’Life, Animated’: Uimodståeligt opløftende film om en autists forelskelse i Disney-film
»Det var, som om nogen kidnappede vores søn«.
Således lyder Ron Suskinds mavepusterrammende beskrivelse af, hvordan det føltes for ham og konen Cornelia, da deres treårige søn, Owen, pludselig ramtes af regressiv autisme i starten af 90’erne. Nærmest fra den ene dag til den anden stopper Owen med at tale, hans motoriske udvikling standser, og den lille dreng synes at forsvinde helt ind i sig selv. Lægernes dom er knusende: Højst sandsynligt vil Owen aldrig igen ytre et ord.
Jeg plotspoiler ikke ved at afsløre, at Owen faktisk finder sin stemme igen i dokumentaristen Roger Ross Williams’ lige dele rørende og ægte opløftende dokumentarfilm ‘Life, Animated’. Det er måden, hvorpå familien Suskind genforenes, der er filmens drivkraft. Nærmest ved et tilfælde opdager far Ron efter et par år, at han kan kommunikere med Owen gennem Disney-tegnefilm.
De mange, mange timer foran fjernsynet med slidte VHS-bånd med Disney-tegnefilm i videomaskinen har indprentet sig i Owens bevidsthed. Alle stemmer, figurer, citater og historier har gjort ham i stand til at forholde sig til verden omkring sig – og ud af det blå siger han en dag om storebroderen: »Walt vil ikke være voksen, ligesom Mowgli eller Peter Pan«. At se den ekspressive Ron genfortælle det øjeblik er overvældende stærkt.
‘Life, Animated’ følger den nu 23-årige Owen igennem et afgørende år, hvor han dimitterer fra college, flytter hjemmefra og oplever den første, boblende forelskelse. Det er en klassisk coming-of-age-historie med op- og nedture, men med den elskelige Disney-entusiast og hans støttende familie i ryggen former Williams’ dokumentar sig til et multifacetteret blik på livet – det animerede og virkelige.
»Hvem bestemmer, hvad et meningsfuldt liv er?«, spørger Owens mor og stikker her til vores fordom om, at det da ikke kan være hverken godt eller sundt at leve i en eventyrlig Disney-verden så fjernt fra livets barske realiteter. Men det er evident for enhver, at Owen stortrives i sin animerede virkelighed.
Roger Ross Williams fortæller formidable outsiderhistorier igen og igen. I sin Oscarvindende kortfilm ‘Music by Prudence’ (2010) møder vi den svært handicappede sangerinde Prudence, der trodser hårde odds og turnerer Zimbabwe rundt med sit band, mens ‘God Loves Uganda’ (2013) er instruktørens harmdirrende udstilling af kristne amerikanske evangelisters indflydelse på regeringens forfølgelse af homoseksuelle i Uganda. Williams’ film ligefrem flyder over af inklusion, medfølelse og humanisme, men de er aldrig uden polemisk brod.
Således også ‘Life, Animated’, der udover at være et hjertevarmt portræt af Owen og resten af den fantastiske familie Suskind leverer et sobert indlæg i debatten om forskellige terapimetoder i behandlingen af autisme.
Når ‘Life, Animated’ er allerbedst, inviterer Williams os med ind i Owen Suskinds sind. Filmens interviews er foretaget gennem den såkaldte Interrotron (udviklet af mesterdokumentaristen Errol Morris), et kamera med indbygget skærm hvorigennem interviewpersonen kan tale med intervieweren, der typisk befinder sig i et andet rum. Det muliggør direkte øjenkontakt med kameraet, og der skabes en langt mere intim situation.
Vi ser Owen reagere med ægte fryd, frygt og glæde, når han genser favoritscener fra ‘Klokkeren fra Notre Dame’, ‘Den lille havfrue’ og ‘Løvernes konge’. Krydsklippene mellem Owens reaktioner og de faktiske filmscener er simpelthen magiske og sprudlende fulde af dynamik. Uden fuld adgang til Disneys filmarkiver ville ‘Life, Animated’ heller ikke have haft samme emotionelle påvirkningskraft.
Kort sagt:
Historien om Owen, der som Ariel i ‘Den lille havfrue’ finder stemme og ben at stå på, er uimodståeligt opløftende. Om du er Disney-fan eller bare almindelig cinefil, er ‘Life, Animated’ et stærkt vidnesbyrd om filmkunstens transformerende potentiale.