’Snowden’: Oliver Stone har lavet nervepirrende film om NSA-whistlebloweren
Instruktør Oliver Stones biopic om whistlebloweren Edward Snowden starter samme sted som Laura Poitras’ fremragende dokumentar ‘Citizenfour’ fra 2014 med Poitras’ og The Guardian-journalisten Glen Greenwalds første møde med ham på et hotel i Hong Kong.
Det er så vildt et øjeblik i ‘Citizenfour’ at se den på det tidspunkt ukendte 29-årige unge mand i hvid t-shirt præsentere sig selv for Poitras’ kamera, få dage inden historien om NSA’s overvågning af almindelige borgere eksploder i medierne, og billedet af Snowden fylder alle skærme og aviser.
Det er ikke en åbenlyst god idé at rekonstruere det ikoniske øjeblik. Hvori ligger overhovedet nødvendigheden i at fortælle Snowdens historie én gang til kun to år efter den fyldestgørende dokumentar, når nu der ikke er sket noget afgørende i hans liv siden?
Et argument er naturligvis, at spillefilm har et potentielt bredere publikum end dokumentarfilm, og at historien måske vil nå nogle af de amerikanere, som stadig ser Snowden som en forræder – ‘Snowden’ er ligesom ‘Citizenfour’ et heltekvad om en mand, der ofrer sin egen trygge og privilegerede tilværelse i en større sags tjeneste. Det understreges med fed tusch, da Edward Snowden (spillet af Joseph Gordon-Levitt) til en jobsamtale i CIA nævner Ayn Rands objektivisme-fikserede ‘Atlas Shrugged’ som inspirationskilde og siger, at han tror på, at én mand kan forandre verden.
Ligesom Stones tidligere politiske film om Richard Nixon, John F. Kennedy, George W. Bush, Fidel Castro, Wall Street, Vietnamkrigen og 11. september er fortællingen didaktisk og æstetikken på en gang dokumentarisk og svulstig. Som når kameraet i første scene i et nærbillede følger Rubiks-terningen i Snowdens hånd akkompagneret af wush-wush-lyde, når han drejer pladerne rundt i fast motion. Der er skruet 200 procent op for spionthrilleræstetikken, og det skærer lidt i øjnene i filmens første ti minutter.
Men man vænner sig til stilen, og som filmen skrider frem, finder den et mere roligt leje og begynder at hvile i sig selv. Væk med de gennemtærskede tv-billeder og ind med et langt flashback, der viser Snowdens personlige udvikling: Han brækker begge ben i militæret og får sit første job i CIA for at tjene sit land, møder kæresten Lindsay (Shailene Woodley), der udfordrer hans blinde patriotisme, og får sine første samvittighedskvaler, da han opdager graden af den amerikanske stats overvågning.
Det er en troværdig og medrivende skildring af en usædvanligt skarp ung mand, der bliver forført af sine egne evner og hurtige karriereopstigning med voksende ansvar, men på et tidspunkt ikke længere kan ignorere den knude i maven, der fortæller ham, at det, som han og kollegerne laver, er dybt amoralsk. Netop karakterstudiet af Snowdens baggrund og motivation for lække fortrolige oplysninger adskiller den fra Poitras’ dokumentar.
Joseph Gordon-Levitt ligner ikke Snowden, men indfanger hans lidt stive mimik, kropssprog og især hans måde at tale på fuldstændig. Shailene Woodley giver varme og charme til Lindsay, som dog portrætteres en smule ensidigt som verdens mest loyale kæreste, der ikke rigtigt har sit eget liv, men fungerer som Snowdens følelsesmæssige center, faste støtte og forbindelse til virkeligheden.
Det er karakterer, man kommer til at holde af og heppe på, og filmen ender med at være gedigent spændende med et neglebidende klimaks, der fik mig overraskende langt ud på kanten af biografsædet i betragtning af, at vi alle sammen kender historiens udgang.
Kort sagt:
Har vi virkelig brug for et endnu et portræt af Edward Snowden? Ved første øjekast ligner Oliver Stones biopic en bleg og svulstig kopi af Laura Poitras’ dokumentar ‘Citizenfour’, men som Snowdens personlige historie og motivation for at lække de fortrolige oplysninger udfoldes, udvikler filmen sig til et spændende karakterstudie.