Et altomsluttende mørke, kryptiske mordgåder og velfærdssamfundets kiler af ublu aggression.
Med ’Forbrydelsen’ skabte DR – på ryggen af skandinavisk litteraturs krimitradition – en bølge, der siden skulle blive brandet som nordic noir. Danske tv-serier blev et internationalt fænomen, og i USA såvel som England lod man sig fascinere af de sofistikerede krimiplots og smådeprime hovedkarakterer i det gråmelerede land mod nord.
Men nu er det endegyldigt slut med nordic noir, i hvert fald fra moderskibet selv.
»Vi skal finde det, der kan afløse nordic noir«, siger DR’s dramachef Piv Bernth i et nyt interview med Berlingske.
»Hvis man ikke bevæger sig, står man stille. Det er vores indstilling, og sådan er det også for de kreative mennesker, som vi foretrækker at samarbejde med. Dem, der gentager noget, vi har lavet før, er vi mindre interesserede i – herunder nordic noir«.
DR’s dramaafdeling har faktisk i årevis forsøgt at styre krimitrangen, men der synes hele tiden at være kommet nye fortællinger i vejen: Hverken ’Broen’ eller ’The Team’ var godt nok produceret af DR’s egen dramaafdeling, men med deres beslag på den eftertragtede skærmtid søndag kl. 20, har drama fra DR også de senere år lugtet mistænkeligt af forbrydere og politi. Selv deres nyeste serie, ’Bedrag’, der blev promoveret som en fortælling om økonomisk kriminalitet, havde to politimænd og deres efterforskning som helt centrale aspekter.
Jeg har tidligere stukket til DR’s dramaserier og fremhævet deres i mine øjne største problemer lige nu, og her hævdede jeg blandt andet, at for mange af DR’s serier synes at blive konceptueret ud fra samme filosofi, og at de derfor ligner hinanden i en grad, der netop truer den af Piv Bernth så eftertragtede nytænkning.
Nu, hvor DR selv peger frem mod et liv efter nordisk tusmørke, er det imidlertid på sin plads at tage den konstruktive hat på. Hvad skal DR Frankenstein sætte liv i, nu hvor nordic noir-monstret er endegyldigt stedt til hvile?
Uden rudimentære overvejelser om målgruppesegmentering og seertalsmålsætninger følger her mine velmente forslag til, hvor fornyelsen kan komme fra.
1. Et psykologisk drama med én altoverskyggende hovedkarakter
Når DR løsriver sig fra krimigenren, har de en tendens til at lave ensemblefortællinger med adskillige sideordnede hovedkarakterer.
Selvfølgelig kan man argumentere for, at Signe er hovedpersonen i ’Arvingerne’, men reelt er hendes nye søskende Gro, Frederik og Emil lige så meget i fokus. Også i ’Sommer’, ’Krøniken’ og ’Taxa’ var opmærksomheden fordelt på flere figurer, hvilket ofte kommer til at diktere en særlig fortællestil, hvor der krydsklippes demokratisk mellem de forskellige handlingstråde, der indimellem krydser hinandens veje. Også ’Bedrag’ flukturerer ivrigt mellem fire-fem forskellige hovedkarakterer fra hver deres samfundslag.
Det er selvfølgelig smart ikke at placere alle æg i samme kurv, når man skal have hele Danmark i tale, som DR skal med sine søndagsserier. Alle har nogle at spejle sig i.
Men det kunne være interessant at se DR fordybe sig intenst i én gribende hovedkarakters psykologi. Som i ’The Sopranos’, ’Rectify’, ’House of Cards’ eller ’Breaking Bad’, serier, der viser, at man sagtens kan skabe mindeværdige bifigurer, samtidig med at man som seer har en klar fornemmelse af, at seriens ærinde er forankret i én altoverskyggende historieark.
2. En fortællemæssigt eksperimenterende thriller
De fleste DR-serier er fortalt lige ud af landevejen. De starter ét sted på det tidslige kontinuum og tager den lige linje frem mod målet uden de store svinkeærinder. Det behøver ikke at være en dårlig ting. Og adskillige serier – som ’Bloodline’ og ’Lost’ – har bevist, at fortællemæssige krumspring kan virke ulideligt gemacht, hvis de ikke elegant understøtter den naturlige historie.
Men det kunne nu alligevel være interessant at se DR bryde den slagne fortællemodel til fordel for en mere associativ og informationstilbageholdende fremgangsmåde. Førnævnte ’Breaking Bad’ er kroneksemplet på, at det kan gøres, uden at folk står af. For nylig har serier som ’London Spy’, ’The Affair’, ’Sherlock’, ’Fargo’, ’Mr. Robot’ og ’The Leftovers’ eksperimenteret uden at fremstå som højpandet nonsensfilosofi.
Thrillergenren kunne være et godt sted at prøve de narrative eksperimenter af, så de sker på en bund af stærk suspense.
3. En familieserie i et overraskende skævt miljø
DR fremhæver ofte, at det var progressivt, da de placerede en stor, bred serie i noget så specifikt som den lokaldanske politikersfære. Og de har ret! Der var intet, der tilsagde på forhånd, at ’Borgen’ skulle blive en ikke bare dansk, men international succes.
Det er heller ikke, fordi ’Arvingerne’s sammenblanding af selvbevidst kunstnermiljø og jordnære håndboldhalomgivelser var uoriginal, og med Jesper Christensens drømmeriske tusindkunstner fik vi da også anderledeshed for alle licenspengene.
Men jeg ville nu alligevel gerne se DR rykke grænserne for de miljøer, deres serier udspiller sig i. To af mine favoritserier gennem tiden er ’Carnivale’, der udspiller sig i en cirkustrup i 20’ernes Dust Bowl, og ’Six Feet Under’, der foregår blandt noget på overfladen så usexet som en bedemandsfamilie.
De universelle historier i et meget specifikt miljø er på mange måder opskriften på DR’s succes i udlandet, men for det danske publikum ville jeg gerne se dem prøve grænserne endnu mere af.
Se de sidste to forslag til DR på næste side.
4. En dramedy med tryk på alvoren
I 2004 gjorde ’Desperate Housewives’ den såkaldte dramedy til højeste mode, den udsøgte blanding mellem komedie og drama.
DR forsøgte sig i 2011 med ’Lykke’, men har haft svært ved at få greb om genren, blandt andet fordi deres programplanlægning forudsætter afsnit af enten en halv eller en hel times varighed og derfor umuliggør dramedyens flittigt benyttede og velafmålte 40-45 minutters-format.
Siden er der dog sket meget i dramedy-land. Det har de seneste år været det gamle komedieformat på en halv time, der synes at bryde den tematiske og fortællemæssige lydmur, fra ’Transparent’ til ’Looking’ og ’Louie’. Det er lige nu gennem humor, at de største sandheder bliver fortalt på tv-skærmen.
DR har lavet dramedy med ’Ditte og Louise’ og ’Bankerot’ i halvtimesformatet, men det ville være brillant, hvis de kunne få genren til at fungere i søndagsserieklæder. ’Arvingerne’ og ’Bedrag’ er bestemt ikke klinisk renset for humor, men de er nu sjældent laugh out loud-sjove. DR kan sagtens satse mere på humoren, uden at det behøver være på bekostning af den seriøse behandling af et emne.
5. En universelt fængende ungdomsserie
Den norske gymnasieserie ’Skam’ har efterhånden også taget danske seere med storm, og man kan ikke se serien uden at undre sig over, at noget lignende ikke er lavet i Danmark. Det tætteste, vi kommer på, er DR’s webserie ’Anton 90’, hvis afsnit dog varer under 10 minutter, mens ’Skam’ i sæson to nærmer sig traditionelt dramaformat på 50 minutter. De psykologiske dybder er unægtelig større her.
Skal DR’s søndagsserier per definition handle om voksne mennesker? Er vores evne til at spejle os i det, vi ser på skærmen, virkelig så banal? Der er unge fyre i ensemblet på ’1864’ og ’Bedrag’, men suppleres af kedelige old people fra top til tå. Er det helt utopisk at forestille sig, at et stort publikum vil se med, hvis der er teenagere eller børn i centrum?
Netflix’ ’Stranger Things’ viser, at voksne mennesker sagtens kan overtales til at interessere sig for barnlige problemer, og så kan man jo – som The Duffer Brothers – supplere med et par hysteriske voksne.
Læs også: DR’s dramaserier har tre livstruende problemer