’Anti’: Dansk graffitifilm er en hyldest til 90’erne
CPH PIX: Ungdomsfilm handler alle i udgangspunktet om at høre til og finde sig til rette. Allerhelst uden indblanding fra forældre og andre voksne.
Film som Céline Sciammas ’Girlhood’, Lukas Moodyssons ’Vi er de bedste!’ og danske Kaspar Munks ’You and Me Forever’ er erindringsfriske eksempler på, hvor fint og vedkommende coming of age-fortællinger kan skæres, så både teenagere og eks-teenagere kan nikke genkendende og dybfølt med.
’Anti’, Morten Bhs anden spillefilm, er en ungdomsbromance sat i det danske graffitimiljø anno 1991, og grundtonen er grineren snarere end gravalvorlig. Intet bliver på noget tidspunkt mere seriøst, end at en kvik replik, et break beat eller lidt tjald kan genskabe den gode stemning, og dramaet stikker aldrig langt nok til, at du for alvor kommer til at kere dig om karaktererne.
Simon (Stefan Hjort fra popgruppen Page Four) bor sammen med sine forældre i provinsbyen Faxe Ladeplads på Sydsjælland og er ved at gå til af kedsomhed. I filmens åbningsscene bliver han smidt ud af 10. klasse. Det passer ham fint. Så er der mere tid til at ryge pot sammen med bedstevennen Frede (Casper Kjær Jensen) og drive rundt på må og få i provinshullet. Helt tilfældigt falder han over et videofilm med graffiti- og hiphopdokumentaren ’Style Wars’ (Tony Silver, 1983) og er solgt på stedet.
Efter et par ubehjælpsomme ’Simon’-tags på skolens mur vælger han navnet ’Anti’, og han og Frede hopper på bussen mod København. Her møder de graffiti-crewet CHAOS, hvor lederen Johan straks inviterer den tilsyneladende talentfulde Simon med om bord. Men her er der ufravigelige regler, der skal overholdes, hvilket ikke er let for en ung mand, der i sagens natur er anti alt.
Konfrontationerne står i kø og venskabet med den evigt trofaste, men ret så nørdede Frede bliver selvfølgelig sat på hård prøve, når den ældre alfa(Jo)han (Oscar Dyekjær Giese) kræver Simons fulde opmærksomhed. De natlige aktioner med store S-togs-pieces bliver stadig farligere, og Simon når hurtigt ud på alt for dybt vand.
’Anti’ er støttet af den nye lavbudgetsordning under Det Danske Filminstitut, men filmens hold af produktions- og kostumedesignere har glædeligvis fået meget ud af lidt. Iklædt gulerodsjeans, sejlersko, Salomon-rygsæk, Kangol-bøllehat og Raiders-snapback bevæger karaktererne sig absolut troværdigt rundt i henholdsvis et regngråt Faxe Ladeplads og autentisk Nordhavnsområde, mens soundtracket energisk pumper derudad med Cut ’N’ Move, MC Einar og Black Sheep for fuld udblæsning.
Filmen er en oprigtig kærlighedserklæring til start-1990’ernes graffitikultur, mode og musik, og den utilslørede begejstring kan ikke andet end smitte.
Ærgerligt er det derfor, når halvdelen af replikkerne falder helt og aldeles til jorden. Især har Oscar Dyekjær Giese trukket nitten i rollen som den anstrengede manipulator og CHAOS-leder Johan, mens stortalentet Julie Brochorst Andersen reduceres til en liderlig, kønssygdomsramt graffiti-groupie, der falder for Simon og kaster sig over ham med replikken: »Vil du ha’ en guffer?«
Det ene øjeblik hænger Simon og Frede ud bag den lokale bagerforretning og tigger gammelt wienerbrød på en næsten ’Clerks’-agtig, hyggemumlende facon, så roder CHAOS-crewet sig ud i brutal og blodig vold, og så får Simon et ungdomsjob hos DK Benzin, hvor der sker mindre end en skid, og provinstristessen hænger ’Fucking Åmål’-tykt i luften.
Kort sagt:
Der er masser af fine, små øjeblikke og en befriende løssluppen stemning i visse scener i ’Anti’. Som samlet filmoplevelse stritter Morten BHs opfølger til komedien ’Kolbøttefabrikken’ dog tonalt i et virvar af retninger – og dét slår afgørende sprækker i troværdigheden. ’Anti’ finder sig aldrig helt til rette.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted