra en fornem, med forsinkelse oprejst piedestal.
’The Night of the Hunter’ vises under den danske titel ’Kludedukken’ 22. september, 6. oktober og 22. oktober. Læs mere HER.