KOMMENTAR I årevis har vi efterspurgt en revolution i dansk film. En ny bølge, der som dogme-drengene i 90’erne vender alting på hovedet og får det, vi i dag anser for at være helt normalt, til at føles håbløst bedaget.
Indtil nu er oprøret udeblevet. De gamle filmbesættere sidder solidt placeret på toppen af dansk film – fra Thomas Vinterberg til Susanne Bier, Per Fly til Ole Christian Madsen.
Imens har den nye generation haft det svært, om end Michael Noer og Tobias Lindholm indstiftede en hårdtslående realisme med film som ’R’, ’Nordvest’ og ’Kapringen’, og folk som Martin Zandvliet og Fenar Ahmed har markeret sig som stærke fortællere af klassisk skårne historier.
Afsættet til en egentlig ny kurs for dansk film har vi dog spejdet forgæves efter. Indtil nu.
Hvem husker danske films filmsprog?
I CPH PIX’ programserie New Danish Talents boltrer talenterne sig sammen med dem, der laver film på rendyrket blod, sved og tårer uden om de etablerede systemer. Og her – i film som Christian Tafdrups ’Forældre’, Puk Grastens ’37’ og Ali Abbasis ’Shelley’ – fornemmer man et ulmende retningsskift.
De seneste år har dansk films adelsmærke været historiefortællere i verdensklasse. Oscar-uddelingens kategori for udenlandske film er en klar indikator: Fem danske nomineringer på blot ti år vidner om et land, der skaber medrivende historier med hjertet på rette sted.
Hvad, man har savnet, er en frisk visuel vinkel. ’Jagten’, ’En kongelig affære’, ’Hævnen’ og ’Under sandet’ er alle flotte og velfortalte film, men ikke værker, der får én til at spytte latten ud gennem næsen i dramaturgisk eller æstetisk overrumpelse. I dansk film har dialogen og miljøskildringen ofte forrang for et umiskendeligt personligt særpræg på billed- eller lydsiden, og vi skal tilbage til Christoffer Boe og Simon Stahos tidlige film for at finde de seneste eksempler på markante formmæssige nybrydere i dansk sammenhæng.
De to gange, egentlige æstetiske retninger har været udstukket i nyere tid, har det været med realismen som rettesnor. Dogmebølgen skrællede alle kunstige Hollywood-lag væk og lod historien og karaktererne træde i forgrunden, og Noer/Lindholms reality rules dyrker den hektiske og jordbundne dokumentariske stil.
Ud over dem er der ikke mange nyere danske film, der huskes for deres radikale æstetiske eller formmæssige beslutninger. Martin Zandvliets debut ’Applaus’, der excellerede i brugen af ultranærbilleder og dialektikken mellem teaterscenen og hovedkarakterens eget liv, er måske det tætteste, vi kommer på.
Skal man være hård, kan man faktisk sige, at danske film (og behøver vi nævne Lars von Trier som den evige undtagelse?) er dødkedelige at se på: Smukke og behagelige, men sjældent udfordrende.
Et vildt twist
I ’Forældre’, ’37’ og ’Shelley’ får de dramaturgiske og æstetiske konventioner imidlertid en håndfast rusketur.
Til at begynde med ligner Tafdrups ’Forældre’ en indlevende og meget straight fortælling om et ægtepar (Søren Malling og Bodil Jørgensen), der oplever et tomrum, da deres søn er flyttet hjemmefra. Men efter en halv time sker der noget. Noget vildt. Noget, der vil dele vandene. Noget, der i bedste Lynch-stil ryster fortællingen i dens grundvold på et chokerende tidligt tidspunkt. Hvornår har man sidst sagt det om en dansk film?
Abbasis ’Shelley’ er en horrorfilm om et ungt par, der lever afskærmet fra moderne remedier i et øde hus, hvor de overtaler deres nye rumænske hushjælp til at bære deres barn. Det er den sitrende uhyggelige atmosfære, der driver værket, og Abbasi indarbejder både surrealistiske drømmebilleder, okkulte elementer og ubesvarede spørgsmål. Hvornår har man sidst sagt det om en dansk film?
Grastens ’37’ handler om den virkelige begivenhed fra 1964, hvor en ung kvinde blev slået ihjel foran sin lejlighed i Queens, uden nogen af naboerne kom hende til undsætning, selvom de kunne høre hendes skrig. Grasten zoomer ind på flere af de familier, som boede i ejendomskomplekset, og særligt børnenes perspektiv dominerer i en film, der efterhånden afkodes som en subjektiv mosaik af forvrængede perspektiver. Man ihukommer til tider den intense klaustrofobi fra Polanskis tidlige film. Hvornår har man sidst sagt det om en dansk film?
En rystelse mere end et skælv
Både ’Shelley’ og ’37’ udmærker sig ved, at billederne og lydene er vigtigere end dialogen. Det, der bliver sagt, har ikke fortrinsret for det, der bliver vist.
Der er ingen tvivl om, at man i disse film mere ser de løse skitser af kommende mesterskab end fuldtudviklede filmkunstnere i total kontrol, og alle tre film er da også støttet på talentordningen New Danish Screen – ligesom i øvrigt forløberen ud i dansk æstetisk overlegenhed, Jeppe Røndes ’Bridgend’, der sammen med David Denciks ‘Guldkysten’ sidste år kridtede banen ukonventionelt op.
Alligevel føles de så radikalt anderledes, at de indikerer et lurende skifte i dansk film: Et opgør med den jordslåede realisme og den ligefremme fortælleform. Endnu er det en rystelse mere end et skælv på Richter-skalaens øvre etager, og det er en rystelse, der nok vil bundfælde sig lige så lidt i den brede befolkning, som da et jordskælv for nogle år siden ramte Danmark med en skildpadde som eneste offer. ’Forældre’, ’Shelley’ og ’37’ vil formentlig få så små chancer i biograferne, at den kommercielle fiasko er selvskrevet.
Men lad det nu ikke blive den frygteligt kedsommelige historie. Lad den fortællemæssige legesyge og det formmæssige mod blive historien. Og lad det nu ikke betyde, at talenterne skal afrettes på konventionernes slibemaskine, hvis de skal have chancen igen. Lad dem forfine deres personlige stil og perspektiv, så de en dag kan lave film, der både ryster posen og skaber kø foran billetlugerne.
Hvordan skulle de ellers – på sigt – kunne tage livet af mere end en skildpadde?
Læs også: DR erklærer nordic noir for død – her er fem forslag til, hvad de skal sætte i stedet