Den 55-årige amerikanske instruktør Todd Haynes kan som få sætte billeder på den menneskelige tilstand i al sin kompleksitet. I film som ’Far From Heaven’, ’Carol’ og ’Velvet Goldmine’ hiver han gulvtæppet væk under de herskende strukturer. Afdækker sandheder. Sætter i perspektiv. Og hans karakterer er altid ulasteligt klædt.
I anledning af at Cinemateket i København – i samarbejde med festivalen MIX Copenhagen – i september og oktober viser en serie med fire af instruktørens film, kigger vi på, hvad der gør den beskedne Valley Boy fra Encino i Californien til den måske vigtigste (!) nulevende amerikanske instruktør.
En filmskaber, du bør give sig i kast med, hvis du ikke allerede kender ham indgående – med fare for at blive omvendt. Her følger en starthjælp.
Han mestrer det komplekse kvindeportræt
Lad os starte med det mest åbenlyse: Kvinderne. Todd Haynes’ film er befolket af komplekse kvindekarakterer galore. Lige fra starten af sin karriere har Haynes insisteret på kvindeportrættet som vægtigt filmmateriale, og det faktum alene gør ham til en sjælden fugl i Hollywood.
I undergrunds-dokudramaet ’Superstar: The Karen Carpenter Story’(1988) – hvor samtlige af filmens roller i øvrigt spilles af Barbiedukker – er det sangerinden fra 1970’er-popduoen The Carpenters’ musikalske succes og (for)fald til anoreksi, Haynes kredser om. En syret ’ugens sygdomsfilm’, der trods syntetiske dukker og sødladen pop rammer emotionelt plet.
Enhver stor instruktør har brug for en muse, og sådan én fandt Haynes tidligt i karrieren i skikkelse af Julianne Moore. Hun spiller husmoderen Carol White i den sjældent viste ’Safe’ fra 1995. Med sin sarte teint og røde hår giver hun krop til en urovækkende fremmedgørelse i det pæne forstadsamerika.
Også i ’Far From Heaven’ – Haynes’ egentlige kommercielle gennembrud – finder vi Julianne Moore som forstadsfrue. Denne gang hensat til 1950’ernes USA, hvor både homofobi og racehad blusser op. Hun balancerer den åbenlyse pastiche på det Sirk’ske melodrama og det dybfølte kvindeportræt med stor finesse. Mindre dygtige skuespillere var faldet igennem, hvor Moore blot ophøjer Todd Haynes’ skævvridning af det klassiske, kulørte melodrama.
Ud over Moore figurerer så prominente skuespillerinder som Cate Blanchett, Kate Winslet og morgendagens stjerne Rooney Mara også blandt instruktørens leading ladies. Navne, der taler for sig selv, og bærer vidne om, hvor stor respekt Haynes nyder. For alt andet lige er det ikke i hans film, at Hollywoodstjernerne henter deres årsløn hjem.
Han kommer helt ind under huden på USA
I Todd Haynes’ film forelsker du dig først i overfladen. Du nyder de kunstfærdige kostumer, fortaber dig i de præcise periodeskildringer og falder hårdt for de komplekse kvinder og smukke mænd.
Men de kølige boligbladsinteriører i ’Safe’ virker lidt for symmetriske og opstillede, bladenes efterårsfarver matcher kvindernes kjoler lidt for godt i ’Far From Heaven’ og samtalerne mellem Carol og Therese i ’Carol’ er næsten for afmålte og ordknappe til, at du tror på den stormende forelskelse. Noget er off, uden du helt kan sætte fingeren på hvad og hvorfor. Kunstigheden inviterer dig til at stille spørgsmål til det, du ser udspille sig på lærredet.
Kradser du blot en smule i den perfekte fernis, kommer en helt anden verden til syne. Fortællinger om AIDS-forskrækkelse, homofobi, racediskrimination, spiseforstyrrelse, eksistentiel og seksuel søgen. Todd Haynes afdækker samfundets mekanismer og strukturer fra et specifikt og personligt ståsted. Det personlige er, som en velkendt frase lyder, politisk, og Haynes er om nogen en filmskaber med en distinkt, personlig stil.
Ligesom forbilledet Rainer Werner Fassbinder blev beskyldt for at lave unødigt pessimistiske film, lyder anken mod Todd Haynes ofte, at hans film er for genrekunstige og kølige.
Fassbinder dyrkede med fuldt overlæg det pessimistiske. Den nøgterne tilgang gjorde publikum i stand til at se bagom fortællingen og agere i deres egen virkelighed, mente han. På samme måde er Haynes amerikansk films fremmeste skruebrækker, hvad angår opretholdelsen af hvid, heteroseksuel forstadsidyl på film.
Hos ham møder vi en verden af flamboyante glamrockmusikere, skabsbøsser, seks inkarnationer af Bob Dylan og så mange, selvstændige kvinder, at det i sig selv er et statement. Todd Haynes omvender verden. En visuelt overdådig film ad gangen.
Han forener popkultur med intellektuel filmkunst
Lesbisk pulp, Bob Dylan, glamrock, melodramatiske tudefilm, Technicolor, ’I Love Lucy’, Barbiedukker og The Carpenters møder semiotik, Jean Genet, Rainer Werner Fassbinder og Arthur Rimbaud. Er du også forpustet?
Todd Haynes, der ikke er klassisk filmuddannet, men har en universitetsgrad i Kunst og Semiotik, har karrieren igennem beskæftiget med kulturelle produkter fra højeste til laveste hylde. I Bob Dylan-portrættet ’I’m Not There’, hvor Haynes lader hele seks forskellige skuespillere fortolke versioner af Dylans personlighed, møder vi således den franske digter Arthur Rimbaud i skikkelse af Ben Whishaw som én side af den unge Dylan.
Filmen er et stærkt statement om selve biopic’ens iboende umulighed. En slags anti-biografifilm, der med sin flakkende stil og myriade af skuespillere tåler mange gensyn. ’I’m Not There’ riffer i øvrigt stilistisk frit over 1960’er-film som ’8½’, ’A Hard Day’s Night’, ’Persona’ og ’Masculin féminin’.
Ligesom den tyske filmauteur Rainer Werner Fassbinder i 1974 gendigtede Douglas Sirks bitre melodrama ’All That Heaven Allows’ fra 1955 i ’Angst æder sjæle op’, gør Todd Haynes det samme i ’Far From Heaven’. Cineasten Haynes låner utilsløret fra begge film og syr delene sømløst sammen til sin egen fortælling.
Vi er periodemæssigt i Sirks velfriserede 50’er-USA, mens racismen, som Julianne Moores karakter står ansigt til ansigt med, da hun indgår et venskab med mere med en sort gartner, er løftet ud af Fassbinders film. ’Far From Heaven’ er en nydelsesfuld oplevelse i sig selv, men stifter du bekendtskab med Sirk såvel som Fassbinder åbenbarer Haynes’ talent og filmkunstneriske arvemasse sig først for alvor.
Han stod fader til New Queer Cinema…
… Og tidligere i år blev han så officielt kronet, da ’Carol’ endte øverst på det britiske filminstituts liste over alle tiders bedste LGBTQ-film. Fuldt fortjent.
Kritikeren B. Ruby Rich definerede i starten af 1990’erne den stigende strømning af uafhængigt skabte film med homo- og queer-tematik som New Queer Cinema. En af grundstenene er Todd Haynes’ debutfilm ’Poison’ fra 1991, der er inspireret af en række af den ofte kontroversielle forfatter Jean Genets romaner. Med sit eksplicit homoseksuelle indhold og åbningslinjen »The whole world is dying of panicky fright«, træder Haynes, der selv er åbent homoseksuel, ind på scenen som en filmskaber med mod og skarpe holdninger til tidens presserende AIDS-skræk.
Angsten for AIDS gennemsyrer også hans næste film, ’Safe’, dog på en langt mere subtil facon. Med Julianne Moores portræt af den pæne, hvide middelklassekvinde, der pludselig rammes af en uforklarlig og tilsyneladende uhelbredelig sygdom, er filmen en uhyggelig epidemi-allegori, der åbner for en lang række spørgsmål i relation til sygdom, skyld og identitet. Haynes vender med andre ord normalitetsbegrebet på hovedet og queer’er det velkendte.
I glamrock-fantasien ’Velvet Goldmine’ gakker Haynes herligt ud i en ’Citizen Kane’-inspireret fortælling, hvor Christian Bale er den skabshomoseksuelle journalist, der jagter sandheden om, hvad der egentlig blev af den biseksuelle glam-stjerne Brian Slade (læs: David Bowie) og dennes forhold til rockikonet Curt Wild (læs: Iggy Pop). Filmen kammer af og til over i rendyrket teatralsk performance, men vinder i kraft af sit præcise greb om 1970’ernes flydende forhold til seksualitet.
Cate Blanchett spiller den elektriske, solbrillebærende, androgyne version af Bob Dylan i ’I’m Not There’, mens Julianne Moore i ’Far From Heaven’ opdager, at manden ikke bliver på kontoret for at arbejde over, men derimod har affærer med andre mænd. I 1950’ernes pæne, pæne Connecticut, vel og mærke.
’Carol’ føles som den foreløbige kulmination på Todd Haynes’ karriere. Både hvad angår filmkunstnerisk virtuositet og den særligt queer-fortælling. Filmatiseringen af Patricia Highsmiths legendariske, lesbiske roman fra 1952 forener Cate Blanchett og Rooney Mara som forbudte elskende. I et New York, der er som taget ud af et støvet farvefotografi af Saul Leiter, krydser de to kvinders sti hinanden.
Tiltrækningen er uundgåelig og konsekvenserne præcis lige så uoverskuelige, som vi kender det fra utallige, klassiske Hollywoodfilm. Blot her fortalt med den afgørende faktor, at begge de romantiske hovedroller spilles af kvinder. Så elegant og så stilsikkert sat i scene af Haynes, at al optræk til sensation forstummer. ’Carol’ er simpelthen dånende romantisk.
Han forstår at vælge et crew
Lyt lige til introtemaet til Haynes’ ’Far From Heaven’ her:
Lige præcis ét minut og ti sekunder inde svulmer veteranen Elmer Bernsteins smægtende komposition til frydefuld melodramaekstase. Du er med ét transporteret tilbage til 1950’ernes farvestærke filmvirkelighed og kan læne dig trygt tilbage. Haynes og Bernstein har styr på det.
Styr på det har den bad ass Christine Vachon også. Hun er Haynes’ trofaste producer siden debutfilmen ’Poison’ fra 1991. En decideret indie- og LGBTQ-legende i branchen, hvis produktionsselskab, Killer Films, desuden har stået moder til nyklassikere som ’Boys Don’t Cry’, ’Hedwig and the Angry Inch’, ’I Shot Andy Warhol’ og ’Kids’. Vachon er en utrættelig ildsjæl og enhver producer-in-spe bør tilbede ved hendes alter.
Filmfotograf Ed Lachman har stået bag kameraet på de fire seneste af Todd Haynes’ i alt syv film: ’Far From Heaven’ (2002), ’I’m Not There’ (2007), HBO-miniserien ’Mildred Pierce’ (2011) og ’Carol’ (2015). Han tilføjer tekstur og stemninger, så englene synger, men har samtidig øje for at indramme karakterer og indfange stjålne blikke, så både Douglas Sirk og Rainer Werner Fassbinder – to af Todd Haynes’ største forbilleder – nikker anerkendende med fra filmhimlen.
Lachman er en mesterlig filmfotograf og samarbejdet mellem ham og Todd Haynes hører til blandt vor tids fineste.
Han har selvfølgelig også instrueret en sublim tv-serie
Enhver respekteret instruktør har efterhånden en tv-serie under bæltet: Martin Scorseses ’Boardwalk Empire’, Steven Soderberghs ’The Knick’, Jane Campions ’Top of the Lake’ og David Finchers ’House of Cards’. Således også Todd Haynes, hvis HBO-miniserie ’Mildred Pierce’ fra 2011 hører til blandt de allerstærkeste eksempler på, hvor rigt en filminstruktør kan folde sig ud, når formatet tillader det.
Alt, hvad du egentlig behøver at vide for at overgive dig betingelsesløst til Haynes i serieformat, er, at Kate Winslet spiller hovedrollen. Hendes take på den fraskilte husmor Mildred, der i 1930’ernes depressionsunderkuede USA banker en succesfuld forretning op, men aldrig vinder den opadsnobbende datters respekt, er så mangefacetteret og dybt, at du næsten glemmer Joan Crawfords skulpturelle skulderpuder og syngende lussinger i den originale filmatisering fra 1945.
Hvor Michael Curtiz’ film pendulerede mellem camp’et melodrama og dyster noir, går Haynes langt mere nedtonet og naturalistisk til fortællingen. Med en spilletid på nær ved seks timer er der luft og tid til at dvæle ved detaljer og bygge troværdige karakterer op. Ed Lachmans nænsomme linse bringer alle nuancer af et støvbrunt Los Angeles anno depression til live – som ’Carol’ er ’Mildred Pierce’ også skudt på Super 16mm-film. Der er tekstur, farvedybde og en kornet realisme i hver en indstilling.
Selvom ’Mildred Pierce’, der også vises i Cinematekets serie, er bygget på James M. Cains roman fra 1941 og oser af divaer og gamle Hollywood i kraft af Crawfords oprindelige, Oscar-vindende rolle, føles Todd Haynes’ miniserie både frisk og nutidig. Mildred er en hårdtarbejdende karrierekvinde med seriøst rod i privatlivet. Kvindeportrættet er knivskarpt, og Kate Winslet kvitterer med en af karrierens klart bedste præstationer.
Cinemateket i København viser i september og oktober ’Far From Heaven’, ’I’m Not There’, ’Carol’ og ’Mildred Pierce. Se spilletider og køb billetter her.