Thomas Warberg er en af de mest spændende og modsætningsfyldte skikkelser i dansk comedy i øjeblikket.
På den ene side har han været fast inventar i flere primetime-programmer på TV 2, ’Live fra Bremen’ og ’Klipfiskerne’. På den anden side markerer han sig som et af de mest ambitiøse islæt på den danske standup-scene med åbningen af Warberg Comedy Club, hvor han optræder tre-fire gange om ugen.
For tiden brygger han desuden på et nyt one man-show med titlen Warberg Comedy Tour ’16, som han turnerer land og rige rundt med i efteråret. Showets overordnede tema er, hvordan mennesker behandler hinanden, og med Facebooks kommentarfelter in mente bør der være rigeligt at tage fat på.
Men hvem er Thomas Warberg egentlig, og hvordan startede det hele?
»Jeg har aldrig lavet lektier i mit liv, jeg har bare faket mig igennem det. Jeg kan huske en boganmeldelse, hvor jeg skulle op til tavlen, og hvor jeg bare løj mig igennem det hele. Jeg har trænet mig selv i at stå og bullshitte«, siger han, da vi møder i København.
Hvordan gik dine første optrædener på scenen?
»Jeg var heldig at være god, måske fordi jeg havde noget træning inden, og jeg gik på en lille skuespillerskole. En af dem, der startede samtidig med mig, var midt i journalistuddannelsen, en kom direkte fra handelsskolen, og en tredje var bartender. De var gode, men de var teknikløse, hvor jeg trods alt godt vidste lidt om, hvordan man skulle tale, hvilket på det tidspunkt, hvor alle var elendige, gav mig kilometers forspring i forhold til dem.
Jeg var aldrig kommet igen, hvis jeg havde fået en dårlig debut. Jeg havde taget det som det største nederlag i mit liv, og så havde jeg gemt mig i Jylland.
Jerry Seinfeld har lavet en fantastisk dokumentar om at kassere sit materiale og starte forfra. Den så jeg hver eneste gang, jeg havde et dårligt show. Og så drak jeg en flaske whisky. Det var en af verdens bedste komikere, der sagde, at det kræver, at det går galt, men du skal på igen. Det var en form for mentor-snak, han gav én. Nederlaget er en proces, man bliver nødt til at fortsætte, og det er i virkeligheden den eneste hemmelighed jeg kan give nogen, hvis de vil prøve sig inden for dette fag: Bliv ved, bliv ved, bliv ved«.
600 shows på et år
Kunsten at øve sig skinner tydeligt igennem, når Thomas Warberg fortæller om sin opvækst i det sønderjyske. Her var han ikke en del af fodboldflokken, men havde i stedet nørdede venner med en fælles kærlighed til comedy. Han transskriberede Monty Python-sketches for efterfølgende at genindspille dem med vennerne, og trangen til at udfordre sig selv har fulgt ham siden.
»Jeg kan huske, at min kollega Michael Schøt havde talt, at han havde optrådt 200 gange på et år. Jeg tænkte, at så skal jeg gøre det mere end det, ellers overhaler jeg ham aldrig. Jeg havde et enkelt år, hvor jeg havde 600 shows. Jeg optrådte alle steder, du overhovedet kan tænke dig. I Aarhus havde de PornoSøndag i Skolegade, hvor de læste erotiske noveller op, og så var der lige 10 minutter med Thomas Warberg.
Det var helt galningeagtigt, men det gjorde bare, at jeg blev bedre og bedre. Jeg havde heller ikke tid til at hænge i nederlag, fordi der var så kort tid til næste show«.
Er du et konkurrencemenneske?
»Jeg var bevidst om, at jeg havde nogle direkte konkurrenter, som også er mine kolleger. Jeg skulle se, hvad de kunne, som jeg ikke kunne, for vi kæmpede om de samme ting. Det første first spot, jeg havde på Comedy Zoo, delte jeg med Sanne Søndergaard. Sanne var freakin’ formidabel, og jeg var ikke særligt god. Jeg kiggede på, hvad hun kunne, som jeg ikke kunne. Hun kunne skrive rigtigt godt, så jeg måtte til at skrive en helvedes masse, for jeg kunne se en svaghed der. Jeg kan godt blive lidt træt af folk i mit fag, der ikke har det drive. For det gælder om at blive bedre.
Jeg har lavet oneliner-jokes, som jeg lavede statistik over. Hvor mange gange blev de prøvet, hvor mange gange fik de klap, og hvor mange gange faldt de decideret igennem. Så fik jeg en procentsats. Jeg havde 150 jokes, hvor jeg faktisk kunne sige, hvad mine bedste jokes var. Min næstbedste joke gav klap 97 procent af gangene. Du kan fjerne målgrupper og demografi, den joke virkede bare. Det gjorde det nemt, for så kan man også være mere cocky. Jeg bruger stadig mange af de jokes til private jobs, for der er jeg hyret for, at det skal virke.
Jeg har ikke hørt, at andre af mine kollegaer gør det sådan. Men comedy er et produkt, og man skal finde ud af, hvordan det virker«.
En fordom mod stand up-komikere er også, at man bare kan winge den. Passer det slet ikke?
»På et tidspunkt når du et niveau, hvor du bliver nødt til at kunne mere end bare at winge den. Du skal optræde ofte, du får mange penge for det, og det kommer noget prestige i det, så du skal pludselig kunne noget. Der er en stor grad af wing it de første par år, for det lærer man også meget af.
Nu har jeg min lille klub, og der prøver jeg at føre en større grad af wing it ind i det, for det vil jeg mestre endnu bedre. Jeg bøvler meget med, at jeg er markant sjovere, når jeg er uforberedt end forberedt. Det er både positivt og negativt, fordi det gør, at jeg ikke kan forberede mig ordentligt. Det kan også være, at jeg skal perfektionere den måde at optræde på, så det ikke virker for publikum, som at jeg er uforberedt, men bare dygtig til det.
Jeg har set en kollega lave et show, hvor han bare siger ’hvad hedder du, hvad hedder du’ og så laver et show ud fra det, og det var skide godt, men det virkede også dovent. Det virkede, som om han ikke kom med noget. Du skal kunne virke som en topforberedt mand, der har en masse, som du så smider væk til fordel for noget bedre. At få det til at gå op i en højere enhed, det er dét, man skal ramme«.
Et comedy-publikum, der ikke bliver talt til
Thomas Warberg fik en del opmærksomhed, da han sidste år – på Anders Ands fødselsdag – åbnede sin egen comedy-klub. Det er et lille lokale på Vesterbro, hvor der hverken er toiletter eller bar. Til gengæld er der rigeligt med intim stemning, når lokalet bliver proppet med cirka 50 mennesker, der kommer for at se Warbergs tre-fire ugentlige optrædener, som varer i omegnen af en time.
Klubben er et ambitiøst projekt, der blandt andet blev hjulpet på vej af den danske stand up-scenes nuværende begrænsninger.
»Open mike-systemet i København er bygget mærkeligt op, fordi du ikke kan få mere end 10 minutter, fordi der er så mange om buddet. Så er du på tre steder på en aften. Jeg er begyndt at lave one man-shows, hvilket betyder, at du skal have en time og et kvarter til at hænge sammen, og det er enormt svært at skulle teste af med tre gange 10 minutter på en aften.
Du skal bruge fire dage på at teste det hele igennem, og du kan ikke henvise til noget, du har sagt for en halv time siden. Der var en mangel, og jeg følte faktisk, at jeg ikke kunne komme videre med det, jeg gerne ville.
Hvis mine kollegaer kommer på alle steder, de kan, så kan de scenetidsmæssigt teste sig selv cirka en time og et kvarter om ugen. Jeg har som minimum tre timer på en scene om ugen. Så det var også for at tage røven på dem alle sammen«.
Hvad var tankerne med at kræve entré for at se en øve-session?
»Vi har sagt, hvad er den laveste billetpris, vi kan tage, for at det går i nul. Den eneste, der tjener penge på klubben, er dørpigen, for hun er fast lønnet. Så er jeg forhåbentlig også bedre, end når man kommer til en open mike, hvor der er mange debutanter. Der er et niveau herinde, som jeg godt synes, folk må betale for. Vi ville gerne have haft den billigere, men så skulle jeg betale for at optræde.
Hvert eneste sted jeg har lavet et show, har der været en bar, så der er polterabend og håndværkere, og folk er fulde. Som komiker gør det, at du ikke kan lave noget materiale, der ikke er under bæltestedet. De fanger ikke, hvis du går langt, hvis du holder nogle pauser.
Når jeg taler med folk, får jeg indtryk af, at deres kritik af stand-up er, at det er meget plat, fordi det handler om pik og patter. Og jeg er enig. Det er oftest, fordi publikummet ikke tillader andet. Men når der sidder 180 mennesker, er der måske kun 100 af dem, der er sådan. De 80 andre tænker ’ih, skal vi derhen’. De 80 vil jeg gerne have fat i, de skal komme hen til mig og opleve noget andet.
Der er et kæmpe comedy-publikum derude, som der ikke bliver talt til. Dansk stand up har lige nu svært ved at finde rum til det. Håbet er, at dette er starten på en revolution«.
Er det et forsøg på at positionere dig og din comedy på en anden måde, hvor substansen fylder mere end pik og patter?
»Det er helt klart for at få flere tunet ind på min form for comedy. Min Facebook-gruppe har 96.000 likes, mit one man-show har solgt 11.000. Ergo er der 80.000, jeg ikke kan regne med, og dem vil jeg lige så gerne have sorteret fra for at finde den kerne, der forstår og kan lide den måde, jeg gør det på. Nu giver jeg dem et rum, hvor de kan tage en chance med mig og se, om de kan lide det.
Jeg tror, mange af mine kollegaer kigger spændt på min klub og ser, hvordan det ser ud om et par år. Jeg tror, at de gerne vil det, men det er et knoklearbejde«.
I forhold til klubbens målgruppe så har du også lavet fredagsunderholdning på TV 2. Det er vel et noget andet publikum…
»Jeg oplever en sjov ting med mit brand. Hvis man kigger på min Facebook, har jeg folk fra 13 år og op til 19, og så er der et hul op til 40. Det skyldes, at alt, hvad jeg har lavet på tv, har ligget fredag eller lørdag aften, og der er den gruppe i midten i byen eller laver andet end at se tv. Det, jeg har lavet, har som sådan heller ikke henvendt sig til dem. Så skulle jeg have lavet noget sært lidt senere på Zulu.
Jeg har formået at få enormt meget promovering, men jeg har ingen på min alder, der taler til mig, eller som jeg taler til. Det er både enormt fedt og lidt frustrerende, for det gør nogle gange, at jeg har svært ved at snakke om det, jeg gør og oplever på en scene.
Klubben var også et forsøg på at vise, hvad jeg synes, der er fedt at tage ind og se, for på den måde at opdyrke et publikum der er mere hardcore mig. Jeg ved ikke, hvor mange Thomas Warberg-fans der findes derude. Jeg tror, der findes Bremen-fans og Klipfiskerne-fans. Er jeg den største fan i verden af de programmer? Måske ikke. Jeg synes, det var fedt at lave, og at der er fede ting i det, men jeg er ikke målgruppen for noget af det, jeg har lavet, bortset fra denne klub. Jeg er hardcore selv målgruppen for denne klub.
Så det er også at tilføje mit brand er aspekt, som det manglede. Min kæreste sagde ’lige nu laver du ikke andet end at overraske folk’. Hver eneste gang nogle kommer ind og ser mig, tænker de ’kæft, han er bedre, end jeg troede’, fordi de er vant til at se mig lidt hæmmet i et format«.
Tror du, at publikum værdsætter din stand up mere, når de kan overvære arbejdsprocessen, før du går på scenen på klubben?
»Jeg tror, der er et publikum for slutproduktet, og jeg tror, der er et publikum til arbejdsprocessen. Jeg tror der er et marked for et lidt mere nørdet publikum. Jeg kan for eksempel rigtigt godt lide ’Formiddagen på P6’, og hvor meget de to nørder omkring alt muligt. Jeg tror også, det findes for comedy, men der er ikke nogen, der gør det endnu«.
Lad os sige, at klubben bliver ved med at være succesfuld, og at du kan udvide den. Vil du om fem år fortsat køre de to målgrupper parallelt, eller er du ved at bevæge dig væk fra primetime?
»Primetime er ikke en hysterisk vigtig faktor for mig, jeg har bare været heldig, at meget af, hvad jeg har lavet, har ligget der. Når jeg bliver spurgt om at være med i noget, er det afgørende, at der er comedy. Der er rigtig mange, der vil have komikere til noget, der ikke er comedy.
Jeg har aldrig haft noget imod primetime, hvilket måske også er årsagen til, at jeg kan finde ud af det. Jeg tror, at mange af mine kollegaer har en afmålthed over for noget, der bliver for populært. De vil hellere lave det sære program, der kommer på halv et om natten. Casper Christensen havde en fantastisk pointe, da han sagde: ’Jeg kan godt gøre Live fra Bremen mere cool, men det vil koste en halv million seere’.
Jeg vil rigtigt gerne kunne udvide klubben, for det er den, jeg har det allersjovest med at lave. Men om det kan bære det, og om meget vil gå af konceptet, hvis det var en 200-mands sal, det kan godt være«.
Danskerne er søde, men satte
Thomas Warberg efterårsshow kommer til at fokusere på, hvordan vi behandler hinanden, ikke mindst på de sociale medier.
»Jeg kommer til at snakke en del om min hjemegn, Sønderjylland, og hvorfor det går ned ad bakke dernede, og hvad det gør ved os som mennesker. Hvorfor ender en hel landsdel med at stemme, som de gør? Jeg er jo vokset op dernede, og sådan er de jo ikke, så der er et eller andet råb om hjælp i det. Det er en landsdel, der føler sig dårligt behandlet, og så får de lyst til at behandle andre dårligt.
Racisme er sindssygt interessant. Hvorfor er vi danskere så racistiske? Det er vi jo. Vi har så meget, og der går intet af os ved at give noget. Det er spændende at se på, hvilke aspekter af mig der har det samme. Hvorfor vil jeg ændre det eller ikke ændre det? Hvorfor er vi så aggressive over for hinanden på Facebook?«, spørger han.
Ja, hvorfor tror du det er sådan?
»Hvis jeg gik på min komiker-profil og skrev noget virkelig voldsomt, så ville jeg vide, at der var mange, der ville sige ’hvorfor helvede gjorde du det’, og jeg ville tænke ’årh, er det nu det, jeg sender ud i verden’. Hvis jeg var en ældre mand fra Randers, der ikke havde børn, så kunne jeg skrive hvad som helst, for who gives a shit om, hvad jeg skriver.
Det, tror jeg, er et aspekt. Det er det med at tage ansvar for sig selv, og på et tidspunkt er man bare ligeglad. Jeg har svært ved at forstå den aggressivitet, der kommer, men den kommer, og det skal vi dykke lidt ned i«.
Hvad er dit indtryk af danskerne lige nu ud fra den måde, vi interagerer på?
»Jeg tror, at vi som danskere grundlæggende er rigtigt venlige og søde. Jeg tror dog også, at vi i lang tid har haft det lidt for godt, så vi er ikke vant til at kunne sætte os ind i andres sted, hvis de har det dårligt. Vi vil egentlig gerne hjælpe, men vi vil gerne gøre det ved at donere penge. Hvis vi skal troppe op, så skal vi noget andet den dag.
Der er meget få, der vil have syriske flygtninge boende, men det er fint at placere dem i en by, der ligger 100 kilometer væk. Sådan har jeg det også selv. Der er en form for sathed i det, som ikke er så pæn.
Jeg er vokset op med en onkel, der er iraner, hvilket jeg tror har gjort enormt godt for mig, fordi jeg fra første øjeblik mødte en ny kultur og så, at der ikke er noget underligt ved det.
Min mormor, der nærmest voksede op med at lege med tyske soldater, er det mest åbne menneske i hele verden, på trods af at hun havde nazister boende lige ved siden af. Nu står vi her 70 år senere, og vi mangler nok at blive rystet lidt igennem, tror jeg«.
WARBERG COMEDY TOUR ’16 skydes i gang på Bremen Teater 14. september.