’Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’: Tim Burton er magisk tilbage
Gode gamle Tim Burton synes langt om længe at fundet vej tilbage på rette hylde med denne gotiske godnathistorie hensat til et Brødrende Grimm’sk skyggedalsunivers, hvor klamme monstre og samfundsforskrækket lede ved ’de anderledes’ gør barndommen utryg for aparte unger med mystiske evner.
Burton er som bekendt en af den slags instruktører, hvis visuelle stil og overdrevent teatralske karakterer man enten elsker eller hader. Personligt har jeg været forgabt i hans fantasmagoriske verdener siden barndommens første møde med sørgmodige ’Edward Saksehånd’, men ovenpå eklatante skuffelser som ’Planet of the Apes’, ’Dark Shadows’ og ’Big Eyes’ har jeg langt fra været ene om at frygte, at instruktørens før så komisk-sadistiske horrortendenser og forkærlighed for syret animation var blevet uigenkaldeligt kommercialiseret ud af det kreative system.
’Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’ forelægger vellykket evidens for, at Burton trods alt ikke er blevet forvandlet til en gummeløs Hollywood-zombie, men stadig kan sætte gebisset i den slags drømmeriske filmmareridt, hvor uskyld redeligt agerer monsterfoder, og CGI sømløst kombineres med analogt effektmageri, der i dette tilfælde vækker nostalgiske minder om både ’Beetlejuice’ og ’A Nightmare Before Christmas’.
Teenageren Jake (Asa Butterfield fra ’Hugo’) vokser op på en solbeskinnet Florida-villavej, hvor eneste eventyrlige indslag leveres af bedstefaren Abes (Terence Stamp) sælsomme anekdoter om sin ungdoms møde med et walisisk børnehjems overnaturlige beboere og forstanderinden Miss Peregrine under Anden Verdenskrig.
Jakes indifferente far (Chris O’Dowd) giver ikke fem flade for gamlingens ’røverhistorier’, og filmens første kvarter trækker åbenlyse tråde til førnævnte ’Edward Saksehånd’s billedlige spidning af den 50’er-inspirerede, pastelfarvede forstadsidyl, som Burton alle dage har yndet at politisere som den uimaginære amerikanske småborgerligheds dæmoniske arnested.
Da Abe imidlertid omkommer under voldsomme ’Twilight Zone’-omstændigheder, overtaler Jake sin far til at tage med til tågeindhyllede Wales og opsøge børnehjemmet for måske at finde svar på bedstefarens gåder. Her åbenbarer en verden af magiske tidslommer og uhyrer sig, og pludselig er Jake hvirvlet ind i en farlig mission for at redde Miss Peregrine (Burton-musen Eva Green for fuld excentrisk skrue) og børnehjemmets mere eller mindre elskelige freaks of nature.
Det er vanskeligt at referere ’Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’s kalejdoskopiske handlingsforløb herfra uden at give for meget væk, og det kan kun anbefales at slå måsen i biografsædet med så lidt forhåndsviden som muligt – såvel som et særdeles åbent sind. Filmen er baseret på forfatter Ransom Riggs ungdomsbog af samme navn (men er så absolut ingen børnefilm) og er dermed ikke en Burton-original, hvorfor man fornemmer en intern dramaturgisk kamp for at tilgodese både det originale forlæg og instruktørens vision.
Manus-konsistens går momentvis fløjten og efterlader adskillige ubesvarede spørgsmål, men alligevel er filmen gennemgående vidunderligt underholdende takket være den flotteste billedside og buffet af gøgleriske påfund, Burton har serveret i det 21. århundrede.
Flere scenografier er tåreinducerende magiske, og som fan af Burtons mørkere sider er det ydermere svært ikke at småelske en film, hvor de onde (ledet af Samuel L. Jackson) veltilpas fortærer børneøjne som livgivende eftermiddagssnack, og skrækindjagende stop-motion-dukker spidder hinanden i brutal dødskamp.
’Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’ opleves som et kuriøst mashup af ’Peter Pan’-analogier over barndommens tabte drømmeland over for voksenlivets grå skuffelser og Burtons favorittema: Skæve eksistensers kamp for accept i en snæversynet homogeniseret verden, hvor alle, der fra naturens side står som opponenter til samfundets dogmer, er jaget vildt.
Et tema, der dårligt kan føles mere aktuelt i dag.
Kort sagt:
Tim Burton præsenterer et kalejdoskopisk filmeventyr om uskyldige freaks og onde monstre, der vækker minder om både ’Beetlejuice’s stop-motion-magi og ’Sleepy Hollow’s bloddryppende horror. Dramaturgien knager faretruende, men distraherer ikke fra, at ’Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’ er instruktørens mest fantasifuldt underholdene film i det 21. århundrede.